Håndeksem (Sår og udslæt på hænderne)

Hvad er håndeksem?

Håndeksem er betegnelsen for eksem, der sidder på hænderne. Eksem giver rødme på huden, der næsten altid bliver efterfulgt af blærer og væsken i den akutte fase samt tørhed, revner, skældannelse og fortykket hud i den kroniske fase.

Håndeksem giver først og fremmest kløe men kan også give svie og brændende smerter.

Der er mange årsager til håndeksem for eksempel, hvis man har hænderne meget i vand eller ofte bruger sæbe, eller hvis man har rørt ved noget, man er allergisk overfor. For alle årsager gælder det, at hudbarrieren bliver nedbrudt, og at immunforsvarets celler er for aktive. Det væsentligste er derfor at finde årsagen til eksemet og om muligt fjerne denne.

Den medicinske behandling består i at dæmpe immunforsvaret med for eksempel hormoncremer, UV lys eller i sværere tilfælde tabletter, og samtidig smøre sig med fed fugtighedscreme for at styrke hudbarrieren.

Prognosen varierer meget, og sygdommen kan vare fra få dage eller uger til mange år.

Hvem får typisk håndeksem?

Håndeksem rammer alle aldersgrupper. Børn kan få eksem på hænderne allerede i spædbarnsalderen som led i børneeksem (atopisk eksem), mens voksne ofte udvikler håndeksem i forbindelse med deres arbejde, hvor de kan blive udsat for noget, der kan irritere huden. Det kan for eksempel være vand, sæbe, opløsningsmidler, olier og lignende. Derfor er håndeksem særligt hyppigt blandt frisører, sygeplejersker, kokke, malere og mekanikere, da deres hænder i store dele af deres arbejdsdag er i berøring med nogle af disse elementer.

Man kan desuden have forhøjet risiko for at udvikle håndeksem, hvis man har små børn og ofte skifter ble, eller hvis man tit varetager huslige opgaver - for eksempel rengøring og madlavning.

Man skønner, at cirka 10 procent af befolkningen har oplevet at have eksem på hænderne inden for det seneste år, og at cirka 3-5 procent på et givent tidspunkt har eksem på hænderne.

Personer med børneeksem, eller personer der tidligere har haft børneeksem, har en 2-3 gange højere risiko for at udvikle håndeksem. Personer med mutationer i fillagringenet virker også til at have en forhøjet risiko for at udvikle håndeksem (en mutation betyder at filaggringenet ikke danner hudens naturlige fugtighedscreme, og så bliver huden lettere tør).

Endelig er der meget, der tyder på, at rygning hænger sammen med forekomsten af håndeksem.

Annonce (læs videre nedenfor)

Hvorfor får man håndeksem?

Eksem på hænderne opstår, når huden bliver udsat for noget, der sætter immunforsvarets celler i gang.

Personer med tør hud fra fødslen eller personer, der udvikler tør hud, fordi de for eksempel opholder sig meget i for tør luft, eller er i berøring med vand og opløsningsmidler, har en særlig risiko for at udvikle eksem.

Det, der kan udløse håndeksem er blandt andet:

  • vand
  • sæbe
  • vintervejr
  • nikkel
  • parfume
  • konserveringsmidler
  • gummikemikalier
  • hårfarver

Desuden kan proteiner i mad - for eksempel i kød og fisk, som huden er i direkte kontakt med, i sjældne tilfælde give en pludseligt opstået reaktion i huden, der på længere sigt kan udvikle sig til håndeksem. Det ser man typisk hos kokke og smørrebrødsjomfruer.

Personer med børneeksem har en forhøjet risiko for at udvikle håndeksem, og det skyldes, at deres tærskel for at udvikle eksem er væsentlig lavere.

Man får meget sjældent håndeksem af noget, man spiser. Tidligere var der fokus på, at nikkel i kosten kunne påvirke eksemet, men i dag ved man, at det kun er relevant for meget få personer som samtidig har en stærk allergi overfor nikkel.

Hvordan føles håndeksem?

Håndeksem kløer og kan både svie og give en brændende smerte. Man kan føle, at huden er tyndere, hvilket skyldes, at hudbarrieren bliver nedbrudt af eksemet i sig selv, og ind imellem også på grund af, at man har brugt for meget hormoncremer for at holde eksemet nede.

Nogle skammer sig over udseendet af deres hænder, fordi håndeksem kan give rødme, blærer, skæl og fortykket hud på hænderne, som har en tendens til at revne. Neglene kan også tage skade.

Der kan ind imellem komme en infektion i eksemet som forværrer tilstanden. Der vil næsten altid vil være vækst af stafylokokker i et eksem, hvilket skyldes, at hudens pH værdi er højere. Når eksemet heler, forsvinder stafylokokkerne igen i takt med, at pH værdien falder. Endelig skal man huske på, at cirka en tredjedel til halvdelen af alle danskere har stafylokokker i næsen. Disse bakterier er med andre ord alle vegne, og kun ind i mellem bliver man syg af dem.

