Hvad er hepatitis C?
Smitsom leverbetændelse type C skyldes et virus der kan overføres fra menneske til menneske via blod. Hepatitis C angriber primært leveren. Hepatitis C findes i en akut og en kronisk form
Hvad er akut hepatitis C?
Når virus kommer ind i kroppen, bruger det levercellerne til at dele sig i og lave flere viruskopier. Immunforsvaret vil reagere med dels at danne antistoffer mod virus og ved at slå de virusinficerede leverceller ihjel. Når levercellerne går i stykker vil man kunne måle forhøjede levertal i blodet, og man kan eventuelt udvikle gulsot, let feber, udslæt, kvalme og opkastninger i denne akutte fase af sygdommen. Det sker dog for færre end 25 procent af dem der bliver smittede. De fleste bemærker således ikke, at de er blevet smittet med hepatitis C.
Hvad er kronisk hepatitis C?
Hos 2 af 3 smittede lykkedes det ikke immunforsvaret at nedkæmpe virus, og infektionen bliver derfor kronisk. Man regner med at cirka 20.000 personer eller 4 ud af 1000 personer i Danmark har kronisk hepatitis C. Det videre forløb er meget individuelt fra person til person. Nogle mærker ikke noget til infektionen i mange år og måske aldrig. Andre vil i løbet af 20-25 år udvikle tiltagende arvæv i leveren, der til sidst kan blive til skrumpelever.
Man kan sammenligne det at have kronisk hepatitis C med at have et overforbrug af alkohol. Den kroniske irritation af leveren skader leveren over en årrække, men nogle personer tåler det bedre end andre – de danner nye leverceller i stedet for arvæv.
Hvis man har udviklet skrumpelever, så har man også en øget risiko for at få leverkræft. Cirka 3t til 5 ud af 100 af dem, der har skrumpelever på baggrund af hepatitis C, vil hvert år udvikle leverkræft. Hvis man har udviklet skrumpelever, vil man typisk føle sig træt og uoplagt med dårlig appetit. Senere kan man blive gul i øjnene og huden, få mørkfarvet urin og få vand i bughulen og i benene samt åreknuder i spiserøret.
Personer med kronisk hepatitis C har konstant virus i blodet, og denne kroniske tilstand af infektion kan give forskellige former for hududslæt, stofskifte problemer, kar og nervebetændelse, ledsmerter, træthed, søvnproblemer og i sjældne tilfælde nyresvigt.
Cirka én af fire personer med kronisk hepatitis har disse "ekstrahepatiske" symptomer. Det vil sige helbredsproblemer af let eller svær art, der kan være udløst af infektionen, men ikke skyldes skade på leveren.
Personer med kronisk hepatitis C kan således være helt uvidende om, at de er smittede, da infektionen ikke nødvendigvis giver symptomer eller giver symptomer, som man ikke mistænker stammer fra hepatitis C infektion.
Hvilke undersøgelser foretager lægen ved mistanke om hepatitis C?
Hvis lægen har mistanke om leverbetændelse, vil man typiske først tage en lang række forskellige blodprøver, da der findes andre former for leverbetændelse, og man kan ikke ud fra symptomerne afgøre hvilken en det drejer sig om.
Uanset om man har akut eller kronisk hepatitis C, diagnosticerer man det ved at måle:
- Antistoffer mod Hepatitis C (her måler man, om immunforsvaret har reageret på virus)
- Hepatitis C virus RNA (her måler man, om der er virus i blodet)
Disse to undersøgelser vil begge være positive både ved akut og kronisk hepatitis C, hvis det er mere end to til fireuger siden, man er blevet smittet.
Definitionen på kronisk hepatitis C er, at man har stadig har virus i blodet seks måneder efter den første positive virus prøve. Har man en overstået (eller behandlet) hepatitis C, kan man kun finde antistoffer i blodet men ikke virus.
Har man hepatitis C, vil de videre undersøgelser foregå på en infektionsmedicinsk eller mave-tarmmedicinsk afdeling.
Her vil man typisk få taget en række blodprøver for at undersøge leverens tilstand, og man vil desuden udføre en scanning, der kan måle hvor meget arvæv, man har i leveren (fibroscanning). Er der tvivl om, hvor påvirket leverne er, vil man lave en egentlig leverbiopsi - det vil sige tage en prøve fra leveren, der bliver udtaget med en nål. Ofte laver man også en almindelig ultralydsscanning af leveren.
Hvem bør undersøges for hepatitis C?
Da hepatitis C er en blodbåren sygdom, er risikoen størst hos personer, hvis blod har haft kontakt med blod fra et andet menneske eller et blodprodukt.
I lande hvor man ikke har samme kontrol og test af blod og blodprodukter som i Danmark, eller steder hvor man for eksempel anvender den samme kanyle til mange patienter, kan man blive smittet i sundhedsvæsenet.
I Danmark er al transfusionsblod siden 1991 blevet undersøgt for hepatitis C. I Danmark har man derfor størst risiko for at få sygdommen, hvis man tager stoffer og deler nåle og andet udstyr (inkl. snifferør) med andre. 85 procent af alle med hepatitis C i Danmark er smittet på denne måde.
Tatoveringer, der er udført med nåle, der ikke er nye eller steriliserede, kan også være en smittevej.
I Danmark anbefaler man at følgende grupper bliver undersøgt:
- Nuværende eller tidligere stofmisbrugere
- Personer, der har modtaget blod og organer før indførelse af screening (1991)
- Blødere som har modtaget faktorpræparater før effektiv varmebehandling (1984)
- Personer i dialyse
- Børn født af HCV-inficerede kvinder (se nedenstående)
- Sundhedspersonale udsat for stikuheld
- Personer med uforklaret forhøjelse af ALAT(levertal) (>50 IU/l mænd og >35 IU/l kvinder)
- Personer der også er inficerede med leverbetændelse type B eller HIV
- Personer der får konstateret skrumpelever
- Personer der er født, eller opvokset i lande hvor der er en høj forekomst af hepatitis C. I for eksempel Egypten, Pakistan, Geogien, Uzbekistan, Mongoliet og mange lande i Vestafrika har mere end 1 ud af 20 været udsat for sygdommen.
Hvilke andre grupper har risiko for at blive smittet med hepatitis C?
Smitte ved seksuel kontakt
Der er en lille risiko for at blive smittet ved ubeskyttet sex. Den er dog meget lav ved vaginalt samleje. Hvis man er fast partner til en person, der har kronisk hepatitis C, er det en god idé at blive testet. Homoseksuelle mænd har desuden en forhøjet risiko, og det er derfor også en god idé, at de bliver testet.
Smitte ved fødslen
Hvis man er født af en mor med kronisk hepatitis C, bør man blive undersøgt for infektionen. Man regner med, at 5 ud af 100 børn født af en mor med kronisk hepatitis C vil få sygdommen.Børn, der er født og opvokset i et land med en høj forekomst af hepatitis c, og hvor der sker spredning i sundhedssystemet, bør også undersøges.