Annonce

Psykologien bag selvmord og selvmordsforsøg

Hvis du har tanker om at forsøge at tage livet af dig, bør du ubetinget snarest muligt tage kontakt med mennesker, som er parate til at hjælpe dig. En læge vil altid kunne anvise dig veje, som kan hjælpe dig ud af den kritiske situation.

Du kan læse om mulighederne for krisehjælp her

Selvmordstanker optræder meget ofte, formentlig i over halvdelen af tilfældene, som led i en depression. Det er en udbredt og meget farlig myte, at "den, der taler om selvmord gør det aldrig".

Selvmordstanker og trusler bør altid tages meget alvorligt. Der er lavet flere undersøgelser, hvor man har undersøgt, hvad der er gået forud i en persons liv, før han begår selvmord. De viser, at en stor del af selvmorderne har haft kontakt med familie, sagsbehandler eller egen læge i tiden op til selvmordet. Når man ser tilbage har der ofte været tidlige advarselstegn, som bare ikke er blevet hørt.

Selvmordstrusler

Man må aldrig nogen sinde som pårørende påtage sig at bære den byrde det er at have kendskab til sådanne tanker, uden at få professionel støtte. Praktiserende læger og psykiatere er uddannede til at håndtere den slags situationer og så godt som det er menneskeligt muligt at vurdere alvoren i truslen.

Hvis man oplever familiemedlemmer, venner eller andre i ens omgangskreds give udtryk for selvmordstanker, bør man hjælpe vedkommende til en samtale hos egen læge eller på den psykiatriske skadestue.

Mange gange ser man at selvmordstanker fremsættes som en slags prøveballoner for at se, om der overhovedet er nogen, der bryder sig om den syge mere. Hvis man så reagerer med at ignorere selvmordstruslerne, bekræfter man jo bare den syge i, at alle er ligeglade. Det kan ofte netop være dråben, der får bægeret til at flyde over.

Vær specielt på vagt over for de livssituationer, der kan virke truende for et menneske, som måske ikke har det for godt i forvejen.

Vær parat til at hjælpe den, der pludselig bliver alene, forsøg at hindre, at den pågældende isolerer sig og hjælp med til at undgå at for eksempel alkohol- og medicinmisbrug tager overhånd.

Frem for alt er det vigtigt, at man giver sig tid til at få snakket problemerne igennem, indtil faren ser ud til at være drevet over.

Annonce (læs videre nedenfor)

Kan man forværre situationen ved at tale om det?

Det er en myte, at man kan komme til at give nogen idéer om selvmord ved at spørge ind til det. Tværtimod er det meget vigtigt, at man viser den depressionsramte, at man kan tale om det og på den måde forholde sig til det. Det mulige selvmord kan være omgærdet af flere forskellige følelser. De fleste frygter nok inderst inde, at de kan komme til at give efter for en selvmordsimpuls, men for mange er selvmordet også en udvej, som de kan vælge, hvis det bliver for slemt. Og der kan ligefrem ligge en trøst i, at man kan ”tage nødudgangen” så at sige.

Ved at tale om det kan man fornemme, hvordan den enkelte har det med muligheden for selvmord og hvad der holder vedkommende tilbage – specielt hvor stærkt dette bolværk er.

Annonce (læs videre nedenfor)

Når katastrofen er sket

Hvis man kommer ud for at et selvmord hos familie eller nærtstående er det meget almindeligt, at man oplever et kaos af følelser indeni sig selv. Først og fremmest bliver man selvfølgelig ked af det og sørger over det skete, men der vil næsten altid være iblandet mange andre følelser i sorgen.

Det kan dels dreje sig om skyldfølelse, hvor man bebrejder sig selv, at man ikke opdagede depressionen og selvmordstankerne i tide eller måske, at man ikke tog dem alvorligt nok. Hertil er der at sige, at nogle gange opstår depressioner så akut, så det kommer bag på alle, selv nærtstående og af og til vil selv eksperter, der er vant til at vurdere den slags sager, tage fejl. Alligevel kan man selvfølgelig ikke lade være med at spekulere på, om man dog ikke kunne have gjort et eller andet for at afværge forløbet.

Der kan også være megen vrede iblandet følelserne, selv om det ofte er meget svært at snakke om. Følelsen af, "hvordan kunne den afdøde dog gøre det mod os" er meget almindelig. Nogle gange kan man også opleve, at den psykisk syge person har truet så længe, så det lige frem kan forekomme som en lettelse, når det endelig sker. Det er klart, at den følelse af lettelse også efterfølgende kan give anledning til meget skyldfølelse.

Annonce (læs videre nedenfor)

Hvad er årsagerne til selvmord og selvmordsforsøg?

Der er mange årsager til, at man begår selvmord. Imidlertid viser det sig, at hvis man gennemgår journaler hos praktiserende læge, sagsbehandler og andre samt interviewer de pårørende til en person, der har begået selvmord, kan diagnosen depression uden større besvær stilles i halvdelen af tilfældene.

Det vil sige, at en meget stor del af de selvmord, der hvert år bliver begået i Danmark, skyldes en sygdom, som forholdsvis nemt kunne behandles.

En lille gruppe af selvmordene skyldes skizofreni og andre psykoser og også her drejer det sig om sygdomme, som man kan behandle eller i det mindste lindre. På Psykiatrisk Hospital i Århus er der lavet en meget stor undersøgelse af selvmord, som viser, at hvis man virkelig vil sætte ind med forebyggelse, skal man sætte ind over for de psykiske sygdomme.

