Min teenager er ensom

Som forældre kan det opleves næsten ubærligt, når ens teenager er ensom. Her får du indsigt i, hvad det vil sige at være ensom, og hvordan du bedst hjælper dit barn ud af ensomheden.

Nyt & Sundt nyhedsbrev
- Ny viden om din sundhed -
Denne artikel er fremstillet for Sygeforsikringen "danmark". Den indgår i nyhedsbrevet
Nyt & Sundt
som produceres i samarbejde med Netdoktor.

Nyhedsbrevet udkommer hvert kvartal til medlemmer af "danmark".

Læs mere på
sygeforsikring.dk.

Det kan være smertefuldt, når ens barn sidder for sig selv i frikvartererne, går alene hjem til kedsomhed efter skole og stort set aldrig laver noget sammen med sine jævnaldrende. Ungdommen er kendt for at være en meget social periode af livet, hvor vi løsriver os fra vores forældre, og hvor venskaber spiller en stadig vigtigere rolle. Men ensomhed er et problem blandt unge – forskellige undersøgelser tyder samlet set på, at 5-10 procent af danske unge føler sig ensomme.

Hvad vil det sige at være ensom?

At være ensom er ikke det samme som at være alene, understreger psykolog Ida Koch, der i over 30 år har arbejdet med behandling og rådgivning af unge i blandt andet Frederiksberg Ungdomsrådgivning og på DR’s rådgivningsprogram TVÆRS. Hun har herudover skrevet både bøger og artikler om unge og ungdomsliv.

- Man er alene, når man har valgt at være for sig selv og har det godt med det. Man er derimod ensom, når man ikke selv har valgt at være alene. Det er en følelse, der opstår, når man føler sig socialt isoleret og dermed ikke får opfyldt sine sociale behov. Man kan sagtens være sammen med andre, have mange bekendte eller venner på Facebook, men alligevel føle sig ensom. Det handler om kvaliteten af de relationer, man har, hvor man savner at kunne være tæt på og fortrolig sammen med et andet menneske, siger Ida Koch.

De fleste mennesker oplever øjeblikke af ensomhed i deres liv, men der, hvor det bliver alvorligt og udviklingshæmmende for teenageren, er, når det står på i så lang en periode, at det bliver en kronisk livsform.

Lavt selvværd og ensomhed

Vi mennesker er sociale væsener og har fra naturens side behov for at føle os forbundet med hinanden.

Vores identitetsudvikling er afhængig af fysisk og følelsesmæssig kontakt med andre mennesker. Ungdomsårene er en livsfase, hvor identiteten udvikles især igennem samvær med andre unge. Hvis man ikke har de sociale relationer, man har behov for, får man en usikker følelse af, hvem man selv er. Mange undersøgelser har vist, at længerevarende ensomhed ofte fører til et lavt selvværd. Det kan føre til en fortvivlende ond spiral, hvor lavt selvværd øger risikoen for at føle sig ensom, og ensomheden gør selvværdet endnu mindre. Man rækker ikke ud efter andre, fordi man er bange for nederlag, at føle sig ’kikset’ og anderledes.

- Man føler sig forkert og er skamfuld over ikke at have venner, og gør derfor alt for at skjule det. Når man vælger at isolere sig, skyldes det også, at man føler sig endnu mere ensom, når man er sammen med andre, hvor man konfronteres med, at man står uden for fællesskabet, siger Ida Koch.

Annonce (læs videre nedenfor)

Andre konsekvenser af ensomhed

Ensomhed kan også gå ud over teenagerens skoleformåen, fordi man ikke tør sige noget i klassen af frygt for at komme til at sige noget forkert eller virke ’kikset’. Man er derfor heller ikke vild med gruppearbejde og bryder sig i det hele taget ikke om at gå i skole.

Undersøgelser viser, at ensomhed også går ud over den almindelige sundhedstilstand, fordi man ikke passer så godt på sig selv, når man ikke føler sig noget værd. Mange mister livslysten, bliver deprimerede og har selvmordstanker, og nogle begynder at skære i sig selv.

