Blærebetændelse kan gøre ældre konfuse

Blærebetændelse er en ganske almindelig sygdom, som mange kvinder bakser med på et eller andet tidspunkt i livet. Behandlingen er normalt ukompliceret, men hvis ikke man reagerer på symptomerne og får behandling, kan en simpel blærebetændelse hos især ældre kvinder udvikle sig og give delir, en farlig tilstand af forvirring og svækket bevidsthed.

Nyt & Sundt nyhedsbrev
- Ny viden om din sundhed -
Denne artikel er fremstillet for Sygeforsikringen "danmark". Den indgår i nyhedsbrevet
Nyt & Sundt
som produceres i samarbejde med Netdoktor.

Nyhedsbrevet udkommer hvert kvartal til medlemmer af "danmark".

Læs mere på
sygeforsikring.dk.

Det kan i værste fald føles som at tisse glasskår, og det bliver ikke bedre af, at man skal tisse hele tiden. Det er ingen fornøjelse at få blærebetændelse, som ifølge Statens Serum Institut rammer kvinder fire gange hyppigere end mænd, og som halvdelen af alle kvinder får mindst en gang i livet. Heldigvis er behandlingen ukompliceret. Det kræver et besøg hos lægen, en urinprøve og behandling med antibiotika i en tre dages tid. Det fortæller Lene Paulsen, overlæge, Gynækologisk Obstetrisk Afdeling på Nordsjællands Hospital Hillerød.

- En simpel blærebetændelse er en af de hyppigste årsager til, at kvinder kontakter deres praktiserende læge. Det er en hyppig lidelse, der heldigvis er nem at behandle. Når man bliver ældre og kommer i overgangsalderen, bliver urininkontinens mere udbredt, og der kan ske en forværring af symptomer, så her skal man være mere opmærksom, siger Lene Paulsen.

Symptomer på blærebetændelse

  • Man skal tisse ofte
  • Man skal tisse pludseligt
  • Det svier, når man tisser
  • Urinen kan se uklar og plumret ud og lugte grimt, men det kan dog også være tilfældet, uden at der er blærebetændelse

Modstandsdygtigheden falder med alderen

Hun forklarer, at de fleste simple blærebetændelser kommer fra E. coli-bakterier. De er nemme at behandle, og risikoen for at få en ny blærebetændelse er ikke nødvendigvis større, hvis man har haft det før. Nogle er bare mere tilbøjelige til det end andre. Dog skal man være opmærksom på, at modstandsdygtigheden falder med alderen.

- Der sker noget, når man kommer i overgangsalderen, og ens modstandsdygtighed for blærebetændelse falder. Nogle får problemer med urininkontinens og problemer med fuldstændig blæretømning. Det kan være faktorer, der gør det sværere at behandle som en simpel blærebetændelse. Hos nogle kan de sædvanlige tre dages tid ikke gøre det, og det kræver måske tre måneder med lavere dosis antibiotika at få slået infektionen ordentligt ned, siger Lene Paulsen.

Blandt de ældre bliver det sværere, mest fordi nogle har vanskeligt ved at gøre rede for symptomerne. Det gælder især ældre med demens.

- De helt gamle, der har en grad af demens og ikke kan udtrykke sig præcist, er særligt udsatte. For eksempel kan de ikke forklare, at det svider, når de tisser, eller at de skal tisse oftere end normalt. De ældre patienter, særligt dem, der bor på plejehjem, har i højere grad urininkontinens, og vi ved også, at den gruppe af ældre også bruger ble og bind i højere grad. Det øger alt sammen risikoen og giver en højere forekomst af blærebetændelse. Det behøver ikke være sværere at behandle, men hvis en infektion får rigtigt fat med bakterier i blodet, fordi den bliver opdaget sent, kan de have behov for intravenøs antibiotika et par dage, før man kan sætte dem over på en tabletbehandling. Herefter vil man typisk behandle en til to uger, fortæller Lene Paulsen.

