Behandling af nældefeber

Hvordan behandler man akut nældefeber?

Akut nældefeber behandles med antihistaminer i tabletform. I nogle tilfælde skal man øge dosis af medicinen for at opnå tilstrækkelig effekt.

Antihistamin er et lægemiddel, som virker ved at blokere effekten af histamin, som er det vigtigste signalstof for nældefeber, som frigives fra hudens mastceller og blodets basofile celler. Mange antihistaminer har en sløvende effekt, men til behandling af nældefeber anvender man de såkaldte 2. generations antihistaminer, som virker ikke, eller kun meget lidt, sløvende.

I svære tilfælde med akut udbredt nældefeber eller ledsagende angioødem kan det blive nødvendigt at indlede antihistamin-behandlingen med indsprøjtninger og/eller supplere med binyrebarkhormon som tablet eller indsprøjtning.

Behandling med binyrebarkhormon bør begrænses til én til fem dage eller maksimalt 10 dages samlet behandling. Binyrebarkhormon har en bred virkningsprofil og kan stabilisere/begrænse allergi og allergi-lignende reaktioner.

I de sjældne tilfælde, hvor nældefeber er led i en alvorlig akut allergisk reaktion - også kaldet anafylaksi – vil behandling også indbefatte adrenalin - enten som adrenalinpen, som man sprøjter direkte ind i lårmusklen med det samme, eller man får sprøjtet ind, når man eventuelt når frem til skadestuen.

Adrenalin virker ved at trække blodkarrene sammen og gøre dem mere tætte. Når man modtager adrenalin-behandling, kommer der bivirkninger med hjertebanken, hovedpine og stigende blodtryk.

Hvis akut nældefeber er opstået som led i infektion, vil nældefeber-tendensen aftage, når infektionen behandles eller forsvinder af sig selv. Det sker typisk for de fleste virusinfektioner. Hvis akut nældefeber skyldes allergi eller allergi-lignende reaktioner overfor medicin eller fødeemner, skal man helst undgå at tage medicinen eller spise den mad, der udløser allergien.

Hvis det drejer sig om straksallergi, det vil sige en allergisk reaktion, hvor symptomerne hurtigt viser sig, vil nældefeberen typisk forsvinde indenfor 24-48 timer.

Hvis det drejer sig om allergi-lignende reaktion/intolerans, kan der gå flere uger, før man ser en sikker bedring af nældefeberen.

Behandlingsprincipperne for børn er som for voksne. Børn har dog oftere akut nældefeber som led i en infektionssygdom, hvilket man bør være opmærksom på og få barnet undersøgt for.

Hvordan behandler man kronisk nældefeber?

Antihistaminer

Kronisk nældefeber behandles primært med antihistaminer i tabletform, eventuelt i forhøjet dosis. Hudlæger og allergispecialister kan i udvalgte tilfælde ordinere op til firedobbelt dosis af de nyere (2. generations) antihistaminer. Antihistaminerne fordeles på én til fire doser i døgnet. Der er yderst sjældent bivirkninger forbundet med brug af antihistaminer, selv i forhøjet dosis. Nogle kan dog opleve kvalme, hovedpine, svimmelhed og døsighed.

De nævnte antihistaminer er såkaldte H1-blokkere. Tidligere har man også brugt H2-blokkere til kronisk nældefeber, selvom det egentlig er medicin beregnet mod mavesyre.

Hvis en høj dosis af antihistamin ikke virker nok, kan man i svære tilfælde supplere behandlingen med et virksomt stof, der hedder omalizumab.

Omalizumab

I 2014 blev det virksomme stof omalizumab, der oprindeligt blev brugt som astmamedicin, godkendt til behandling af kronisk nældefeber. Man skal have en indsprøjtning cirka hver fjerde uge, og stoffet virker ved at binde de frie immunglobulin E antistoffer, der er antistoffer, som kroppen laver blandt andet ved allergiske reaktioner. Der kan forekomme reaktion og ubehag på indstiksstedet, ligesom hovedpine er en almindelig bivirkning. I meget sjældne tilfælde kan der opstå anafylaktisk reaktion (akut allergisk reaktion), efter at man har fået sin indsprøjtning, og derfor varetages denne behandling altid via en specialafdeling på et hospital.

Montelukast (Astmamedicin som anvendes til behandling af nældefeber)

Montelukast anvendes normalt til astmabehandling, og virker formentlig bedst hos personer, der også har samtidig astma/allergi eller ikke kan tåle såkaldte NSAID-præparater, herunder acetylsalicylsyre/magnyl. Montelukast giver ikke særligt tit bivirkninger, men kan dog forårsage mavesmerter, påvirkede levertal og hovedpine.

