Annonce

Gode råd i en svær tid

Gode råd om hjælp til dig selv

  • Tag kroppens budskaber alvorligt, og lyt til din krop og dine følelser.

  • Før samtaler med dig selv. Skriv, tegn og mal. Vær kreativ. Det kan afklare dine tanker og følelser.

  • Opsøg andre, og bed om hjælp til at snakke om det, du finder svært og måske flovt. Dine venner og bekendte vil som oftest være glade for at kunne hjælpe ved at lytte, spørge og prøve at forstå.

  • Vis din svaghed, så andre ikke tror, du klarer det hele selv. Tillad dig at modtage mere opmærksomhed. Ved at skjule din svaghed, afskærer du andre fra muligheden for at yde omsorg og være nær.

  • Ved at høre andre menneskers tanker om problemet kan du måske få øje på flere måder at betragte situationen på. Ved at prøve at se situationen fra flere sider opstår der et bredere grundlag at træffe dine valg på, inden du handler.

  • Slap af og spænd af, vær god ved dig selv - gør ting, din krop godt kan lide, og prøv at holde forbruget af alkohol og tobak nede. Ungå stoffer og hash.

  • Sygemeld dig eventuelt fra arbejde i en periode, så du får ro og kræfter til at bearbejde situationen.

  • Alle begår fejl. Mind dig selv om, at du også har ret til at begå fejl.

  • Giv dig tid. Det tager tid at arbejde sig igennem en krise eller en sorg. Nogle gange tager det uger, andre gange måneder eller år. Selv når du oplever, at nu går det helt godt igen, kan du pludselig få tilbagefald. Betragt det som endnu en bearbejdning af situationen og som et skridt videre i den rigtige retning.

Hvis du mærker, at dette ikke er nok, så søg professionel hjælp!

Annonce (læs videre nedenfor)

Gode råd om hjælp til andre

Vær opmærksom på forandringer hos de mennesker, du omgås. Det kan være synlige forandringer som tøjvalg og personlig hygiejne eller 'usynlige' forandringer i temperament og væremåde. Du kan vælge at overse forandringen og lade som ingenting. Du kan snakke med andre om det, hvis du er usikker på, hvad du skal gøre. Men vær opmærksom på, at snak om en anden let bliver til sladder. Du kan også vælge at dele dine tanker med den forandrede person. Du kan sige højt, hvad du ser, hører eller fornemmer, og du kan fortælle, hvordan du opfatter vedkommendes handlinger.

Ærligheden skal være et tilbud om nærhed. Den, du er ærlig over for, kan gribe hjælpen - muligheden for at betro sig. Bliver du afvist første gang, må du alligevel overveje at forsøge igen senere. Det kræver mod og vilje at være ærlig, men det giver ofte et mere meningsfyldt samvær. Kontakten får en dybere kvalitet.

Samtalen er det vigtigste værktøj. Det er vigtigt at kunne lytte og høre, hvad der bliver sagt, og nok så vigtigt, hvad der ikke bliver sagt. Det er en kunst at kunne stille uddybende spørgsmål, der får den talende til at se sin egen situation tydeligere.

Annonce (læs videre nedenfor)

Læs mere om DEPRESSION OG ANGST

Sidst opdateret: 06.09.2013

Annonce