Ensomhed har meget negative sociale konsekvenser. Sociale kompetencer som det at kunne tale med andre, at kunne samarbejde, diskutere og have konflikter samt at knytte sig til andre, kan man ikke øve sig på i enerum. Resultatet er, at ensomme ikke udvikler de nødvendige sociale kompetencer, og det betyder, at de føler sig ’kiksede’ og optræder ’kikset’, fordi de ikke ved, hvad de skal gøre, når de er sammen med andre.

Hvem bliver ensom?

Ifølge Ida Koch er der forskellige forklaringer på, at man bliver ensom. Og ofte er der ikke blot én forklaring på den enkeltes ensomhed, men flere, der spiller sammen.

En udbredt årsag til ensomhed er, at man har dårlige erfaringer med det sociale.

- Hvis man har oplevet at blive drillet eller mobbet, forsøger man at beskytte sig imod nye overgreb ved at trække sig fra det sociale, så det ikke sker igen. Man mister tillid til betydningen af relationer. Nogle ensomme unge siger, at de foretrækker at være alene, selvom de længes efter at være sammen med andre, fordi de har mistet tilliden til, at andre vil dem det godt, siger Ida Koch.

Børn og unge er meget forskellige, og nogle er mere introverte, sensitive eller generte og har sværere ved at tage initiativ til at kontakte andre. Disse børn og unge har typisk brug for flere pauser fra det sociale end deres jævnaldrende, fordi de hurtigt føler sig overstimulerede.

- Er man introvert, sensitiv eller genert har man brug for at skærme sig fra det sociale, uden at det nødvendigvis betyder, at man bliver ensom. Men hvis man trækker sig for meget, kan man komme til at føle sig ensom og blive ekskluderet. Hvis man altid siger nej, når andre foreslår ting, man kan gøre sammen, så bliver man opfattet som afvisende eller arrogant, og så holder andre op med at spørge, siger Ida Koch.

Om der er forskel på piger og drenge, når det gælder ensomhed, er uklart. Ifølge Ida Koch findes der nemlig studier, der peger i begge retninger.

Læs mere: Er du introvert eller ekstrovert?

Annonce (læs videre nedenfor)

Familiemæssige årsager

En anden årsag til ensomhed findes i familien. Nogle børn vokser op i familier, hvor der er lidt socialt liv, eller hvor man ikke har lært at indgå i brugbare relationer, fordi man ikke er god til at kommunikere og løse konflikter. Nogle forældre er selv ensomme og isolerede, og man er måske heller ikke vant til at lave ting sammen som familie. Det kan alt sammen føre til, at børn ikke udvikler de nødvendige sociale kompetencer.

Det sociale liv er meget omskifteligt i vores tid, og mange børn skal forholde sig til nye mennesker hele tiden. Nogle børn oplever for eksempel svære brud ved flytning til en anden landsdel, hvor de mister kammerater, eller skilsmisse, hvor forældrene tit skifter partnere. Til sidst giver man op, fordi relationer betyder risiko for tab.

Man kan ikke entydigt sige, om sociale medier bidrager til eller afhjælper ensomhed, mener Ida Koch.

- De sociale medier har understreget for alle børn og unge, at normen er mange sociale kontakter. Hvis ikke man har nok likes eller followers, kan man komme til at føle sig ensom. For den ensomme har de sociale medier dog den fordel, at man chatter og spiller med fremmede og dermed kan øve sig i at have en dialog. Problemet med ensomhed kan opstå, hvis man ikke rykker ud af det virtuelle rum og ind i den fysiske verden. De sociale medier kan blive en sovepude og dulme ensomhedsfølelsen for en stund, men det er vigtigt for os mennesker at have fysisk kontakt med hinanden, siger Ida Koch.

Læs mere: Socialfobi

Hvordan hjælper man bedst sit barn

Ensomhed fører til mistrivsel, så hvis man kan mærke på sit barn, at det ikke trives og er bekymret for, om det kan være ensomt, er det vigtigt, at man tager en snak.

