Stivkrampe (tetanus)

Hvad er stivkrampe?

Stivkrampe er en infektionssygdom, der rammer nervesystemet og kan være livstruende. Symptomerne skyldes et giftstof, tetanospasmin, der dannes af bakterien Clostridium tetani. Bakterien findes i jorden og i visse dyrs tarmsystemer. Hvis man har et beskadiget hudområde (sår eller lignende), kan bakterien trænge ind i kroppen og udskille sit giftstof. Giftstoffet føres til centralnervesystemet og stimulerer nervesystemets impulser til musklerne. Det medfører, at musklerne går i kramper, og i værste fald kan vejrtrækningen ophøre.

Annonce (læs videre nedenfor)

Hvorfor får man stivkrampe?

Stivkrampebakterierne findes i jord, særlig i gødet jord og gadesnavs, og trænger ind i kroppen, hvis man fx får jord i et sår. Bakterien er en såkaldt anaerob bakterie, hvilket betyder, at den ikke kræver ilt og derfor trives bedst i sår med dødt væv, hvor der ikke er megen ilttilførsel. Sygdommen smitter ikke fra person til person.

Tidligere fik også nyfødte børn i Danmark infektionen på grund af forurening ved navlen. Det skyldtes dels den dårlige hygiejne og dels, at mødrene ikke var vaccinerede, og derfor ikke kunne overføre beskyttende antistoffer til barnet. Nogle steder i verden ses der fortsat en høj dødelighed hos nyfødte på grund af stivkrampe. Dette er baggrunden for, at WHO i disse områder anbefaler rutinemæssig vaccination af gravide mod stivkrampe.

Hvor findes stivkrampe?

Bakterien findes i jorden over hele verden og kan derfor ikke udryddes. Bakterien er meget hårdfør, fordi den har evne til at danne såkaldte sporer, der tåler både varme og udtørring. Sporerne kan aktiveres efter flere år, hvis de kommer ind i et varmt og næringsrigt miljø og udvikler sig da til aktive bakterier igen.

Forekomsten af stivkrampe i Danmark er faldet markant over de sidste syv årtier, hvilket var forventeligt efter indførelsen af vaccinen i børnevaccinationsprogrammet i 1950. Således blev der gennemsnitlig diagnosticeret to patienter årligt i perioden 1983-2000. Der diagnosticeres fortsat 0-2 patienter årligt; disse hører typisk til i den ældre del af befolkningen, som ikke har fulgt et børnevaccinationsprogram.

Sygdommen er hyppigere i udviklingslande, hvor nyfødte og uvaccinerede personer kan få infektionen, og dødeligheden er meget høj.

Hvad er symptomerne på stivkrampe?

Tiden fra man smittes til sygdommen bryder ud (inkubationstiden) er fra få dage til flere måneder, i gennemsnit 10 dage. Det betyder, at det oprindelige sår kan være helet, og at personen kan have glemt, at der var en mulig indgangsport for bakterien. Kortere inkubationstid kan ses ved store forurenede sår.

Symptomerne begynder ofte langsomt i løbet af et par dage. Tyggemusklerne føles mere og mere stive, og det kan være vanskeligt at åbne munden (trismus). Efterhånden opstår der smertefulde sammentrækninger i mave-, ryg- og nakkemuskler, og ryggen kan bues bagover (heraf navnet stivkrampe). Ansigtets muskler spændes i dybe panderynker, og mundvigene trækkes ud til siden. Det bliver svært at synke og trække vejret. Man er ved fuld bevidsthed. Nogle får feber, og blodtrykket og hjertets rytme kan blive påvirket.

Kramperne varer normalt en til to uger. Hvis man overlever kramperne, går der yderligere nogle uger, før muskelfunktionen bliver normal.

Stivkrampe hos nyfødte viser sig omkring en uge efter fødslen. Barnet udvikler besvær med at sutte og får anfald af stivhed. Dødeligheden er op mod 90 procent.

Hvad kan man selv gøre?

I Danmark vaccineres stort set alle som en del af børnevaccinationsprogrammet. Der vaccineres fire gange i løbet af barndommen. Niveauet af beskyttende antistoffer i blodet holder ikke resten livet. På skadestuen giver man i forbindelse med sårbehandling en stivkrampevaccination, hvis der er gået mere end 10 år siden sidste vaccination. Vaccinen gives normalt sammen med en difterivaccination som en di-te-vaccine. I Danmark er befolkningen generelt godt beskyttet mod stivkrampe og har været det, siden vaccinen blev tilgængelig i 1947 og indført i børnevaccinationsprogrammet i 1950. Dog kan især personer født før 1950 være utilstrækkeligt vaccinerede, da de ikke har været tilbudt et egentligt vaccinationsprogram.

Både ved rejser til udlandet og ved ophold i Danmark er det vigtigt at være vaccineret korrekt. Hvis der er gået mere end 10 år, siden man blev stivkrampevaccineret, skal man have en ny stivkrampevaccination. Denne gives normalt sammen med vaccination mod difteri.

Udover vaccination er grundig rensning af sår også vigtig, se også lægevagten om sår og skrammer.

Hvordan stiller lægen diagnosen?

Ud fra symptomerne kan lægen se, om man har stivkrampe. Der kan forekomme kramper, der ligner stivkrampe ved en del andre sygdomme, så lægen skal udelukke, at man lider af en anden sygdom, der giver samme symptomer. Sygdommen skal anmeldes som en del af overvågningen af alvorlige sygdomme til både Styrelsen for Patientsikkerhed og til Statens Serum Institut.

Hvordan behandles stivkrampe?

Tilfælde af stivkrampe kræver indlæggelse på en specialafdeling. Eventuelle sår skal renses grundigt. Patienten skal have ro og vil ofte blive behandlet i respirator med muskelafslappende medicin og modgift mod giftstoffet (antitoksin). Desuden gives antibiotika for at fjerne bakterien. Enhver påvirkning fra omgivelserne som lys, lyd og berøring kan udløse livstruende kramper i struben, der giver vejrtrækningsbesvær.

Udsigt for fremtiden

Sygdommen kan forløbe forskelligt. De lette, lokale tilfælde overstås på en uges tid uden følger. Forløbet af sygdommen afhænger af patientens alder, ernæringstilstand og hudlæsionens art og størrelse. I de svære tilfælde kan sygdommen vare måneder og have en høj dødelighed trods behandling.

Læs mere om INFEKTIONER OG VACCINATIONER

Sidst opdateret: 07.12.2018

Medicin som kan anvendes