Intresseområden sparade.
Tack, din epostadress är nu registrerad.
Fakta | Øjne

Fremmedlegeme i øjet

'Fremmedlegeme i øjet' er, når man har fået noget udefrakommende i øjet. Hvis ikke det kan skylles ud, bør man opsøge læge. Læs mere og få gode råd her.

Opdateret: 24. April 2013

Hvad er det?

Det kaldes 'fremmedlegeme i øjet', når man har fået noget i øjet, der ikke burde være der. Det kan være et insekt, en sten, grus, sand, jord, maling, en splint af metal eller træ eller andet, der af en eller anden grund er endt i øjet. En kontaktlinse, der sidder forkert kan give de samme gener.

Hvordan får man et fremmedlegeme i øjet?

Når man færdes udendørs, vil man kunne få sand, insekter, grene eller tilsvarende i øjnene. Hvis man arbejder med værktøj og maskiner, vil man for eksempel kunne få metal, maling, sand og træspåner i øjnene -som regel gennem luften eller fra hænderne, når man gnider sig i øjnene. Når man svømmer, kan man også få noget i øjnene.

Hvordan føles et fremmedlegeme i øjet?

Overfladiske fremmedlegemer

Fremmedlegemer som sand, støv og insekter samt fejlplacerede kontaktlinser vil oftest give anledning til ganske overfladiske ridser og hævelser på øjet. Da øjets overflade er ekstremt følsom vil disse imidlertid ret ofte give svær irritation og/eller smerte, så man kan blive nervøs for en alvorlig skade på øjet, selvom der reelt kun er tale om en ridse, der heler af sig selv i løbet af et par dage.

Man vil ofte føle, at der må være noget i øjet efter det er fjernet eller faldet ud, for eksempel efter man har strejfet en gren, eller en kontaktlinse er fjernet. Dette skyldes de små ridser på overfladen, og man må blot vente på opheling og følge lægens eller øjenlægens anvisninger.

Fastbrændte fremmedlegemer

Ved arbejde med roterende værktøj (vinkelsliber) eller svejseværk kan man være uheldig at få glødende gnister i øjnene. Det er små glødende metalstykker, som omgående brænder sig fast i øjets overflade, og spreder rust i vævet omkring sig (rustskal). Der er næsten altid tale om overfladiske læsioner, og da det er små sår, er symptomerne også oftest milde, selvom kraftige smerter også ses.

Det er vigtigt at få fjernet metallet og rusten, så der ikke dannes rust-ar, især hvis metallet har sat sig midt på hornhinden. Når man på skadestuen har fået vippet metallet ud af øjet, kan man undertiden tro, at det hele ikke er fjernet, men oftest er det rustskallen, der er tilbage, og den kan fjernes hos øjenlægen.

Perforerende fremmedlegemer

Ved arbejde med roterende værktøj, for eksempel. roterende stålbørster, buskryddere og lignende (sjældent vinkelslibere), samt ved arbejde med slagværktøj (hammer, økse eller hydrauliske apparater) kan der opstå alvorlige øjenskader, idet fremmedlegemer af en betragtelig størrelse kan ramme øjet med høj hastighed og gå igennem til øjets indre. Symptomerne kan variere mellem smerter og totalt sløret syn til ingen symptomer. Hvis man for eksempel har arbejdet med hammer mod mejsel, og et centimeter-stort skarpt fladt metalstykke perforerer øjet, eller et tilsvarende stykke tørt træ ved brændekløvning perforerer øjet, vil synet sandsynligvis blive sløret og der vil opstå smerter. Men hvis for eksempel et hår fra en roterende stålbørste rives løs og perforerer øjet som en lille pil, vil det måske ikke medføre nogen symptomer, udover en eventuel forbigående fornemmelse af lidt sand i øjet. Alligevel kan skaden efter nogle dage eller uger blandt andet medføre infektion, som kan få alvorlige konsekvenser såsom blindhed eller kroniske smerter. Søg derfor straks læge ved mistanke herom.

Ved risiko for perforende øjenskade – gnid ikke i øjet, tryk ikke på øjet, skyl ikke øjet.

Hvordan stiller lægen diagnosen?

Ofte vil lægen skylle øjet først. Det er sandsynligt, at han hermed fjerner fremmedlegemet, inden diagnosen er stillet. Lægen kan se efter under øjenlågene og eventuelt dryppe øjet med flourescein, et stof, der lyser op, hvis der er en skade af hornhinden.

