Undersøgelser og diagnosticering af nældefeber

Hvad spørger lægen om?

Når man henvender sig til lægen med akut nældefeber, vil lægen stille spørgsmål om, hvor længe udbruddet har varet, og hvilke symptomer man har haft. Lægen vil også spørge til, om man har afprøvet behandling (nogle vil selv have forsøgt sig med antihistamin-behandling, som man kan få i håndkøb), og hvilken effekt denne behandling har haft.

Lægen vil også være interesseret i at vide, om nældefeberen har sat sig i slimhinderne for eksempel på læberne eller i munden, for så er der tale om en type nældefeber, man kalder for angioødem.

Akut nældefeber er ofte led i andre sygdomme, hyppigst infektioner, hvorfor lægen vil stille spørgsmål til andre organsystemer end huden. Ligeledes vil lægen spørge om mulig tidsmæssig sammenhæng med indtagelse af bestemte fødeemner eller medicin (receptpligtig eller håndkøb).

Hududslættet kan variere i sværhedsgrad og eventuelt komme og gå, hvorfor det er nyttigt, hvis der er taget gode fotos med kamera eller mobiltelefon, som man kan vise til lægen.

Hvad undersøger lægen?

Undersøgelser ved almindelig, akut nældefeber

Lægen vil undersøge huden for nælder, som er meget karakteristiske og sjældent vil give anledning til overvejelser om andre typer hudsygdom, såkaldte differentialdiagnoser. Lægen vil måske også gnide på huden, for at se om der kan opstå nælder i området (såkaldt dermografisme). Afhængig af sygehistorien vil lægen måske også undersøge for tegn på infektionssygdomme eller anden bagvedliggende sygdom.

Ovenstående kan være et fuldt tilstrækkeligt undersøgelsesprogram hos en i øvrigt rask person med akut nældefeber. Der er således ikke nogen rutine-blodprøver eller allergitests, som generelt skal foretages ved akut nældefeber.

Undersøgelser ved akut nældefeber med tegn på infektionssygdom

Hvis der er symptomer eller tegn på infektionssygdom (for eksempel forkølelse, halsbetændelse, bronkitis eller blærebetændelse), skal dette naturligvis nærmere undersøges for eksempel med halspodning, urin-undersøgelse, blodprøver eller røntgenundersøgelse. I blodprøven kan man se forhøjede infektionstal (C-reaktivt protein: CRP, sænkningsreaktion: SR eller forhøjet antal hvide blodlegemer: leukocytter) eller man finder måske streptokok-bakterier i halsen eller bakterieinfektion i urinen.

Hvis der er mistanke om allergi og andre symptomer på dette (f.eks. opkastning og vejrtrækningsbesvær sammen med nældefeber efter indtagelse af bestemt fødeemne eller medicin), skal dette nærmere undersøges med priktest eller blodprøve. Hvis testen/blodprøven giver mistanke om straksallergi, er det vigtigt, at dette præcist af- eller bekræftes ved en provokationstest, som foregår på en børneafdeling eller hos en allergispecialist.

Undersøgelser ved kronisk nældefeber

Lægen vil stille de samme spørgsmål og typisk foretage samme undersøgelser som ved akut nældefeber. Desuden anbefaler internationale retningslinjer, at man får taget følgende blodprøver:

  • C-reaktivt protein: CRP eller sænkningsreaktion (disse blodprøver viser forhøjede værdier ved infektion og andre betydende sygdomstilstande i kroppen)

  • Bestemmelse af hvide blodlegemer: leukocytter og differential-tælling (denne blodprøve viser forhøjet leukocyttal og skæv fordeling ved betydende infektioner og visse andre sygdomstilstande)

Disse prøver vil ofte vise, om der er en infektionssygdom i kroppen, der er aktiveret af kroppens eget immunsystem. Nogle gange falder blodets indhold af basofile celler ved kronisk nældefeber, uden at man helt kender årsagen hertil.

