Svært at komme ud af ensomheden

Mia Andersen har altid været genert. Hendes ensomhed startede i fjerde klasse og blev forværret efter et skoleskift i sjette klasse, hvor Mia for alvor følte sig uden for fællesskabet. Hun mistede troen på sig selv og lysten til at leve. Her kan du læse om Mias ensomhed.

Nyt & Sundt nyhedsbrev
- Ny viden om din sundhed -
Denne artikel er fremstillet for Sygeforsikringen "danmark". Den indgår i nyhedsbrevet
Nyt & Sundt
som produceres i samarbejde med Netdoktor.

Nyhedsbrevet udkommer hvert kvartal til medlemmer af "danmark".

Læs mere på
sygeforsikring.dk.

Mia Andersen er 16 år og har netop afsluttet niende klasse. Mia kender til det at føle sig ensom. Hun har haft en oplevelse af, at hendes klassekammerater ikke brød sig om hende, fordi de aldrig henvendte sig til hende. Det fik hende til at føle sig usynlig og ubetydelig i deres øjne. I frikvartererne sad hun for sig selv på sin plads uden at have nogen at være sammen med. Og når hun gik hjem efter skole, var hun alene og kedede sig, indtil hendes forældre kom fra arbejde.

Mia husker det, som at hendes problemer med ensomhed startede i fjerde klasse, hvor hun kun havde få venner. Hun mener selv, at det skyldtes, at hun var anderledes end de andre, fordi hun er for tidligt født og som følge heraf er senere udviklet både motorisk og fagligt.

Oplevelsen af at være ensom blev forværret, da Mia var nødt til at skifte skole, fordi den hidtidige skole kun gik til sjette klasse. Hendes klasse blev i den forbindelse delt i to og så lagt sammen med en allerede eksisterende klasse. Mia kom kun i klasse med to af de piger, hun følte sig godt tilpas med, men hun mistede hurtigt kontakten med dem, da de blev veninder med andre i den nye klasse. Herefter vidste Mia ikke, hvem hun skulle snakke med, for det virkede, som om alle kendte hinanden fra før og ikke var interesserede i hende.

Læs mere: Min teenager er ensom

Isolerede sig

Mia holdt op med at gå til noget i sin fritid. Hun havde ellers i flere år gået til korsang og gymnastik, men mistede lysten, da hun også her følte sig ensom og ikke turde henvende sig til de andre af frygt for at blive afvist. Hun kom ind i en ond cirkel, hvor hun isolerede sig, og den ene dag lignede den anden. Ensomheden gjorde Mia modløs og trist.

- Det var hårdt at se de andre have det sjovt sammen og gå hjem sammen efter skole, mens jeg gik alene hjem og ikke havde nogen at være sammen med.

Jeg var ked af det hele tiden. Jeg tænkte, at hvis de andre i klassen ikke ville mig, så kunne det hele også være lige meget. Da jeg havde det værst, havde jeg ikke lyst til at leve længere, for jeg følte ikke, at jeg var noget værd. Jeg overvejede at stille mig ud på vejen og lade mig køre over af en bil. Alligevel gjorde jeg det ikke, for jeg håbede på, at mit liv ville blive bedre. Min drøm var at komme på efterskole efter niende klasse og starte forfra, fortæller Mia.

Skjulte sin ensomhed fra andre

Mia begyndte at pjække fra skole. Hun bildte sin mor ind, at hun havde kvalme, hovedpine, ondt i maven eller ikke havde sovet godt. Som regel sendte moren hende af sted i skole alligevel, men nogle gange fik hun lov til at blive hjemme. Mia fortalte aldrig om sin ensomhed. Mias forældre spurgte tit, hvordan hendes dag var gået, når de kom hjem fra arbejde.

- Jeg svarede, at jeg havde haft en fin dag, selvom det ikke var sandt. Jeg var bange for, hvad de ville sige, hvis jeg fortalte dem, hvordan jeg havde det. Måske ville de ringe til min klasselærer, og det ønskede jeg ikke. For hvad ville min klasselærer tænke, og hvis hun snakkede med mine klassekammerater, hvad ville de så tænke? Jeg var bange for, at de ville se ned på mig eller begynde at drille mig, så derfor sagde jeg ikke noget, fortæller Mia.