Ciclosporin (Immundæmpende)

Alternativt til montelukast anbefaler man det virksomme stof ciclosporin, som er et immundæmpende stof, der blandt andet anvendes til transplanterede patienter. Ciclosporin tager man som kapsler én til to gange dagligt og stoffet giver ofte bivirkninger i form af forhøjet blodtryk, forhøjede fedtstoffer i blodet inklusive kolesterol, hovedpine, rysten, øget hårvækst og påvirkning af nyrefunktionen

Binyrebarkhormon

Det kan blive nødvendigt at behandle personer med kronisk nældefeber med korte kure (maksimalt 10 dage) med binyrebarkhormon-tabletter. Binyrebarkhormon indtages oftest om morgenen i én samlet dosis. Man fraråder langvarig behandling med binyrebarkhormon, da man efter lang tids brug kan opleve bivirkninger som vægtstigning, ændret fedtfordeling, forhøjet blodtryk, knogleskørhed med videre.

Udover de nævnte bivirkninger for antihistaminer, montelukast, ciclosporin og omalizumab kan der i sjældne tilfælde optræde andre bivirkninger, hvilket man kan læse om på indlægssedlen eller ved opslag på medicin.dk.

Andre typer af virksomme stoffer

Hvis ovenstående behandlinger er utilstrækkelige, kan andre immundæmpende lægemidler anvendes, for eksempel methotrexat, azathioprin, mycophenolat mofetil, dapson, intravenøs immunglobulin med flere.

Filtrering af blodet

Plasmaferese (filtrering af blodet) eller lysbehandling kan også anvendes. Det er behandlinger, der skal foretages af en specialist, og man skal grundigt opveje gener fra hudsygdommen overfor potentielle bivirkninger til behandlingen.

I tilfælde med allergi eller allergi-lignende reaktion skal udløsende lægemidler/fødeemner undgås.

Andre typer behandlinger

Man bør kun opstarte en særlig diæt efter grundige undersøgelser og en såkaldt provokation, hvor man bliver udsat for små doser af det, man har mistanke om, der udløser allergien. Dette skal altid foregå på en specialafdeling.

Enkelte har oplevet bedring af kronisk nældefebertendens efter behandling (antibiotika og mavesårsmedicin) af påvist infektion med mavesårsbakterien Helicobacter Pylori.

Børn behandles principielt på samme måde som voksne, dog med passende dosisjusteringer. Generelt forekommer kronisk nældefeber sjældent hos børn.

Annonce (læs videre nedenfor)

Kan der opstå komplikationer i forbindelse med behandlingen af nældefeber?

Bivirkninger kan optræde ved behandlingen. Der er ofte tale om kortvarige bivirkninger, som forsvinder, når behandlingen ophører. Man må så vælge en af de andre behandlingsformer eller kombinere lægemidler i lavere doser, så bivirkninger kan undgås eller begrænses.

Nogle af de nævnte behandlinger er specialistbehandlinger, så hvis man ikke er tilfredsstillende behandlet for sin nældefeber, kan man bede om henvisning til specialist med erfaring i behandling af nældefeber. Dette er særligt relevant, hvis man skal behandles med det nye virksomme stof omalizumab eller nogle af de immundæmpende lægemidler.

Der findes ikke kløestillende medicin udover antihistaminer eller øvrige nævnte lægemidler. De virker alle på nældefebertendensen og dermed også på de medfølgende gener i form af kløe eller smerter.

Binyrebarkhormon i cremeform har ingen eller beskeden effekt og anvendes vanligvis ikke. Enkelte personer med kronisk nældefeber har dog været tilbudt såkaldt okklusionsbehandling, hvor man anvender en stærk lokalsteroid (typisk binyrebarkhormoncreme styrke IV) og indpakker med plastik for at få behandlingen til at trænge ind i hudens mastceller. Samme effekt vil kunne opnås med binyrebarkhormon som tabletter.

Hvad er udsigten for fremtiden?

Akut nældefeber forsvinder af sig selv med eller uden behandling. Behandlingen virker symptomdæmpende, men det er ikke bevist, at akut behandling ændrer på forløbet. Flere mener dog, at hurtig iværksat behandling med binyrebarkhormon ved svære udbrud af akut nældefeber kan virke afkortende på forløbet.

Kronisk nældefeber varer i mindst seks uger og hos hovedparten mere end et år. Enkelte patienter har kronisk nældefeber i flere år, og disse personer bør tilbydes specialistvurdering og -behandling.

Annonce (læs videre nedenfor)

Læs mere om NÆLDEFEBER

Sidst opdateret: 03.01.2019

Medicin som kan anvendes