Annonce (læs videre nedenfor)

Hvordan stiller lægen diagnosen?

Lægen stiller diagnosen håndeksem med det blotte øje - det vil sige ved at kigge på hænderne. Det er væsentligt at finde ud af, om man har eller har haft børneksem. Derudover er der meget værdi i at kortlægge hvor eksemet startede, og hvordan det så ud.

  • Blæredannelse kan tyde på, at man har haft en allergisk reaktion. Derfor er det vigtigt at undersøge, hvad der har udløst den allergiske reaktion. Eksem, der starter på håndryggene, kan give mistanke om børneeksem eller eksem på grund af handskebrug.
  • Eksem på fingerspidserne kan skyldes kontakteksem som følge af for eksempel håndtering af fødevarer eller værktøj.
  • Eksem der starter imellem fingrene skyldes ofte, at huden på hænderne gentagne gange er udsat for vand og sæbe.

Lægen vil typisk forsøge at inddele eksemet efter årsagen som kan være:

  1. Allergisk kontakt eksem (for eksempel som følge af allergi over gummikemikalier)
  2. Irritativt kontakteksem (for eksempel som følge af i langt tid at have været i udsat for vand og sæbe)
  3. Børneeksem (typisk arveligt eksem)
  4. Sjældnere undertyper.

Lægen bruger tid på at finde ud af , om eksemet kan være opstået eller forværret af det, man arbejder med, og dermed skal anmeldes som en arbejdsskade. Endelig overvejer lægen, om der skal laves en allergitest hvor man vil teste for allergi over for konserveringsmidler, gummi, parfume, lim, hårfarver og lignende.

Hvordan behandler man håndeksem?

Eksem skal behandles med fed fugtighedscreme, som man skal smøre på flere gange dagligt. Det vigtigste er, at indholdet af fedtstoffer er over 40 procent.

Derudover skal man bruge en creme eller salve, der bekæmper kroppens overaktive immunceller i huden. Typisk anvender man en hormoncreme til dette.

Hormoncreme kan have den bivirkning, at huden bliver tyndere, mens man er i behandling. Men når man stopper behandlingen, vil huden igen bliver tykkere. Man skal ikke frygte, at hormoncreme påvirker kroppens indre, da kun minimale koncentrationer når igennem huden.

Der findes også andre behandlinger end hormoncremer, for eksempel tacrolimus salve og tjære, men disse behandlinger kan være mindre effektive og give misfarvning og lugtgener.

Man foretager vedligeholdende behandling to gange om ugen, der kan nedsætte risikoen for et tilbagefald. Der er ingen bivirkninger ve denne type vedligeholdende behandling. Andre behandlingsformer er lysterapi, som man typisk skal have tre gange om ugen i 6-12 uger, eller man kan få tabletter, som dæmper immunforsvaret. Endelig er der de såkaldte røde bade (kaliumpermanganat bade), som kan hjælpe til at udtørre et eksem, der er inficeret.

Hvad kan man selv gøre?

Det er vigtigt, at man begrænser eksemet ved at undgå at komme i kontakt med det, man er allergisk overfor eller har udviklet irritation overfor. For eksempel skal man undgå eller skrue ned for den hyppige håndvask, rengøring, madlavning og lignende. Man kan så vidt muligt bruge gummihandsker i stedet for eller vælge at afspritte hænderne, da det er mere skånsomt end håndvask. Undgå desuden at skolde hænderne eller udsætte dem for koldt vand eller kulde.

Anvend fed fugtighedscreme så meget som muligt, og følg lægens anvisning for behandling med hormoncremer. Mange undlader ofte dette i ubegrundet frygt for bivirkninger. Kronisk eksem øger risikoen for at der kommer sår, hvilket ikke bare er smertefuldt men også fungerer som en indgangsport for infektion.

Udsigt for fremtiden

De fleste forløb af håndeksem er milde og kortvarige. I de sværeste tilfælde varer eksemet i flere årtier, men dette er sjældent. Prognosen afhænger i høj grad af, hvor godt man følger lægens anvisninger.

Typisk er frygten for bivirkninger fra hormoncremer den største årsag til, at personer med håndeksem ikke er behandlet godt nok og dermed ikke bliver raske. Endelig kan det være nødvendigt at forlade sit job, hvis man bliver udsat for noget, der er med til at skade huden.

Vil du vide mere?

Videncenter for Allergi har meget information om håndeksem.

Se især de 10 gode råd til, hvordan du undgår eksem.

Sidst opdateret: 30.06.2015