Nervesmerter (neurogene smerter)

Hvad er nervesmerter?

Nervesmerter skyldes en sygdom eller skade i nervesystemet, det vil sige sygdomme og skader i hjerne, rygmarv, nerverødder, nerveplekser og nerver kan medføre nervesmerter. Normalt er smerter et advarselssignal om en mulig beskadigelse af vævet. Ved nervesmerter er det selve smertesystemet, der er beskadiget, hvilket betyder, at man kan få smerter i områder af kroppen, der egentlig ikke fejler noget. Nervesmerter kaldes også neurogene eller neuropatiske smerter.

Annonce (læs videre nedenfor)

Hvilke typer nervesmerter findes der?

Nervesmerter kan opstå ved mange forskellige sygdomme i nervesystemet. De hyppigste sygdomme, der kan være ledsaget af nervesmerter, er:

Hyppigheden af nervesmerter ved de forskellige sygdomme varierer fra 5-10 procent af personer med blodprop i hjernen til næsten 50 procent af personer med rygmarvsskade.

Hvorfor opstår nervesmerter?

Når en nerve beskadiges, kan der opstå ukorrekte signaler i denne og de nærliggende nerver. Når nerver i smertesystemet sender sådanne signaler afsted, opfatter hjernen det som om, at der sker noget i det område, som nerven oprindeligt kom fra. Efter en amputation af armen kan man således have en fornemmelse af smerte i tommelfingeren, selvom impulserne, der når hjernen, starter i de afskårne nerveender. Tilsvarende kan man efter en skade på rygmarven have en fornemmelse af diffuse smerter i benene. De beskadigede nerver kan også være ekstra følsomme, således at en let berøring giver anledning til, at nerven sender mange impulser afsted, der så opfattes af hjernen som en smertefuld berøring.

Hvor opstår nervesmerter typisk?

Nevesmerter opstår i områder, hvor der er ændret følesans som følge af den underliggende sygdom/skade. Har man nervesmerter efter en blodprop i hjernen optræder smerterne ofte i den ene side af kroppen, mens smerter som følge af nervebetændelse på grund af sukkersyge ofte optræder i begge fødder og måske begge hænder. Efter amputation af en arm kan man opleve smerter i stumpen (stumpsmerter) og også smerter ud i den manglende arm eller hånd (fantomsmerter). Nervesmerter kan opstå umiddelbart efter skaden på nervesystemet, men kan også opstå måneder efter skaden.

Hvordan føles nervesmerter?

Nervesmerter er tit brændende, prikkende/stikkende, snurrende, strammende, skærende, isnende eller jagende, men varierer fra person til person. Hos nogle personer er smerterne konstante, mens andre oplever anfald af smerter. I nogle tilfælde beskrives en øget sensitivitet i huden, således at en ganske let berøring eller kontakt med noget koldt føles ubehageligt eller smertefuldt. Dette fænomen betegnes som allodyni. Dette kan i nogle tilfælde gøre, at man ikke kan holde ud at have tøj på området, eller at det gør ondt at tage bad. Man vil ofte opleve, at nervesmerterne forværres ved sygdom, i kulde, ved stress eller lignende. Nervesmerter kan være meget voldsomme. De kan i nogle tilfælde ledsages af depression og kan give anledning til, at man ikke kan passe sit job eller klare almindelige huslige opgaver.

Hvordan stiller lægen diagnosen?

Lægen vil udarbejde en omhyggelig sygehistorie og undersøge, om der er ændret følesans i området med smerter og andre tegn på beskadigelse af nervesystemet. I nogle tilfælde vil det være oplagt, at der er en nerveskade, for eksempel efter en operation, men i andre tilfælde skal der yderligere undersøgelser til, for eksempel en skanning eller en undersøgelse af nervernes ledningshastighed.

Hvad er behandlingsmulighederne?

I nogle tilfælde kan den underliggende sygdom i nervesystemet behandles (for eksempel ved operation for diskusprolaps), men ofte vil der være tale om symptombehandling. Almindelige smertestillende tabletter vil ofte være uden virkning på nervesmerter. Nervesmerter behandles i stedet med medicin mod epilepsi eller depression, fordi disse præparater har en hæmmende virkning på de overaktive smertebaner. Nedenstående liste omfatter forskellige behandlingsmuligheder ved kroniske smerter. Hvilke behandlinger, der tilbydes, afhænger af smerteårsagen og smertens indvirkning på de psykiske og sociale forhold:

  • medicin

  • operation

  • protese

  • træning og fysioterapi

  • psykologsamtaler

Udsigten for fremtiden

I nogle tilfælde aftager eller forsvinder nervesmerterne, men nervesmerter er i mange tilfælde kroniske. Da man ikke på forhånd kan sige, hvem der vil have effekt af en given behandling, vil mange opleve at skulle prøve forskellig medicin. Det er meget individuelt, hvor stor smertelindring man kan opnå uden at få ubehagelige bivirkninger ved medicinen. Ikke alle med nervesmerter vil få smertelindring, og mange vil kun kunne opnå delvis smertelindring, måske en mindskning af sin smerte med 30 procent.

Hvad kan man selv gøre?

Man må være opmærksom på, om der er faktorer, der forværrer smerten. Nogle skal være opmærksomme på at forsøge at undgå stress eller kulde. Regelmæssig nattesøvn er vigtig. Hvis huden er meget følsom i et afgrænset område kan et stramt bind i nogle tilfælde være en hjælp. Det kan også være en hjælp at lære forskellige afspændingsteknikker og lære at abstrahere fra smerten ved eksempelvis at fokusere på noget andet.

Prøv din viden af

Prøv Netdoktors nye videnstest på Helvedesild-info.dk, og test, hvor meget du ved om helvedesild og eftervirkningerne af sygdommen.

Læs mere om KRONISKE SMERTER

Sidst opdateret: 23.08.2013