Mia har dog på fornemmelsen, at hendes forældre godt var klar over, at Mia savnede kammerater. Mias mor har flere gange foreslået Mia at ringe til nogle fra klassen, men hun turde ikke af skræk for at blive afvist. Da Mia gik i de små klasser og var under 10 år, ringede hendes mor ofte selv til de andre kammeraters forældre og lavede legeaftaler. Men da Mia blev ældre, mente moren, at hun var gammel nok til selv at ringe.

Annonce (læs videre nedenfor)

Skolen gjorde ikke noget

Det var svært for Mia at erkende, at hun var ensom – både over for sig selv og andre.

- Min far har altid sagt, at jeg bare kan komme til ham, hvis der er noget, jeg har brug for at snakke om, men jeg har altid holdt tingene for mig selv. Det er svært, når det er ens forældre, for jeg vil jo heller ikke gøre dem kede af det. Det er lettere at snakke med en, som ikke er så tæt på en. I dag kan jeg se, at jeg skulle have snakket med min klasselærer allerede i sjette klasse. Det er vigtigt, at man erkender, at man har et problem, for så kan man gøre noget ved det. Men jeg tænkte, at ensomheden var en del af mig og prøvede at leve med det, siger Mia.

Mia mener selv, at hendes klasselærere var klar over, at hun ingen kammerater havde. Men de gjorde ikke noget ved det. Til forældresamtaler spurgte de hende kun om, hvordan det gik, og når Mia sagde, at det gik fint, så skete der ikke mere.

- Da jeg og et par andre piger fra klassen fortalte vores klasselærer, at vi aldrig blev inviteret med til fester, reagerede hun ikke. Jeg ville ønske, at min klasselærer havde gjort mere. Hun skulle have fået mig ind i et fællesskab. Lærerne viste i det hele taget mindre og mindre interesse for, hvordan vi havde det indbyrdes i klassen, efter vi kom op på de højere klassetrin, siger Mia.

Mia overvejede at skifte skole, da hun gik i ottende klasse, men havde ikke mod på at skulle til at lære nogle nye kammerater at kende og forholde sig til nye lærere, når hun var så tæt på at skulle afslutte folkeskolen.

Julemærkehjem

Da Mia havde det sværest i sjette klasse, var hun ked af at være overvægtig og havde læst på nettet, at man kan tabe sig ved at komme på et julemærkehjem.

- Jeg havde læst, at de børn og unge, der kommer på julemærkehjem ofte også har følt sig ensomme, og jeg håbede, at det ville hjælpe mig i forhold til de andre i klassen, hvis jeg tabte mig. Jeg ville vise dem, at jeg er en anden person, end de troede, siger Mia, der efter en henvisning fra sin læge måtte vente et år, før hun kom på et julemærkehjem i sommeren 2013 på grund af de lange ventelister.

Mia var på julemærkehjemmet i tre måneder og fik derfor skoleundervisning i de uger, der lå ud over sommerferien. De første to uger var de sværeste for Mia.

- Jeg havde ikke dyrket motion længe, så det var et helvede at skulle løbe. Jeg løb langsomt med mange pauser og fik ondt i hovedet og maven. Men da jeg begyndte at komme i bedre form, opdagede jeg, at jeg var god til at løbe. Det endte med at blive en stor sejr for mig, fordi jeg var den, der dyrkede mest motion og var god til at motivere de andre. Jeg fik et godt fællesskab med de andre og en sød værelseskammerat, så jeg begyndte at føle mig bedre tilpas, selvom det stadig var svært for mig at gå hen til de andre. Der skete en masse med mig i løbet at kort tid. Jeg tabte mig og blev mere glad for mig selv, fortæller Mia.

Tilbage igen i klassen fik Mia dog stadig ikke den opmærksomhed fra de andre, som hun havde brug for. En af de voksne på julemærkehjemmet havde anbefalet hende at prøve at sige noget mere i timerne eller finde en pige fra klassen, hun godt kunne lide, som hun kunne snakke med. Men det var svært for Mia.

- Jeg kom ind i den rolle og plads i hierarkiet, som jeg havde haft før julemærkehjemmet. Intet ændrede sig, og alt blev igen ved det gamle, hvor jeg følte mig ensom. Jeg holdt også op med at løbe, da det blev vinter og genoptog mine gamle kostvaner med store portioner mad og masser af cola og slik. Jeg var heller ikke god til at holde kontakt med de andre fra julemærkehjemmet. Jeg savnede julemærkehjemmet, hvor jeg havde mødt de sødeste voksne, der støttede mig, fortæller Mia.