Mange læger vælger også at screene stofskiftet med TSH, som er en stofskifteprøve eller måling af leverfunktionen for eksempel med ALAT (et såkaldt levertal, som er forhøjet, hvis leveren lider overlast, hvilket blandt andet kan ses ved leverbetændelse eller medicinpåvirkning).

Hvis der er mistanke om allergisk nældefeber, kan man foretage en priktest eller en blodprøve.

Hvis der er mistanke om en kronisk infektion, skal dette undersøges nærmere. Man kan teste for mavesårsbakterien Helicobacter Pylori med en pusteprøve (breath test) eller afføringsprøve. Man kan også lave en indirekte antistof-måling mod bakterien på en blodprøve.

Hvis der er mistanke om kronisk autoimmun nældefeber, kan man lave en såkaldt histamin-release test (urticaria-test). Denne blodprøve udfører man kun på speciallaboratorium. Hvis speciallægen vurderer, at det er nødvendigt, bliver der eventuelt bestilt flere blodprøver for andre autoimmune sygdomme.

I sjældne tilfælde er det nødvendigt at tage en vævsprøve (biopsi) af huden, da der kan være andre sjældne sygdomme, som giver nældefeberlignende udslæt i huden.

Hvis der er mistanke om alvorlig straksallergi (herunder anafylaksi) eller ved mistanke om mastcellesygdom (herunder pigmentnældefeber (mastocytose)), vil man bestille en særlig blodprøve, der kaldes for tryptase.

Hvis man kun har angioødem, bør man få en test for den sjældne tilstand Complement C1 inhibitor mangel, som ses ved Hereditært Angioødem (HAE) og erhvervet C1 inhibitor mangel. Disse patienter skal have målt C1 inhibitor antigen/massekoncentration, C1 inhibitor funktion og C4. Analysen af disse prøver foretages kun på speciallaboratorier, hvortil blodprøverne skal fremsendes.

Undersøgelser ved fysisk nældefeber

Generelt kan man forsøge at fremkalde det fysiske symptom ved at provokere det frem med det, der typisk udløser nældefebertilstanden - det foregår for eksempel således:

  • Ved kuldenældefeber kan man provokere med kølig luft, vand eller is. Specialistafdelinger har mulighed for at bestemme kuldetærsklen med særligt udstyr, såkaldt TempTest.

  • Ved tryknældefeber kan man provokere med trykbelastning og efterfølgende symptomregistrering op til 24 timer.

  • Ved varmenældefeber kan man provokere med varmt vand og eventuelt bestemme tærskelværdien.

  • Ved solnældefeber skal der foretages lystest på en hudafdeling.

  • Ved dermografisme foretages skrab/gnidning på huden, eventuelt ved brug af FricTest.

  • Ved vandnældefeber kan man teste for fremkomst af nælder ved at lægge et vådt tøjstykke på huden i 20 minutter.

  • Ved kolinerg (fremkommer efter stimulering af nerveenderne i huden) nældefeber kan man fremprovokere nælder efter fysisk aktivitet, for eksempel på kondicykel eller ved løb eller trappegang.

  • Ved kontakt-nældefeber kan man fremprovokere nælder efter kontakt med det udløsende produkt, for eksempel en latexhandske eller fødevare. Man kan også foretage en blodprøve, priktest eller eksemtest på huden med straksaflæsning.

  • Ved nældefeber som led i anafylaksi, eventuelt anstrengelsesudløst anafylaksi, skal udredning foretages i et allergicenter, som eventuelt kan være tilknyttet en hud- lunge- eller børneafdeling. Her vil man foretage en provokation med udløsende fødevare eller lægemiddel, og det kan være nødvendigt at lade patienten udføre fysisk aktivitet også (fx løbebånd).

Annonce (læs videre nedenfor)

Læs mere om NÆLDEFEBER

Sidst opdateret: 03.01.2019