- Ofte kommer den unge ikke af sig selv, fordi det er skamfuldt at indrømme, at man ikke har nogen venner. Nogle unge vil ikke gøre deres forældre bekymrede eller kede af det. Eller måske kan de mærke på forældrene, at de har deres egne problemer at slås med, og så vil de ikke belemre dem, men beskytter dem for viden om ting, som forældre faktisk skal tage sig af. Så det er vigtigt, at man viser, at man interesserer sig for sine børn og følger med, så godt man kan, i deres liv, siger Ida Koch.

Når børnene er små, kan forældre lettere følge med i, hvordan de har det i hverdagen og gå ind og lave legeaftaler med andre forældre for at hjælpe barnet ud af ensomhed. Men i puberteten bliver det sværere at følge med, og man kan ikke længere blande sig på samme måde som før, uden at det virker grænseoverskridende. Derfor opfordrer Ida Koch til, at man som forældre forholder sig nysgerrigt over for sit barn og spørger ind til, hvordan den unge har det uden at være grænseoverskridende og krænkende.

- Mange forældre bliver berøringsangste, så snart deres børn kommer i puberteten og holder op med at følge så meget med i deres liv. Det er vigtigt, at man er klar over, at unge fortsat har brug for, at man viser sin interesse, og at man er der for dem – også selvom de lukker af og ikke vil snakke om deres problemer, siger Ida Koch.

Har man som forældre svært ved selv at vurdere, hvad der kan være årsag til ensomheden, eller hvad man kan gøre, anbefaler Ida Koch, at man kontakter en ekspert på området via for eksempel Ventilen (frivillig organisation, der hjælper ensomme unge til at finde en vej ind i fællesskabet) eller Børns Vilkår. Man kan også kontakte en studievejleder eller skolepsykologen for at få gode råd.

- Hvis man ved, at ens barn mistrives, kan man snakke med læreren om det, for eksempel under en skole-hjem-samtale. Det er dog vigtigt, at man ikke gør det hen over hovedet på den unge. Mange forældre flytter deres barn til en anden skole, hvis det har sociale eller andre problemer. Men hvis den unge har været ensom længe, så er der en risiko for, at ensomheden flytter med, hvis ikke man får arbejdet med årsagen til den, siger Ida Koch.

- Vil den unge ikke snakke om sin ensomhed, så kan man spørge, om der en anden, den unge vil snakke med. Man kan også sige til sit barn, hvis det fortsat virker afvisende, at det kan komme igen, hvis det får lyst til at snakke. Det kan desuden være en god idé at lave noget sammen. Ofte kommer betroelserne under opvasken, i bilen eller når man går tur sammen. Det handler om at være tålmodig og skabe afslappede rare situationer, hvor der er tid til at snakke, siger Ida Koch.

Vær tålmodig

Når teenageren åbner op og fortæller om sin mangel på venner, så gælder det om at lytte og være rummelig og omsorgsfuld. Og ikke mindst være tålmodig.

- Når vores børn bliver ældre, handler det ikke længere så meget om, hvad forældrene kan gøre, men om hvad den unge selv kan gøre. Så spørg dit barn: Hvordan kan du vise de andre, at du er interesseret i dem? Det gælder især for de 14-16-årige, at de kan virke lidt arrogante, når andre spørger dem, om de vil være med til noget, fordi de har mistet troen på, at andre mener det alvorligt.

- Det er meget vigtigt, at man får formidlet, at der er håb forude, og at man almengør det at være ensom i ungdomsårene og måske deler sine egne erfaringer med teenageren. Fortæl også dit barn, at du har erfaring med, at tingene kan forandre sig, og at der er hjælp at hente. Man behøver ikke finde sig i at have det så skidt. Du kan også sige, at tingene ikke ændrer sig fra dag til dag, men at det tager tid. Og at teenageren vil opleve nederlag og så må række ud igen – sådan er livet. Følelsen af ensomhed forsvinder ikke fra den ene dag til den anden. Den kan komme og gå og være der i større og mindre udstrækning, så det kræver tålmodighed både hos teenageren og hos forældrene, siger Ida Koch.

Sidst opdateret: 01.11.2015