Intresseområden sparade.
Tack, din epostadress är nu registrerad.
Fakta | Nyrekræft

Strålebehandling af nyrekræft

Strålebehandling af nyrekræft anvendes kun begrænset til behandling af nyrekræft, og kun i tilfælde hvor sygdommen er spredt til knogler, hjerne eller rygsøjle. Læs mere her om hvordan behandlingen foregår.

Opdateret: 9. Januar 2020

Strålebehandling anvendes til behandling af nyrekræft, i de tilfælde hvor sygdommen er spredt til knogler, hjerne eller rygsøjle.

Hovedsageligt anvendes stereotaktisk strålebehandling (det vil sige stråling med stor præcision og høj dosis), som kan holde kræftsygdommen i ro i det bestrålede område gennem en længere periode.

Hvad er strålebehandling?

Strålebehandling er røntgenstråler givet med høj energi mod kræftsygdommen. Stråler kan trænge igennem vævet og ramme kræftsygdommen med stor præcision. Strålerne laver skade på kræftcellernes DNA, hvilket bevirker, at cellen dør. Det kan ikke undgås, at en vis del af det omgivende normale væv også rammes af strålerne, men normalvæv har en bedre evne til at reparere skaderne end kræftcellerne.

Strålemetoder

Der kan gives almindelig strålebehandling og stereotaktisk strålebehandling. Grundlæggende drejer det sig om den samme form for behandling, men ved stereotaktisk strålebehandling anvendes en teknik, som giver mulighed for at behandle kræften med større dosis, nøjagtighed og præcision end ved almindelig strålebehandling. Derved kan gives højere stråledosis uden flere bivirkninger. Beslutningen om at anvende stereotaktisk strålebehandling er baseret på størrelse og antal af metastaser og vil oftest blive anvendt ved spredning af nyrekræft til hjernen og rygsøjlen.

Hvordan foregår strålebehandling?

Strålebehandling foregår ved, at man ligger stille på et leje, mens en maskine udsender stråler gennem huden og ind i tumoren. Strålernes nøjagtige træfpunkt bestemmes ved en planlægnings CT-scanning, som udføres før strålebehandlingen. Bestrålingen sker over en til fire dage (ofte blot en dag), hvor hver behandling tager cirka 15-20 minutter. Den reelle tid, det tager at give en stråledosis, er sekunder til minutter, men det tager tid at placere maskinen og patienten, så patienten får præcis den stråledosis, som er planlagt.

Hvilke bivirkninger er der forbundet med strålebehandling?

Strålebehandling givet ved nyrekræft har ofte kun beskedne bivirkninger. Bivirkninger kommer kun i det område, strålerne rettes mod. Du bliver ikke radioaktiv af strålebehandling og afgiver ikke stråling til andre.

Kan der gives strålebehandling hvis der samtidig gives medicinsk behandling?

Strålebehandling kan gives som en supplerende behandling til den medicinske behandling, eller som den eneste behandling. Hvis man modtager medicinsk behandling for kræftsygdommen, skal man holde pause med medicinen på de dage, hvor man får strålebehandling.


Du har fravalgt en eller flere cookies, hvilket kan påvirke visse udvidede funktioner på siden.

Annons