Annonce

Jeg skar i mig selv

Sara Agerbo begyndte at skære i sig selv som teenager, når hun ikke kunne håndtere sine svære følelser. I flere år holdt hun det hemmeligt. Her kan du læse Saras historie.

Nyt & Sundt nyhedsbrev
- Ny viden om din sundhed -
Denne artikel er fremstillet for Sygeforsikringen "danmark". Den indgår i nyhedsbrevet
Nyt & Sundt
som produceres i samarbejde med Netdoktor.

Nyhedsbrevet udkommer hvert kvartal til medlemmer af "danmark".

Læs mere på
sygeforsikring.dk.

Sara Agerbo var 13 år, da hun begyndte at snitte sig selv, når hun havde det svært. Det startede i det små, og sidenhen udviklede det sig til skarpere redskaber.

- Det skete helt impulsivt, at jeg snittede mig i armen med en lineal en dag, hvor jeg havde det svært med mig selv. Jeg opdagede ved et tilfælde, at det beroligede mig. Når alt gjorde ondt indeni, førte det at snitte mig til en fysisk smerte, der blev afløst af beroligelse. Det blev min måde at tackle det kaos af følelser, jeg ofte oplevede. Samtidig gjorde jeg det også for at straffe mig selv, hvis jeg havde haft et skænderi med min far og havde skyldfølelse. Jeg følte nemlig ofte, at jeg var skyld i vores mange voldsomme konflikter, fortæller Sara Agerbo.

Skyldfølelse og selvhad

Som teenager vidste Sara Agerbo ikke, at en væsentlig årsag til de mange konflikter med faren og hans voldsomme reaktioner under konflikterne var, at faren havde begyndende Alzheimers. Det vidste ingen i familien før langt senere. Sara Agerbo var overbevist om at, hun var skyld i alle konflikterne.

- Det var svært at have en far, der reagerede så voldsomt. Jeg forstod ikke, hvorfor han blev så frygtelig vred på mig. I stedet bebrejdede jeg mig selv og fik opbygget et stort selvhad. Jeg følte mig meget ensom, især fordi jeg ikke talte med nogen om, hvordan jeg havde det. Jeg havde veninder, men jeg viste dem en facade, så de ikke kunne se, hvor ked af det jeg i virkeligheden var, fortæller Sara Agerbo.

Annonce (læs videre nedenfor)

Blev værre af andres selvskade

Med tiden aftog virkningen af at snitte i sig selv med linealen, og så gik Sara Agerbo over til mere skarpe genstande for at opnå den beroligende effekt. Det blev nu til større sår, når hun skar i sig selv i underarmene. Hun skammede sig over det og skjulte sin selvskade. Da hendes selvskade var værst, skar hun i sig selv hver dag. Ellers kunne der gå uger imellem.

Sara Agerbo havde ikke kendskab til, at andre også gjorde skade på sig selv, da hun selv startede på det. Men mediernes fokus på selvskade og det at hun ved et tilfælde hørte om, at andre piger på hendes skole skadede sig selv, påvirkede hende.

- Det har gjort min selvskade værre, at jeg vidste, at andre også gjorde det.

Det har gjort det nemmere at blive ved, for jeg følte en form for samhørighed med dem – også selvom jeg holdt min selvskade skjult for de andre på skolen, siger Sara Agerbo.

Et stigende antal unge skader sig selv typisk ved at skære, brænde eller slå sig selv. De skjuler det, så det kan være svært at opdage. Hvorfor skader den unge sig selv, og hvad kan man gøre som forældre? Læs artiklen Selvskade - Sådan hjælper du bedst dit barn

Tilbagefald

Sara Agerbo skjulte sine sår og ar så godt, at ingen opdagede det. Samtidig med at hun skammede sig over at skade sig selv, var der også noget i hende, der higede efter at blive opdaget.

- Jeg havde brug for, at andre spurgte ind til, hvordan jeg havde det. Jeg ønskede, at nogen ville hjælpe mig med at tackle mine negative tanker og frustrerende følelser. Jeg havde brug for at tale om alt det, jeg gik og bar på. Men det var for skamfuldt og derfor svært at tale om. Hver gang jeg overvejede, hvem jeg kunne tale med, vandt frygten for, at de ville se ned på mig eller bagatellisere det og sige at jeg bare skulle holde op. Jeg kunne ikke bare holde op, for jeg var blevet afhængig af det, fortæller Sara Agerbo.

