Intresseområden sparade.
Tack, din epostadress är nu registrerad.
Fakta | Psykiatri

Kommunale Akuttilbud - anonym hjælp til kriseramte borgere

I en række kommuner landet over findes såkaldte Akuttilbud. Her kan man døgnet rundt ringe eller møde personligt op og få samtale med en medarbejder, hvis man oplever en pludselig krise. Det kan eksempelvis være, at man er blevet overvældet af rådvildhed, angst, magtesløshed eller tanker om selvmord på grund af en skilsmisse, en fyring eller et dødsfald. Eller det kan være, at man kæmper med en psykiatrisk diagnose og pludselig har behov for at tale med et menneske for at kunne klare hverdagen selv.

Opdateret: 31. Oktober 2017

I en række kommuner landet over findes såkaldte Akuttilbud. Her kan man døgnet rundt ringe eller møde personligt op og få samtale med en medarbejder, hvis man oplever en pludselig krise. Det kan eksempelvis være, at man er blevet overvældet af rådvildhed, angst, magtesløshed eller tanker om selvmord på grund af en skilsmisse, en fyring eller et dødsfald. Eller det kan være, at man kæmper med en psykiatrisk diagnose og pludselig har behov for at tale med et menneske for at kunne klare hverdagen selv.

I et Akuttilbud kan man få en personlig, støttende og afklarende samtale med medarbejdere, der har en pædagogisk- eller sundhedsfaglig baggrund, for eksempel social- og sundhedsassistenter, sygeplejersker, socialrådgivere og ergoterapeuter. Det er ingen læger tilknyttet Akuttilbuddet, og man kan derfor hverken få stillet en diagnose eller få udskrevet medicin. Hvis man har behov for akut psykiatrisk behandling, skal man derfor ikke henvende sig til Akuttilbuddet, men tage til Psykiatrisk Akutmodtagelse.

Hvem kan blive hjulpet på et Akuttilbud?

Man kan få hjælp i et Akuttilbud, hvis man selv er i akut krise eller er pårørende til et menneske i krise.

Man kan blive hjulpet i et Akuttilbud, uanset om man allerede er tilknyttet psykiatrien og bliver behandlet for en psykiatrisk diagnose, eller det er første gang, man oplever en krise og ikke har snakket med en læge om det. At bruge akuttilbuddet kræver altså hverken en diagnose eller henvisning fra en læge, og man kan henvende sig anonymt.

Hvis man allerede er i behandling for en psykiatrisk lidelse, er det et krav, at man bor i egen bolig.

Man kan som udgangspunkt kun henvende sig til et Akuttilbud i den kommune, man bor i. Det er dog langt fra alle kommuner, der råder over et Akuttilbud - se listen over Akuttilbud nederst i artiklen.

Hvad kan et Akuttilbud tilbyde?

Det er forskelligt, hvad de enkelte Akuttilbud kan tilbyde af faciliteter og hjælp.

Omdrejningspunktet i et Akuttilbud er en døgnåben telefon, hvor man kan ringe til alle ugens dage. Her vil man kunne få en snak med en medarbejder, der kan hjælpe med de akutte problemer, man har.

Derudover kan man nogle steder også:

  • møde personligt op i Akuttilbuddet
  • få besøg af en medarbejder, der tager ud til én i ens eget hjem
  • overnatte i et eller flere døgn i Akuttilbuddet, hvis man føler sig utryg ved at være alene hjemme
  • få lagt en kriseplan, hvor man bliver hjulpet videre og andre offentlige instanser evt. bliver inddraget (i det tilfælde kræver det dog, at man oplyser CPR-nummer).

Hvad er forskellen på et Akuttilbud og en psykiatrisk skadestue?

Et Akuttilbud adskiller de sig fra de psykiatriske skadestuer ved, at man hverken kan få stillet en diagnose, blive indlagt eller modtage medicinsk behandling. I et Akuttilbud kan man til gengæld få en støttende samtale, nærvær og oplevelsen af, at man ikke står alene med sin krise.

Man kan henvende sig til et Akuttilbud uden at skulle opgive CPR-nummer, men hvis man skal overnatte eller indgå i et længerevarende forløb, hvor andre offentlige instanser også inddrages, kan man dog ikke forblive anonym.

Hvor findes der Akuttilbud?

Akuttilbuddet er opstået i et samarbejde mellem en række af landets kommuner og Socialstyrelsen. Akuttilbuddet findes derfor kun i nogle af landets kommuner. Som udgangspunkt er det kun borgere med bopæl i kommunen, der kan hente hjælp i det kommunale tilbud. Nogle kommuner har dog samarbejdsaftaler med nabokommunerne, så man kan få hjælp, selvom man ikke bor i kommunen - dog under forudsætning af at man i så fald oplyser sit CPR-nummer.

På nedenstående liste kan du se, hvilke kommuner har et Akuttilbud og læse mere om, hvad de enkelte steder kan tilbyde:

Akuttilbud i Esbjerg Kommune

Akuttilbud i Fredericia/Middelfart Kommune

Akuttilbud i Faaborg-Midtfyn Kommune

Akuttilbud i Gladsaxe Kommune

Akuttilbud i Greve Kommune

Akuttilbud i Haderslev Kommune

Akuttilbud i Jammerbugt Kommune

Akuttilbud i Københavns Kommune

Akuttilbud i Køge Kommune

Akuttilbud i Lyngby-Taarbæk Kommune

Akuttilbud i Nyborg Kommune

Akuttilbud i Næstved Kommune

Akuttilbud i Roskilde Kommune

Akuttilbud i Skive Kommune

Akuttilbud i Syddjurs Kommune

Akuttilbud i Vesthimmerland Kommune

Akuttilbud i Viborg Kommune


Du har fravalgt en eller flere cookies, hvilket kan påvirke visse udvidede funktioner på siden.

Annons