Håbløshed, skyld og straf

Noget af det, der er farligst for den deprimerede med selvmordstanker er følelsen af håbløshed. Det vil sige følelsen af, at det aldrig bliver bedre, at depressionen aldrig vil lette. Vi ved, at dette er forkert, fordi vi har mange effektive behandlinger mod depression, men det er jo netop indbygget i sygdommen, at man mister håbet.

Den deprimerede kan også føle, at hun er så usselt og ynkeligt et menneske, at hun slet ikke fortjener at leve mere. Hun kan også som led i depressionen have svære skyldforestillinger, så hun lige frem mener, at det kun er rimeligt, at hun bliver slået ihjel på grund af de forfærdelige ting, som hun føler at have gjort forkert. Svært deprimerede patienter kan føle, at depressionen er en retfærdig og rimelig straf for noget, som de har gjort forkert i deres fortid.

Af og til ser man det såkaldte udvidede selvmord, hvor den deprimerede dræber sine børn eller nærmeste pårørende for derefter selv at begå selvmord. Motivet til at dræbe børnene kan typisk være, at den deprimerede ikke vil efterlade dem moder- eller faderløse, og samtidigt føler, at verden er så forfærdeligt et sted, så det er den eneste logiske handling. Et eksempel på dette er de heldigvis ret sjældne drab på børn, der begåes af kvinder med fødselspsykoser.

Personlighedsforstyrrelser samt misbrug af alkohol og stoffer

En stor del af de mennesker, som forsøger selvmord har det, vi kalder personlighedsforstyrrelser. Det vil typisk sige, at de har meget svært ved at håndtere frustrationer, skuffelser og tab og i stedet for reagerer ved at lade sådanne følelser gå ud over andre eller (særligt for kvinderne) ved at forsøge at skade sig selv. Ofte ligger der ikke et egentligt ønske om at dø bagved, men snarere det, som mange bagefter formulerer som "et råb om hjælp".

Disse halvhjertede selvmordsforsøg bør også tages meget alvorligt, fordi det tit ender galt efter at være gået godt nogle gange. Det er derfor meget vigtigt, at der fra skadestuer og forgiftningsafdelinger osv. sker henvisning til selvmordscentre eller psykiatriske afdelinger. Af andre årsager til selvmord kan nævnes misbrug af alkohol og stoffer. Et langvarigt misbrug kan medføre depression. Desuden, når ens dømmekraft er påvirket af stoffer, kan man meget let komme til at give efter for en impuls til at begå selvmord.

Ofte drejer det sig ikke om fuldbyrdede selvmord, men snarere om selvmordsforsøg, hvor patienten vil blive kortvarigt indlagt, afgiftet og derefter udskrevet igen. Der har tidligere været udbredt tradition for ikke at tage den slags selvforgiftninger særligt højtideligt blandt sundhedspersonale. Nyere undersøgelser har vist, at prognosen for denne gruppe på lang sigt er meget dårlig, fordi disse mennesker forsøger igen og igen indtil det til sidst lykkes, måske nærmest ved et uheld.

Selvmord - en skjult aggression

Af og til sker det, at selvmordet er "iscenesat" på en sådan måde, at man kan få mistanke om, at den afdøde netop ønskede at gøre det værst muligt for de efterladte. Der kan nemlig også ligge utroligt megen aggression mod andre gemt i selvmordsforsøg og selvmord.

En aggression, som afdøde måske ikke kunne få ud eller på anden måde håndtere. Aggressionen ender så med at gå indad og slå den syge ihjel. Et selvmord er derfor aldrig en privat handling, men noget som påvirker omgivelserne dybt og nogle gange på en måde, som de aldrig nogen sinde kommer over. Derfor er der også dannet en landsforening for mennesker, hvis pårørende har begået selvmord. Læs mere om foreningen her .

Selvmord set fra den praktiserende læge og psykiaterens synspunkt

Det er umuligt at arbejde som praktiserende læge eller psykiater uden på et eller andet tidspunkt at have været involveret i selvmordsproblematikken. Psykiatere og andre læger ser et stort antal patienter i psykiatriske skadestuer eller i konsultationen, som netop kommer på grund af selvmordstrusler.

Det er hverken muligt eller ønskeligt at indlægge dem alle sammen, så psykiateren er nødt til at blive trænet op til at vurdere, hvornår der virkelig er fare på færde og hvornår situationen ikke er så overhængende, men kan håndteres ved behandling uden indlæggelse. I virkeligheden er kortvarige selvmordsovervejelser i pressede situationer ret almindelige hos alle mennesker, men selvfølgelig særligt hyppige og alvorlige hos deprimerede patienter.

Uanset hvor godt man gør sit arbejde, hvor omhyggeligt man vurderer patientens signaler vil man af og til tage fejl og opleve en patient, der begår selvmord. Man bliver altid dybt rystet af det og bruger meget tid på at bearbejde hændelsen og suge den maksimale lærdom ud af det. Alle læger føler, at hvis de i det mindste kan lære noget af den forfærdelige situation, således at de kan undgå, at det rammer en anden patient, så har det givet en lille smule mening til det meningsløse.

Annonce (læs videre nedenfor)

Læs mere om AT LEVE MED DEPRESSION

Sidst opdateret: 17.09.2013

Annonce