Jeg ønskede, at nogen ville hjælpe mig med at tackle mine negative tanker og frustrerende følelser. Jeg havde brug for at tale om alt det, jeg gik og bar på. Men det var for skamfuldt og derfor svært at tale om. Alligevel gik det sådan, at Sara Agerbo af sig selv stoppede med at skære i sig, uden at hun i dag helt ved hvorfor. Der gik flere år, før hun igen skar sig. Det skete i foråret, hvor hendes selvskade var så alvorlig, at det var tæt på at ende i et selvmordsforsøg. Hun kontaktede en ven, der hjalp hende med at blive indlagt på psykiatrisk modtagelse, og efter et par døgn blev hun overført til en psykiatrisk afdeling. Her sørgede en psykiater og personalet for, at Sara Agerbo blev rask nok til at blive udskrevet og henvist til udredning og terapeutisk behandling, som hun nu er i gang med. Hun mener selv, at hendes tilbagefald kan hænge sammen med, at der har været en lang stille periode efter farens død, og at hun og familien nu ikke længere skal tage sig af ham.

- Jeg har haft en periode med ro på, hvor jeg ikke skulle tage mig af min far eller andet meget krævende, og så har jeg bedre kunnet mærke de gamle negative tanker om, at jeg er forkert og utilstrækkelig. Jeg har været meget ked af det, og det har været svært både at skulle klare mit studie og dagligdagen med indkøb osv. Noget i mig kunne huske, at det engang virkede at skære i mig selv, så derfor blev selvskaden min løsning igen. Jeg kunne synliggøre min smerte over for mig selv, fortæller Sara Agerbo, der i dag er 25 år og læser antropologi på universitetet.

Annonce (læs videre nedenfor)

Ar for livet

Under indlægelsen fortsatte Sara Agerbo medat skære i sig selv. Når hun i dag bliver spurgt om, hvordan hun gjorde, vil hun ikke svare. Hun ved, at fortællinger om, hvordan man kan skade sig selv, kan inspirere andre til at gøre det samme, og det ønsker hun ikke. Jeg ønsker absolut ikke, at andre på baggrund af min selvskade får samme idé, fordi jeg ved, at det ikke løser noget. Jeg skal leve med grimme ar resten af livet, og det er jeg ked af nu. Jeg skal altid tænke over, om jeg vil vise mine arme, eller om jeg skal skjule dem. Jeg er nødt til at tænke over, hvordan folk vil reagere, når de ser mine ar. Det er jo meget synligt, at jeg har skåret i mig selv, og derfor er det meget ubehageligt, når andre bare lader som ingenting, når de ser mine ar, siger Sara Agerbo.

Støtte fra familien

Først efter indlæggelsen har Sara Agerbos mor og to storesøstre fået kendskab til hendes selvskade.

- De er bekymrede for mig og forstår, at jeg ikke bare kunne holde op med at skade mig selv, fordi det er som et misbrug. Det har betydet meget for mig, at de ikke har fordømt mig. De har heldigvis hverken bagatelliseret eller er gået i panik over det. De går mest op i, hvad de kan gøre for, at det ikke sker igen. Jeg har følt mig hørt og set, så jeg har ikke så stort et behov for at skade mig selv længere. Jeg er så glad for, at jeg nu kan bruge min familie til at fortælle, hvordan jeg har det, siger Sara Agerbo.

- Jeg går nu i terapi for at få det bedre og få redskaber til at rumme og tackle svære følelser fremover. Jeg skammer mig ikke længere over min selvskade. Jeg har valgt at arbejde som frivillig i www.headspace.dk for at hjælpe unge med at få det bedre med dem selv. Jeg holder foredrag på skoler, der handler om mange forskellige ting, så hvis det ikke har noget med selvskade at gøre, dækker jeg som regel min arme, så det ikke virker forstyrrende. Jeg ønsker som sagt ikke at give andre ideer til at skade sig selv, for det virker ikke. Man får det kun værre på sigt, siger Sara Agerbo.

Annonce (læs videre nedenfor)

Sara Agerbos råd ved selvskade

Der er mange steder, du kan få hjælp. Du kan ringe, skrive eller chatte med rådgivere anonymt på f.eks. www.headspace.dk eller www.lmsos.dk. Gå ikke med dine problemer alene, for det bliver det kun værre af. Tal om, hvordan du har det, med en fra din familie eller en ven, du føler dig tryg ved. Læs på nettet og søg information, så du ved, hvad det handler om. Læs f.eks. på Landsforeningen mod Spiseforstyrrelser og Selvskade, www.lmsos.dk

Sidst opdateret: 19.07.2017

Annonce