Hovedpine hos børn

Hvad er hovedpine hos børn?

Langvarig eller tilbagevendende hovedpine hos børn forekommer hyppigt. Årsagerne er mange og brogede. De varierer fra væskemangel eller skoleangst til migræne eller sjældne sygdomme i hjernen. Ligeledes varierer årsagerne meget i de forskellige aldersgrupper. Når forældre går til læge med et barn med hovedpine, er det ofte for at sikre sig, at det ikke drejer sig om noget alvorligt.

Hvorfor får børn hovedpine?

Hovedpine hos børn kan enten være dét, man kalder en primær hovedpine som for eksempel migræne eller spændingshovedpine. Men det kan også være en sekundær hovedpine, som kan skyldes alt lige fra influenza eller væskemangel til alvorlig sygdom.

Desuden kan børn få hovedpine uden, at der er en fysisk årsag til det. Skoleangst, forældreskænderier og sociale problemer er gode eksempler på situationer, der kan forårsage tilbagevendende hovedpine hos børn. Endelig skal man være opmærksom på at overforbrug af medicin kan give hovedpine.

Hvordan føles hovedpinen hos børn?

Næsten alle har prøvet at have hovedpine. Symptomerne kan variere betydeligt. Smerten kan for eksempel være dunkende, pressende eller føles som et stramt bånd om hovedet. Smerterne kan komme og gå eller være til stede konstant i længere perioder.

Hovedpinemønstret er interessant, når årsagen skal afklares. Oplevelsen af hovedpine kan placeres i en af følgende kategorier:

  • Pludseligt opstået
  • Pludseligt opstået og tilbagevendende
  • Konstant men uden forværring
  • Konstant men med gradvis forværring
  • Blandet mønster

Børn med migræne kan ud over hovedpine have symptomer som kvalme, synsforstyrrelser eller forstyrrelse af andre sanser. Dette kan komme op til eller under et migræneanfald. Et migræneanfald kan vare fra en enkelt time og helt op til tre dage.

Børn med spændingshovedpine kan være ømme i den muskulatur, der sidder i nakken og på kraniet. I modsætning til dem med migræne, oplever børn med spændingshovedpine ikke, at smerterne bliver værre, når de er fysisk aktive.

Faresignaler:

  • Markant gradvis eller akut forværring
  • Hovedpine der vækker barnet
  • Længerevarende hovedpine efter at barnet har slået hovedet
  • Hvis barnet er under 3 år.
  • Kramper
  • Ændring af personlighed
  • Ændring af bevidsthedstilstand

Hvad kan man selv gøre?

Lav en hovedpinedagbog. Dette er et vigtigt værktøj når lægen skal diagnosticere og behandle barnet. Dagbogen skal føres i mindst en måned.

Vær opmærksom på faktorer, der kan udløse hovedpine:

  • Væskemangel
  • Uregelmæssig eller for lidt søvn
  • For lang tid foran en skærm
  • Stress
  • Medicinoverforbrug eller bivirkninger

For børn med migræne kan hvile i et mørkt, stille rum kan have god effekt. Få barnets syn undersøgt hos en optiker eller øjenlæge, da synsproblemer kan give hovedpine.

Hvordan stiller lægen diagnosen?

Hvis man skal behandle hovedpine, er det vigtigste at fastlægge årsagen ud fra en detaljeret beskrivelse af forløbet og symptomerne. Følgende spørgsmål skal afklares og vil ofte blive stillet af lægen ved første konsultation:

  • Hvornår begyndte hovedpinen?
  • Hvor lang tid varer hovedpinen og hvor ofte kommer den?
  • Hvor sidder smerten?
  • Hvordan føles smerten (dunkende, pressende etc.)?
  • Er der flere forskellige typer hovedpine?
  • Hvor kraftig er smerten på en skala fra 1-10 (kun relevant ved større børn)?
  • Bliver smerten forværret ved fysisk aktivitet?
  • Er der ledsagesymptomer (som for eksempel synsforstyrrelser)?
  • Får barnet nogen medicin?
  • Er barnet nærsynet eller har andre synsproblemer?

Lægen vil desuden foretage en fysisk undersøgelse og en neurologisk undersøgelse af barnet. I nogle få situationer kan det være nødvendigt at tage blodprøver eller foretage en scanning. Dette er dog sjældent.

Motion og speciel kost

Væskemangel, uregelmæssig eller forkert kost er ofte årsag til hovedpine. Sørg eventuelt for at dit barn har en drikkedunk med sig i løbet af dagen.

Ligesom for voksne gælder det, at større børn med spændingshovedpine kan have god effekt af regelmæssig motion.

Hvordan behandler man hovedpine hos børn?

Behandling af hovedpine afhænger af hovedpinetypen og af eventuelle udløsende årsager.

Behandling af migræne

Først og fremmest skal man have kortlagt de udløsende faktorer og så vidt muligt forsøge at undgå disse. Hvis barnet skal have medicin, vil lægen ofte vælge lægemidler med følgende indholdsstoffer i nævnte rækkefølge:

  1. Paracetamol (kan suppleres med Domperidon hos børn over 35 kg.)
  2. Paracetamol + Ibuprofen (kan suppleres med Domperidon)
  3. Sumatriptan (til børn over 12 år)

Hvis børn er hårdt ramt af hyppige migræneanfald, kan forebyggende behandling med det virksomme stof flunarizin også komme på tale. Dette kræver dog en vurdering af en speciallæge.

For cirka halvdelen af børnene gælder det, at migrænen forsvinder af sig selv efter puberteten.

Behandling af spændingshovedpine

Den indledende behandling består i at kortlægge og mindske de udløsende faktorer. Motion, udspændingsøvelser og eventuelt massage kan have god effekt på lang sigt. Hvis barnet pludseligt får spændingshovepine, kan man anvende smertestillende midler som paracetamol og ibuprofen.

Hvis barnet skærer tænder eller har visse tandstillingsfejl, kan det udløse hovedpine. I disse tilfælde det nødvendigt at få barnet undersøgt hos en tandlæge.

Synsproblemer kan også give hovedpine. Barnet kan få lavet en synstest hos en optiker eller øjenlæge.

Hvad er udsigten for fremtiden?

I langt de fleste tilfælde er hovedpine ufarlig og med god prognose. Men det kan tage lang tid at finde frem til og tage hånd om eventuelle udløsende faktorer.

Vil du vide mere?

Migræne- og hovedpineforeningens side om børn

Hovedpineklinikken for Børn og Unge

Internationale links

Headaches in children

Patient information: Headache in children (Beyond the Basics)

Sidst opdateret: 10.08.2015