Blærebetændelse hos ældre

  • Man sover mere eller dårligere
  • Drikker eller spiser mindre
  • Taler anderledes og virker forvirret
  • Kan ikke kende tingene, taler usammenhængende
  • Er psykotisk, hører stemmer og ser syner, har vrangforestillinger og er mere bange end normalt

Annonce (læs videre nedenfor)

Blærebetændelse kan fremprovokere delir

Ældre med demens er ifølge Lene Paulsen også udsat i forhold til at få delir, netop fordi de ikke udtrykker de almindelige symptomer på blærebetændelse i tide. Konsekvensen kan blive en længere periode med feber, hvor den ældre ikke får drukket og spist nok.

- Vi ser mange ældre patienter, der bliver indlagt med en eller anden tilstand af blærebetændelse. Flere af dem bliver indlagt af plejehjemmet, hjemmeplejen eller de pårørende, fordi de får høj feber og har bakterier i blodet. Når en ældre person får feber, bliver dehydreret og oplever et skift af de vante omgivelser ved indlæggelsen, så er det en meget voldsom indgriben i livet. Det kan fremprovokere delir, en tilstand, hvor patienten bliver konfus, får et ændret bevidsthedsniveau og hallucinationer, siger Lene Paulsen.

Hvis årsagen til delir er en infektion, vil man først og fremmest behandle den. Man behandler de sygdomme, der kan være med til at udløse delir, men det kan også være nødvendigt at behandle med psykofarmaka.

Symptomer på delir

  • Man er glemsom og desorienteret
  • Virker ophidset og urolig
  • Apatisk og trækker sig ind i sig selv
  • Følelsesmæssigt ustabil
  • Forvirret, konfus og har hallucinationer
  • Opmærksomheden svigter

Hvad er delir?

Delir er ifølge Lene Paulsen en farlig tilstand med høj sygelighed og risiko for død. Det er hjernens reaktion på overbelastning, og man er hallucinerende og har både demenslignende og fysiske symptomer. Tilstanden kan måles på kroppen ved at registrere blodtryk, puls, temperatur og bevidsthedsniveau. Årsagen kan, udover blærebetændelse og andre simple infektioner, for eksempel være dehydrering, alkoholabstinens, en dårligt reguleret diabetes, bivirkninger fra lægemidler og længerevarende sygdom. Der er retningslinjer for behandlingen, som afstemmes med psykiatere og medicinere.

Det skal du lægge mærke til

Hvis infektionen har stået på længe, og de ældre bliver fjernet fra deres vante omgivelser, bliver de udsatte i forhold til delir. Derfor er det vigtigt at være opmærksom. Det er en udfordring for ældre i eget hjem, der ikke har hyppig kontakt med pårørende eller plejepersonale, og for ældre på plejehjemmene, hvis der i perioder er skiftende personale, som ikke kender de ældre godt nok til at opdage, om beboerne ændrer adfærd.

- Der kan være mange forskellige tegn på, at en ældre person går rundt med en infektion. Hvis personen sover mere eller dårligere, drikker eller spiser mindre, taler anderledes og virker forvirret. Kan ikke kende tingene, taler usammenhængende, er mere bange end normalt eller i værste fald bliver psykotisk, hører stemmer og ser syner, og har vrangforestillinger. Så skal man måske tænke på, at blærebetændelse eller en anden form for infektion kan være udløsende faktor, siger Lene Paulsen.

Hvad kan man selv gøre?

Hun understreger, at det er svært at afklare, hvor længe de ældre har gået med infektionen, når de bliver indlagt. Og da de ikke selv udtrykker symptomerne, skal man være særligt opmærksom på den patientgruppe. Det ideelle ville være helt at undgå infektionerne, og her kan man selv gøre noget.

- Hvis den ældre person har afførings- eller urininkontinens, er det vigtigt at sikre hyppige og ordentlige bleskift. Hvis man sidder med afføring i bleen, kan det øge risikoen for blærebetændelse. Regelmæssige toiletbesøg er også vigtige, så de får tømt blæren. Man kan undgå forstoppelse, der kan trykke, fylde og gøre ondt, så man ikke mærker vandladningssymptomer ordentligt. Endelig kan man forsøge at behandle urininkontinensen, siger Lene Paulsen.

Læs mere om NYRER OG URINVEJE

Sidst opdateret: 11.06.2018