Annonce

Motion og depression

Fysisk aktivitet kan lede triste tanker på flugt.
Der er utallige undersøgelser, der viser at fysisk motion og træning har gunstige virkninger på kroppen: Blandt andet mindskes tilbøjeligheden til sukkersyge, blodtrykket sænkes og det forebygger knogleskørhed. Og måske kan fysisk træning kan have en positiv virkning på hjernen og på depressionen.

Hvordan kan motion bruges i behandlingen af depression?

Fysisk aktivitet bidrager til vores psykiske velvære på en række forskellige måder. Blandt andet kan træning bruges til at lede triste tanker på flugt, fordi det er svært at spekulere, mens man er aktiv. Problemet er imidlertid, at mange depressive lider af træthed og har svært ved at tage sig sammen til at bevæge sig og dermed skabes en ond cirkel, fordi inaktivitet i sig selv giver øget træthed. Det er derfor vældig godt, hvis en pårørende eller anden person kan ”tage den syge i hånden” og løbe en tur sammen med vedkommende.

Rent psykologisk betyder det også meget at bryde den inaktivitet, som depressionen medfører og føle at man selv kan udrette noget.

Mange depressive patienter lider desuden af angst med en følelse af indre uro og rastløshed. Når man er fysisk aktiv stiger pulsen og man sveder. Når man er angst kobles disse oplevelser straks til ”katastrofetanker” om at nu er kroppen belastet til det yderste og måske får man snart i hjerteslag. At opleve disse fysiologiske ændringer i forbindelse med normal fysisk udfoldelse kan lære den depressive/angste person, at det ikke er farligt at have høj puls og at kroppen sagtens kan holde til belastningen.

Annonce (læs videre nedenfor)

Hvad viser forskningen om effekten på motion ved depression?

Selvom mange mennesker fortæller om øget velvære i forbindelse med dyrkelse af motion, er det også vigtigt at undersøge effekten videnskabeligt, inden man for eksempel ofrer penge på behandlingsprogrammer. Det er også meget interessante videnskabelige spørgsmål om, præcis hvad det er der virker og hvorfor.

Der foreligger en række undersøgelser, der har belyst effekten af fysisk træning ved depression, men desværre er mange af studierne enten er meget små, eller af videnskabelig dårlig kvalitet, hvilket gør det svært at konkludere noget ud fra dem.

Et af problemerne i denne forskning er, at patientgrupperne, der indgår i undersøgelserne, er meget heterogene. Det vil sige, at de har depression af forskellig sværhedsgrad og en række andre forskelle. Det kan gøre det svært at vide, om resultaterne kan overføres til den enkelte patient. Det er også et problem, at man ikke kan vurdere effekten dobbeltblindt, ligesom man for eksempel kan, hvis man afprøver en ny slags medicin. Det betyder, at patienterne og ofte også forskerne er klar over hvilken slags behandling der gives, og deres personlige præferencer og fordomme kan dermed spille ind på resultatet.

I de fleste undersøgelser er der også et meget stort frafald. Det vil sige, at over halvdelen af patienterne slet ikke gennemfører motionsprogrammet. Den hyppigste årsag til, at man dropper ud af sådanne programmer, er at man ikke føler, de har effekt og er ulejligheden værd. Det gør dels, at det er svært at påvise, om det har nogen virkning, dels at det er svært at vide, om man kan overføre resultaterne til den almindelige depressive patient. For det kunne jo være bestemte patienter for eksempel med bestemte symptomer eller lignende, som gennemførte hele programmet.

Ser man på de bedre af undersøgelserne, tyder de dog på, at motion kan have en vis effekt i hvert fald overfor let til moderat depression. Undersøgelserne tyder på, at det er vigtigt, at man træner intensivt og ikke kun moderat.

Endelig skal man huske på, at motion ofte kan modvirke den vægtøgning, som nogle mennesker oplever som bivirkning til antidepressiv medicin.

Konklusionen er , at motion næppe er nogen mirakelkur. Nogle mennesker er for syge til at motionere, og for nogle mennesker virker det ikke. Jeg mener dog altid man bør opfordre sine patienter til at motionere som tillæg til anden behandling. For selvom det ikke skulle virke på depressionen, er det jo sundt for så meget andet!

Annonce (læs videre nedenfor)

Hvordan virker motion på psyken?

Selvom mange oplever en positiv effekt af fysisk træning, ved vi ikke hvilke mekanismer, der ligger bag. Det rent psykologiske velvære og fornemmelse af at gøre noget ved sin situation spiller sikkert en stor rolle.

Men derudover kan det velvære man oplever efter motion skyldes øget forekomst af serotonin i hjernen, fordi vi ved at serotoninproduktionen øges i bestemte områder af hjernen ved rytmiske bevægelser som for eksempel løb. Det vil sige, at motionen måske efterligner medicinens virkning.

Der kan også være tale om sænkning af stresshormonet cortisol eller faktorer der påvirker hjernens vækst. Helt nye undersøgelser tyder nemlig på at såkaldte nerve-vækst faktorer (som for eksempel stoffet BDNF) frigives, når vi motionerer og påvirker visse hjerneområder (blandt andet hippocampus), så de kan regenerere. Aktuel dansk forskning vil søge at afdække dette.

Læs mere om årsager til depression her

Annonce (læs videre nedenfor)

Hvilke typer motion virker, og hvor meget skal der til?

Det vigtigste er overhovedet at komme i gang. Lidt er bedre end ingenting. Alt i alt må to-tre gange ugentlig træning udholdenhedstræning eller styrketræning 1-1½ time hver gang. Det kunne være i en løbegruppe eller på et fitnesscenter. Man ved ikke så meget om hvilke typer, der er effektive, men man er ved at undersøge om der er forskel på effekten af styrketræning og udholdenhedstræning. Der skal en del til: man skal blive forpustet og få sved på panden.

Hvorfor kan motion bruges til at forebygge depression?

Vi ved ikke om motion kan bruges til at forebygge depression og tilbagefald. Der er grund til at tro, at hvis der er mekanismer i motion der virker helbredende så virker de samme mekanismer formentligt også forebyggende.

Annonce (læs videre nedenfor)

Læs mere om AT LEVE MED DEPRESSION

Sidst opdateret: 13.09.2013

Annonce