Hvornår skal man søge læge, hvis man har fået noget i øjet?

  • Hvis man har fået noget i øjet og ikke kan skylle det ud, skal man tage til lægen. Man må ikke selv forsøge at fjerne det, da man kan lave skade på øjet.

  • Symptomerne kan være sparsomme Hvis du er i tvivl, så tag til lægen. Ved mange øjensygdomme kan der opstå skader med synet, hvis sygdommen ikke behandles i tide

  • Hvis der er mistanke om, at der er gået hul på øjets overflade (perforation), skal man søge læge eller øjenlæge med det samme.

  • Hvis det bliver værre i dagene efter – søg læge eller øjenlæge. Der kan også opstå øjenbetændelse .

Hvad kan man gøre for at undgå fremmedlegeme i øjet?

  • Brug øjenværn (svejseskærm, beskyttelsesbriller) når det er relevant.

  • Brug briller/solbriller når det er nødvendigt eksempelvis ved stranden, når der er sandfygning.

  • Sørg for at have rene hænder, hvis du skal gnide dig i øjet.

Tilmeld dig vores nyhedsbreve!

Du kan til enhver tid afmelde vores nyhedsbreve ved at klikke på linket i bundet af nyhedsbrevet. Her kan du læse mere om Netdoktors privatlivspolitik .

Hvad kan man selv gøre, hvis man har fået noget i øjet?

Skyl øjet

Når man skyller øjet, kan man bruge øjenbadevand, som man kan købe på. Disse er mildere mod øjets overflade end almindeligt vand. Vand fra hanen kan bruges i nødstilfælde, hvis det er kogt og afkølet. Det vil dog irritere øjets overflade mere.

Undgå at gnide og trykke (ved perforation)

Er der mistanke om perforation (det vil sige, at der er gået hul på øjets overflade), så gnid ikke i øjet, tryk ikke på øjet og skyl ikke øjet. Søg læge eller øjenlæge med det samme

Tag den med ro

Alt efter hvor alvorlig sygdommen er, kan det være, at du skal tage det lidt med ro. Især hvis man får klap for øjet eller får øjet dryppet, må man ikke køre bil. Spørg din læge, om du skal ændre dit aktivitetsniveau.

Hvilken behandling får man?

Overfladiske fremmedlegemer

  • Fremmedlegemet findes og fjernes i lokal bedøvelse. Eventuelt skylles øjet og/eller der dryppes med farvestof (Flourescein), så man kan se om der er en skade på hornhinden.

  • Lægen henviser eventuelt til øjenlæge for videre behandling, såsom fjernelse af rustskal, tjek for perforation med videre.

  • Der ordineres eventuelt antibiotiske og måske pupiludvidende øjendråber imod betændelse og smerter.

    Fastbrændte fremmedlegemer

  • Fremmedlegemet findes og fjernes i lokal bedøvelse. Eventuelt skylles øjet og/eller der dryppes med farvestof (Flourescein).

  • Ofte henvises til øjenlæge for videre behandling.

  • Ofte ordineres antibiotiske og måske pupiludvidende øjendråber.

    Perforerende fremmedlegemer

  • Behandlingen foregår på en øjenafdeling og vil ofte inkludere operation og intensiv antibiotisk behandling.

Hvad er udsigten for fremtiden?

Mulig forværring

Hvis et fremmedlegeme i øjet ikke bliver fjernet, kan det ridse øjets overflade eller måske give anledning til øjenbetændelse eller hornhindebetændelse .

Der kan også opstå regnbuehindebetændelse som er en irritationstilstand inde i øjet. Hvis det sker vil øjet ofte blive lysfølsomt og der vil opstå smerter ved lys.

Ved perforerende øjentraume kan der opstå synstruende betændelse inde i øjet samt andre problemer.

Sandsynlig videre udvikling

Alt efter typen kan milde tilfælde af fremmedlegeme i øjet (også ubehandlet) føre til helt normalt syn, imens alvorlige perforationer selv med intensiv behandling og operation kan føre til blindhed. For alle typer gælder dog, at risikoen for komplikationer bliver mindre hvis man søger læge eller øjenlæge.


Du har fravalgt en eller flere cookies, hvilket kan påvirke visse udvidede funktioner på siden.

Annons