Annonce

Hvordan behandles epilepsi?

Behandling af epilepsi

Epilepsi behandles i reglen med medicin. 60-70 procent med nykonstateret epilepsi kan gøres anfaldsfri med ingen eller kun lette bivirkninger.

Prioriteret monoterapi-fremgangsmåde for behandlingen af epilepsi:

  • Man starter med det lægemiddel, som har størst chance for god virkning (se eksempler herpå under syndromer ), og man begynder med en rimelig lav dosering.

  • Fortsætter anfaldene, øges dosis gradvist, indtil anfaldene stopper eller generende bivirkninger optræder.

  • Lykkes det ikke med én slags medicin, føjes stof nummer to til.

  • Bliver patienten herefter anfaldsfri, kan man forsøge at aftrappe stof nummer et, da de fleste kan behandles med ét stof. Behandling med ét stof kaldes monoterapi.

  • Hvis epilepsien viser sig vanskelig at behandle, kan man være nødt til at prøve en længere række stoffer igennem. Chancen for at opnå anfaldskontrol mindskes dog meget (ned til mellem 5 og 10 procent), såfremt stof nummer to eller tre ikke er tilstrækkeligt effektive.
Annonce (læs videre nedenfor)

Hvordan bestemmer lægen dosis?

Ofte vil man bestemme blodets indhold af medicin . Det er nemlig sådan, at der ved de fleste antiepileptika er en ret god sammenhæng imellem indholdet af medicin i blodet på den ene side og virkningen på anfaldene på den anden.

Man skal dog altid huske på, at de ofte angivne terapeutiske niveauer for antiepileptika er vejledende. Hver patient må bedømmes individuelt. Det samme gælder bivirkninger.

Hvor tit skal man tage medicin?

De fleste lægemidler mod epilepsi kan i dag gives i én eller to døgndoser. Dette er en stor fordel: dels er det lettere at huske medicinen, dels undgår man at skulle tage medicin med i skole og på arbejde. En doseringsæske er en stor hjælp til at huske medicinen. Det er nemlig afgørende for et godt resultat, at man tager medicinen fast hver dag uanset, hvordan man har det. Hvis man skulle glemme en dosis, er det bedst at tage den, så snart man opdager det - ellers risikerer man at glemme den én gang til.

Annonce (læs videre nedenfor)

Hvad er en anfaldskalender?

  • Det er afgørende, at patienten noterer anfaldene ned, helst på en speciel anfaldskalender. En anfaldskalender fås på sygehuset eller hos Dansk Epilepsiforening.

  • Anfaldenes hyppighed og sværhedsgrad er nemlig den eneste rettesnor, man har for behandlingens effekt. Hvis ikke man har præcise oplysninger herom, er det vanskeligt eller umuligt at bedømme, hvor vidt behandlingen er effektiv eller ej.

Behandling under graviditet

Der er en øget risiko (tre til fire procent mod normalt cirka en procent) for medfødte misdannelser hos børn af mødre med epilepsi. Men langt de fleste føder sunde og raske børn, og der er ingen grund heller til generelt at fraråde amning af den nyfødte. Nogle medikamenter frembyder specielle problemer, og her henvises til omtalen af de enkelte medikamenter. Generelt stiger behovet for medicin i svangerskabet, så dosis må øges. Det er vigtigt at planlægge graviditeten på forhånd. Et tilskud af folinsyre kan muligvis nedsætte risikoen for misdannelser hos barnet, men folinsyren skal gives, inden kvinden bliver gravid.

Annonce (læs videre nedenfor)

Aftrapning af behandling

Hvis det lykkes at kontrollere anfaldene, vil man i reglen forsøge at aftrappe den antiepileptiske behandling, når patienten har været anfaldsfri i nogle år. For voksne i reglen fem år og for børn to til tre år. Skulle anfaldene komme tilbage, kan man i reglen få dem under kontrol ved at genoptage medicinen. Ved nogle epilepsiformer er risikoen for tilbagefald efter medicinophør så stor, at man kan nødes til at forlænge behandlingens varighed.

Vigtigt at vide om aftrapning : Forsøg aldrig selv at ophøre med medicinen uden at konferere med lægen - det kan være livsfarligt! Det skyldes en risiko for ophobede krampeanfald (såkaldt status epilepticus), der kræver hurtig og energisk sygehusbehandling.

Er operation en mulighed?

Hvis patienten trods bedst mulig medicinsk behandling ikke kan gøres fri for generende og invaliderende anfald, må man overveje operation. Denne anvendes langt oftest ved tindingelaps-epilepsi, hvor man i gunstige tilfælde kan gøre ca. to tredjedele af patienterne anfaldsfri. Det kræver dog, at der kun er ét fokus, og at dette kan fjernes uden risiko for varige mén som lammelser og taleforstyrrelser. Det er derfor kun nogle få procent af alle patienter, der kan opereres. Før operationen er der altid et stort og meget krævende undersøgelsesprogram.

Hos de fleste patienter med svær epilepsi kan man desværre ikke fjerne det område, anfaldene begynder i. Det kan, som anført, skyldes, at dette område ikke kan undværes. Fjernelsen af området ville eksempelvis medføre lammelser, taleforstyrrelser, halvsidige synsfeltdefekter og lignende uacceptable skader. Hos andre kan epilepsien skyldes en diffus hjerneskade, hvor man ikke kan afgrænse et enkelt startpunkt for anfaldene.

Nervus vagus-stimulator : I denne situation kan man indoperere et såkaldt nervus vagus-stimulator. Den virker ligesom en hjertepacemaker, hvor man blot i stedet for hjertet stimulerer en af de store halsnerver, der fører tråde op til hjernen. Denne behandling er ikke nær så effektiv som egentlig epilepsikirurgi, da kun cirka fem procent af patienterne bliver anfaldsfrie, men cirka en tredjedel af patienterne vil opleve mindst en halvering af anfaldshyppigheden og tillige ikke sjældent at anfaldene bliver mindre kraftige. Dette er en virkning, der kan måle sig med de nyeste og bedste lægemidler mod epilepsi. Tillige har denne behandling ikke de sædvanlige bivirkninger såsom træthed, svimmelhed eller hovedpine, der kendes fra medicinen.

Hvilken medicin skal bruges?

Ved en del epilepsiformer er det vigtigt, at der gives den rigtige slags medicin - nogle medikamenter er nemlig ret smalspektrede. Ved smalspektret forstås, at de virker ved bestemte anfaldstyper, mens de ved andre er uden effekt og endog kan øge anfaldshyppigheden i nogle tilfælde.

Ved mere komplicerede epilepsier er det derfor ikke sjældent noget af en detektivopgave at finde frem til den rette behandling. Behandlingen af disse vanskelige epilepsiproblemer hører derfor hjemme i speciallægeregi, eventuelt i specialiserede epilepsicentre, der råder over et specielt kvalificeret tværfagligt behandler-team.

Læs mere om EPILEPSI

Sidst opdateret: 10.07.2009

Medicin som kan anvendes

Annonce