Annonce

Bihulebetændelse (Sinuitis)

Fakta om bihulebetændelse

  • Bihulebetændelse er betændelse i en eller flere af næsens bihuler, som er de hulrum i ansigtsskelettet, der støder op til de to næsehuler.
  • Symptomerne på bihulebetændelse er hel eller delvis tilstopning af næsen, slim eller pus der kan pudses ud af næsen eller glider bagud mod næsesvælget, samt enten smerter/trykken i ansigtet eller nedsat/ophævet lugtesans. Der kan også være feber og sløjhed.
  • Bihulebetændelse behandles med næsespray med binyrebarkhormon, saltvandsskylning og i sværere tilfælde også antibiotika.

Hvad er bihulebetændelse?

Bihulebetændelse er betændelse/inflammation i slimhinden i et eller flere af de hulrum i ansigtsskelettet, som støder op til næsen. Ved bihulebetændelse er den naturlige afløbskanal til næsehulen forsnævret, og slim eller pus kan pudses ud af næsen eller glider bagud mod næsesvælget. Betændelsen giver samtidig smerter og/eller trykken i ansigtet.

Illustration af bihuler og bihulebetændelse. Billede: IStock.com. Illustration valideret af Peter Tingsgaard.

Der er fire par bihuler - nemlig kæbehulerne, pandehulerne, sibenscellerne samt kilebenshulerne. Sibenscellerne er nogle små hulrum som ligger ind mod øjenhulerne, mens kilebenshulerne ligger syv centimeter inde bag næsetippen i bunden af hjernekassen.

Bihulebetændelse forekommer hyppigst hos større børn og voksne og oftest i efterforløbet af en forkølelse. Det vigtigste ved behandlingen er at få behandlet inflammationen i slimhinderne og få skabt afløb fra de aflukkede hulrum ved hjælp af næseskylning og en kort behandling med næsespray indeholdende binyrebarkhormon. Annonce (læs videre nedenfor)

Hvad er kronisk bihulebetændelse?

Varer bihulebetændelsen mere end 12 uger er der tale om kronisk bihulebetændelse. Der er cirka 5-12 procent af befolkningen, der døjer med kronisk bihulebetændelse og da oftest sammen med polypper i næsehulerne.

Har man haft tegn på bihulebetændelse mere end en uge efter en omgang forkølelse eller bliver man ramt af bihulebetændelse flere gange om året, kan det være en god ide at henvende sig til sin egen læge eller en øre-næse-hals specialist.

Annonce (læs videre nedenfor)

Hvorfor får man bihulebetændelse?

Normalt passerer luft, slim og væske frit ud og ind af bihulerne. Ved bihulebetændelse er udløbet fra bihulerne til næsen aflukket fordi næseslimhinden er hævet.

Årsagen til hævelsen kan for eksempel være forkølelse eller influenza. Alle forkølelser påvirker bihulerne, og der er derfor en flydende overgang fra forkølelse til bihulebetændelse.

Kæbehulebetændelse, der er en af formerne af bihulebetændelse, kan også skyldes tandrodsbetændelse i en kindtand i overkæben. I sådanne tilfælde vil generne som regel være ensidige, og man vil ofte få en rådden/dårlig lugt i næsen.

Annonce (læs videre nedenfor)

Hvad er symptomerne på bihulebetændelse?

Symptomerne på bihulebetændelse er:

  • hel eller delvis tilstopning af næsen
  • slim eller pus der kan pudses ud af næsen eller glider bagud mod næsesvælget
  • smerter/trykken i ansigtet
  • nedsat/ophævet lugtesans
  • eventuelt samtidig hostetendens

Ved kraftig betændelse kan der være feber og sløjhed.

I svære tilfælde kan der komme en synlig, øm hævelse eventuelt med rødme af huden over panden, ved øjenkrogen mod næsen eller over kinden.

Ved forværring af sygdommen kan betændelsen i meget sjældne tilfælde sprede sig til knogler, hjerne og hjernehinder (meningitis).

Annonce (læs videre nedenfor)

Hvordan stiller lægen diagnosen?

Symptomerne er som regel meget karakteristiske og meget ofte har man været forkølet op til udviklingen af symptomerne. Den praktiserende læge understøtter ofte diagnosen ved en blodprøve (CRP), mens øre-næse-hals-lægen kan bekræfte diagnosen ved en kikkertundersøgelse af næsen, hvor der ses hævelse af slimhinden mod bihulernes afløb samt spor af pus og eventuelt næsepolypper. Øre-næse-hals-lægen vil evt. også endeligt bekræfte diagnosen ved punktur af kæbehulen. Ved mistanke om kronisk bihulebetændelse kan øre-næse-hals-lægen henvise til CT-scanning af bihulerne.

Annonce (læs videre nedenfor)

Hvordan behandles bihulebetændelse?

  • Det vigtigste er at få skabt afløb fra de tillukkede eller næsten tillukkede bihuler og skyllet næsehulerne for slim og pus. Dette kan sædvanligvis gøres med næsespray indeholdende binyrebarkhormon samt saltvandsskylning af næsen (1 tsk. salt til ½ l lunken vand).

  • Ved kronisk bihulebetændelse bør man henvende sig til en øre-næse-halslæge med henblik på nærmere undersøgelse af næsen for eventuel samtidig næsepolypsygdom og/eller allergi. Øre-næse-halslægen vil ofte kombinere næsespray indeholdende binyrebarkhormon med antibiotika.
  • Antibiotika kan også bruges ved akutte, svære tilfælde af bihulebetændelse eventuelt med samtidig feber. Nogle læger vælger at give antibiotika også ved lettere tilfælde.
  • Ved kraftig kæbehulebetændelse vil øre-næse-hals-lægen i nogle tilfælde vælge at punktere kæbehulen via næsen og foretage kæbehuleskylning. Det giver ofte hurtig lindring og afkorter sygdomsforløbet.
  • Ved kronisk bihulebetændelse og manglende effekt af næsespray med binyrebarkhormon, saltvandsskylning og antibiotika, kan øre-næse-hals-lægen henvise til CT-scanning og kikkertoperation af bihulerne.

Generelle gode råd

  • Undgå fysisk belastning.
  • Undgå stærk varme eller kulde, da temperaturforandringer forøger bihulesmerter.
  • Indånd damp eller fugtig luft. Det kan hjælpe, da væden fortynder slimen og giver den lettere afløb.
  • Drik meget væske, så kroppen har et stort væskeindhold, det gør slimen tyndere.
  • Man skal sørge for at ligge med hovedet hævet, når man sover. Hæv hovedgærdet på sengen man sover i.

Hvad kan man gøre for at undgå bihulebetændelse?

Det vigtigste er, at afløbet fra bihulerne til næsen ikke lukkes. I forbindelse med forkølelse kan det derfor være en god idé at rense næsen ved næseskylning med saltvand (1 tsk. salt til ½ liter lunken vand).

Ved tilbøjelighed til kronisk bihulebetændelse anvendes desuden næsespray indeholdende binyrebarkhormon ("allergispray") forudgået af en nærmere undersøgelse af næsen hos en øre-næse-halslæge.

Læs mere om ØRE, NÆSE OG HALS

Sidst opdateret: 29.07.2022

Medicin som kan anvendes

Annonce