Læs mere: Hjælp dit overvægtige barn

Annonce (læs videre nedenfor)

Ventilen

Mia havde i flere år gået hos skolens sundhedsplejerske på grund af sine vægtproblemer. Da Mia gik i niende klasse, fik sundhedsplejersken indtryk af, at hun ikke havde så mange venner og foreslog derfor Mia at besøge Ventilen, der er et tilbud for unge, der føler sig ensomme.

- Jeg gik hjem og læste om Ventilen på nettet, og kunne konstatere, at de fleste, der benyttede sig af tilbuddet, var unge omkring 20 år. Jeg var derfor meget i tvivl, om det var noget for mig, i og med at de var en del ældre end mig. Jeg brugte hele sommerferien på at tænke over det, før jeg besluttede mig for at give det en chance. Min far var skeptisk, fordi de andre var ældre, og han ikke havde hørt om Ventilen, men jeg kom der hver onsdag, og efterhånden som ugerne gik, kunne han se, at det var et godt sted for mig, siger Mia.

I Ventilen er der forskellige arrangementer, blandt andet filmaftener. Der er også temadage hver anden måned, hvor man snakker sammen om ensomhed eller andet, som de unge har det svært med.

- Det har hjulpet mig at opleve, at der er andre, der har det ligesom mig. Jeg har en god kemi med de andre, selvom de fleste er ældre end mig. Der er dog også et par stykker på min egen alder. Jeg kalder det ’Ugens gave’, fordi jeg her føler mig velkommen og er sammen med andre i samme situation. Alle er velkomne, uanset hvordan de ser ud og er, og det er dejligt, fortæller Mia.

Fremtiden

Mia har nu besøgt Ventilen hver onsdag i snart et år og mener, at det har hjulpet hende meget.

For nylig holdt hun sit første foredrag i regi af Ventilen om sine erfaringer med ensomhed for Lejre kommune, hvor der var 50 mennesker til stede, herunder psykologer og skolelærere. Selvom Mia var nervøs i starten af foredraget, endte hun med at føle sig afslappet, og det blev en god oplevelse for hende.

- Ventilen har gjort mig mere social, for jeg kan godt se nu, at jeg har manglet sociale kompetencer. Førhen vidste jeg ikke, hvad jeg skulle sige til andre, og derfor var det svært for mig at gå hen til de andre i klassen. Det er blevet lidt lettere for mig at snakke med andre, for jeg er blevet trænet i det i Ventilen, hvor jeg har en følelse af, at folk godt kan lide mig, siger Mia.

Nu hvor Mia er færdig med niende klasse, ser hun mere positivt på fremtiden. Hun skal snart starte på efterskole, som hun længe har drømt om.

- Jeg glæder mig meget og er samtidig lidt spændt på, hvordan det vil gå. Jeg har dog fået en større tro på mig selv og er blevet stærkere af alt det, jeg har været igennem, så det skal nok gå godt. Jeg har også gået til skolepsykolog, efter at jeg startede på Ventilen, så jeg har lært mig selv bedre at kende, siger Mia.

- Det tager tid at komme ud af ensomheden. Jeg føler mig stadig ensom og genert, selvom jeg har det meget bedre nu. Jeg har lært, at jeg bliver nødt til at overvinde mig selv og gå hen til folk. Hvis der skal ske en forandring i mit liv, skal jeg selv tage initiativ. Det nytter ikke noget at trække mig ind i mig selv. Jeg skal hele tiden holde fast i, at jeg er god nok og turde tro på, at det lykkes mig at få venner. Nu har jeg chancen for at starte helt forfra, for på efterskolen er der ingen, som kender min historie, siger Mia.

Mias råd til dig som er ensom:

  • Hvis du skal kunne gøre noget ved din ensomhed, er du nødt til at være ærlig over for dig selv og starte med at erkende, at du føler dig ensom. Så spørg dig selv, hvordan du har det. Føler du dig ensom?

  • Vid, at du ikke er alene – der er mange i samme båd som dig selv. Husk også dig selv på, at du har nogen i dit liv, der elsker dig, selvom det kan være svært at tro på, når man føler sig ensom.

  • Find en person, som du føler dig tryg ved, og fortæl hvordan du har det.

  • Du kan også ringe til Børnetelefonen, finde en chatside eller en hjemmeside på nettet, hvor du kan få hjælp.

  • Hvis du synes, at det er svært at snakke med dine forældre om din ensomhed, så gå til din klasselærer eller skolepsykologen.

Sidst opdateret: 01.11.2015