Intresseområden sparade.
Tack, din epostadress är nu registrerad.
Fakta | Diabetes

Diabetisk ketoacidose (syreforgiftning ved diabetes)

Diabetisk ketoacidose (syreforgiftning) er en livsfarlig tilstand, der altid skyldes insulinmangel. Tilstanden er tegn på type 1 diabetes. Læs mere her.

Opdateret: 1. Marts 2020

Hvad er diabetisk ketoacidose?

Diabetisk ketoacidose (eller syreforgiftning) er en pludselig og livstruende tilstand (opstår typisk over 1/2 døgn), der kan optræde hos mennesker med insulinkrævende sukkersyge ( type 1 diabetes ).

Tilstanden viser sig, når der kommer høje blodsukkerværdier (blodglukose) og ketonstoffer i blodet og urinen. Det kan være et resultat af en dårligt reguleret diabetes, hvor der er alvorlig mangel på insulin i blodet. Hos nogle personer med diabetes opdages sygdommen først, når de får diabetisk ketoacidose.

Personen med diabetes føler sig syg og har symptomer på højt blodglukose, specielt træthed, tørst og store vandladninger. Syreforgiftningen i sig selv kan give symptomer som kvalme, mavesmerter, opkastninger og en hurtig, dyb vejrtrækning og en ubehagelig lugt af acetone fra udåndingen.

Har man fået diabetisk ketoacidose, skal man indlægges akut til øjeblikkelig behandling. Væske- og saltbalancen bliver genoprettet ved at tilføre salt og væske direkte ind i årene. Desuden skal der tilføres ekstra insulin . Diabetisk ketoacidose er en tilstand, der kan og bør undgås ved en velbehandlet type 1 diabetes.

Hvorfor får man diabetisk ketoacidose?

Tilstanden skyldes altid mangel på insulin. Insulin er et hormon (et af kroppens signalstoffer), der udskilles fra bugspytkirtelen til blodbanen, hvor det kan nå alle vævene i kroppen. Det har mange forskellige virkninger. Først og fremmest er det et stofskifte-hormon. Det vil sige, at det påvirker mange dele af de processer, som omsætter byggestenene i vores krop. Det påvirker fedtstofomsætningen, sukkerstofomsætningen og også proteinomsætningen.

Insulins hovedfunktion er at sænke blodglukose, men insulin nedsætter også fedtstofforbrændingen i kroppen. Mangel på insulin har en række virkninger på kroppen:

  • blodglukose stiger

  • ved udtalt insulinmangel vil fedtstof-forbrændingen løbe løbsk.

Det høje blodglukose vil udskilles i urinen, og affalds-produkterne fra den løbske fedtstof-forbrænding (ketonstoffer) vil også ophobe sig i blodet og udskilles i urinen.

  • Organismen bliver sur med lav pH værdi, da ketonstofferne er organiske syrer.

  • Vejrtrækningen bliver hurtigere og dybere fordi kroppen forsøger at udskille den overskydende syre i kroppen via lungerne.

  • P• Personen kommer i alvorlig væske- og saltunderskud. På grund af den store udskillelse af sukker i urinen, vil der trækkes store mængder vand og salt ud af kroppen. Dette vil for patienten vise sig som tørst og store vandladninger.

Hvad er symptomerne på diabetisk ketoacidose?

Tilstanden ses næsten altid samtidigt med for højt blodglukose, der i sig selv kan give symptomer:

  • tørst

  • hyppige, store vandladninger

  • træthed

  • nedsat appetit

  • vægttab

Derudover kan der være symptomer på syreforgiftningen:

  • hurtigt dyb vejrtrækning

  • acetonelugt fra udåndingsluften

  • kvalme, opkastninger, mavesmerter

  • bevidsthedsændring, som kan glide over i bevidstløshed.

Diabetiske ketoacidose kommer tit sammen med en anden sygdom, oftest en infektion. Det skyldes, at der her er brug for mere insulin i kroppen end sædvanligt. Diabetisk ketoacidose udvikles som regel over få timer til få døgn.

Hvad kan man selv gøre?

Det vigtigste er at undgå, at diabetisk ketoacidose opstår. En velbehandlet diabetes nedsætter risikoen for at udvikle ketoacidose. Måler man regelmæssigt sit blodglukose, vil man hurtigt kunne registrere, hvis blodglukoseværdierne er på vej op.

Du skal altid måle dit blodglukose , hvis du føler dig skidt tilpas.

Er blodglukose højt, bør man måle ketonstoffer i blodet eller urinen som det næste. Vær opmærksom på, at urinstiks til måling af urinketonstoffer let kan blive for gamle, og at en gammel stiks ikke vil registrere ketonstoffer, selv om de er tilstede i urinen. Det anbefales derfor at benytte et blodglukoseapparat, der også kan måle ketonstoffer i blodet.

Findes der høje ketonværdier i blodet (> 1,5 mmol/l), og blodsukkeret samtidigt er højt, bør man kontakte lægen for at få råd og behandling.

Diabetisk ketoacidose opstår ofte samtidig med en infektionssygdom. En meget hyppig kombination er maveinfektion og ketoacidose. Den typiske sekvens er, at patienten har kvalme, opkastninger og nedsat fødeindtagelse på grund af for eksempel en maveforgiftning. Derfor tror patienten, at der skal indgives mindre insulin end vanligt. Men under en akut sygdom og specielt en infektiøs sygdom med feber, skal der næsten altid indtages mere insulin, selv om man spiser mindre end vanligt.

Kombinationen af det større insulinbehov og den nedsatte insulinindtagelse leder meget hurtigt til udvikling af diabetisk ketoacidose. Er man syg af anden årsag, er det derfor overordentligt vigtigt, at man måler sit blodglukose. Hvis dette er højt skal man tage mere insulin (også selv om man ikke spiser), så man får blodglukose ned igen.

Hvordan stiller lægen diagnosen?

Samtidig vil man lede efter en mulig infektionssygdom.

Motion

Nogle patienter med diabetes tror, at de kan motionere et alt højt blodglukose og ketonstoffer i urinen væk. Dette er ikke tilfældet. og det gør kun situationen værre! Tilstanden skyldes mangel på insulin og skal behandles med ekstra insulin.

Tilmeld dig vores nyhedsbreve!

Du kan til enhver tid afmelde vores nyhedsbreve ved at klikke på linket i bundet af nyhedsbrevet. Her kan du læse mere om Netdoktors privatlivspolitik .

Udsigt for fremtiden

Når behandlingen starter i tide, er diabetisk ketoacidose let at behandle. Behandlingen varer typisk 1-3 dage. Der vil som regel ikke være følgevirkninger efter rettidig behandling. Ubehandlet er diabetisk ketoacidose livstruende.

Hvordan behandles diabetisk ketoacidose og hvilken medicin kan der gives?

Stort set altid akut indlæggelse, hvor der gives medicinsk behandling med hyppige insulininjektioner , væske og salt (kalium).

Ved samtidig infektiøs sygdom gives antibiotika.


Du har fravalgt en eller flere cookies, hvilket kan påvirke visse udvidede funktioner på siden.

Annons