Når forældre fejer for børnene på livets vej

Debatten om curlingbørn har gennem flere år kørt i højeste gear, for når det gælder børnene, er der både stærke holdninger og følelser i spil. Hvad er curlingbørn, og kan man overhovedet give sine børn for meget omsorg og hjælp? Her giver to af debattens aktører deres bud.

Nyt & Sundt nyhedsbrev
- Ny viden om din sundhed -
Denne artikel er fremstillet for Sygeforsikringen "danmark". Den indgår i nyhedsbrevet
Nyt & Sundt
som produceres i samarbejde med Netdoktor.

Nyhedsbrevet udkommer hvert kvartal til medlemmer af "danmark".

Læs mere på
sygeforsikring.dk.

Er det for meget af det gode, når forældre kører næsten voksne børn til festival, tager med ud til jobsamtalen eller ringer til universitetet for at få flyttet en eksamen, så det store barn kan komme med på ferie? Det er i hvert fald nogle af debattens centrale omdrejningspunkter, der grundlæggende handler om, hvor grænsen for forældrenes serviceniveau skal gå. John Aasted Halse er privatpraktiserende psykolog og forfatter til en række bøger om børn, familie og børneopdragelse.

- I debatten skelner man ikke altid mellem viden og holdninger, og det her er et område, hvor rigtig mange har en holdning, men ikke nødvendigvis en dybere viden om emnet. Generelt er jeg ikke så vild med diagnoser og et begreb som curlingbørn, eller mere rigtigt – curlingforældre. Jeg vil hellere sige, at debatten handler om forældre, der bereder vejen for børnene. Og der må helst ikke være for mange bump på den vej, siger John Aasted Halse.

Hvad er et curlingbarn?

Ifølge John Aasted Halse handler curling-begrebet om, at forældre er blevet mere overbeskyttende og servicerende, end hvad rimeligt er.

- Mit pejlemærke er, at du ikke skal gøre noget, som barnet selv kunne have gjort. Hvis du ringer til Emils mor og spørger, om Emil kan lege, hvis dit barn er gammelt nok til selv at ringe.Bringer barnet og henter igen, hvis barnet er gammelt nok til selv at cykle eller tage bussen. Eller hvis du går ud i køleskabet og henter mælken, hælder op og bringer glasset til dit barn, så kan man spørge sig selv – gør jeg noget, som mit barn selv kunne have gjort? siger John Aasted Halse.

Charlotte Højlund har også deltaget i debatten som forfatter, foredragsholder og klummeskribent. Hun mener også, at forældrenes serviceniveau er blevet for højt.

- Et eller andet sted er mange af os curlingforældre til nogle curlingbørn, der ikke selv skal tage ansvar for særlig meget. Men det er sundt at sætte en grænse, og Roskilde Festival er et godt eksempel. Der er jo ikke noget galt i at give sine børn et lift, men hvis de er gamle nok til at tage på druk, så kan de også selv transportere sig, siger Charlotte Højlund.

Børnene har rykket sig tættere på forældrene

Man vil børnene det bedste, og det kan være hårdt at se på, at de ikke kan få eller opnå det, de gerne vil. Det er en af grundene til, at forældrene træder til.

- Ingen forældre ønsker at skabe dårlige vilkår og forudsætninger for sine børn ved at gøre dem til curlingbørn, men det er ofte lettere at gøre tingene selv, end at få barnet til det. Det går for eksempel hurtigere, hvis du selv rydder op på værelset, og du undgår kampen, skrig og skrål. Vi vil gerne have robuste og selvstændige børn, men det får vi ikke, hvis vi konstant gør det, barnet selv kunne have gjort, fortæller John Aasted Halse.

Han peger på, at forklaringen på curling-fænomenet ligger i tiden og samfundet.

Man vil børnene det bedste, og det kan være hårdt at se på, at de ikke kan få eller opnå det, de gerne vil. - Historisk har barndommen ændret sig. Det var markant anderledes at være barn i 50erne og 60erne, og dengang havde børnene pligter, og det hele var mere stift og restriktivt. Børnene gjorde, hvad der blev sagt, gik ned med skraldet og skrællede kartofler. Man havde en anden opfattelse af børn på godt og ondt, og der var større afstand mellem børn og forældre. I dag har man det inderliggjorte forhold, hvor udgangspunktet er, at mit barn skal have det bedste. Det er et samfundsmæssigt skift i børnesynet, hvor børn har en mening, og børn er ligeværdige parter i familien, men samtidig ikke behøver at bidrage med noget.

Charlotte Højlund peger på, at der er kommet mere pres på det at være forældre.

- På den ene side er vi måske den bedste forældregeneration nogensinde, på den anden side er vi lidt for gode. Der er så meget fokus på at gøre det bedre, spise mere økologi og have en lykkelig hverdag med kvalitet og nærvær. Og så er der gået sport i at udstille vores familier på de sociale medier, hvor man gerne vil fremstå som en god og harmonisk familie lige som alle de andre. Det puster til den dårlige samvittighed, og vi ender med at kompensere for de ting, vi ikke når, ved at servicere ungerne for meget, siger Charlotte Højlund.

Annonce (læs videre nedenfor)

Et større behov for at være synlige forældre

De ydre rammer om familielivet er også en del af forklaringen på den ændrede relation mellem børn og voksne. Familien har fået mindre tid, og derfor skal tiden være god. Det fortæller John Aasted Halse:

- Curlingtilbøjeligheden hænger sammen med, at forældrene er mindre og mindre sammen med børnene. Børnene har aldrig været så meget i skole, institution, klub og fritid, som de er i dag, hvor næsten 100 procent bliver passet ude. For 50 år siden gik halvdelene af børnene hjemme, og selvom man ikke havde samme nærvær, så var de alligevel inden for samme sfære som forældrene. Omsorg er noget af det mest naturlige for et menneske og det vigtigste her i livet. Den vigtigste formåen. Den outsourcer du til andre, når børnene ikke længere går derhjemme. Forældrene kommer derfor til at overbeskytte, fordi de ønsker at være synlige og indhente noget af al den tid, børnene tilbringer væk fra hjemmet. Når familien er samlet, skal der være fred og ro, og derfor går man ind og fjerner nogle af bumpene på vejen.

Også Charlotte Højlund, der er mor til syv, kan nikke genkendende til, at tiden i familien svinder ind.

- Det er blevet særlig slemt inden for de sidste 10-15 år. Du skal deltage i fællesspisning, forældrefester og rundbold på skolen, fritteren og i børnehaven. Du bliver bombarderet med beskeder fra forældreintra, forældre skal stille op til alt muligt i skolen, og det kører mere eller mindre fra børnehaven til 1. g. Sådan var det altså ikke, da jeg gik i skole. Da kom forældrene til forældremøder og skole-hjem-samtaler. Ikke andet. Skolen var børnenes domæne, siger Charlotte Højlund.

Man mister evnen til at rejse sig igen

Hun fortæller videre, at konsekvensen af det pressede familieliv bliver, at de fleste forældre kommer til at feje for børnene i større eller mindre grad.

- Folk må jo gøre, som de synes bedst. Vi curler alle sammen i en eller anden grad, for tiden smitter af på os. Men du skal stille nogle krav og give børnene noget ansvar. De store børn skal selv søge deres job og praktik og selv smøre deres madpakker. Vi må ikke tage kompetencerne fra dem. De lærer det kun ved at prøve selv. Børn skal slå sig engang imellem, for vi lærer af vores fejl og ikke vores succeser, siger hun.

Hvis du som forældre fjerner problemet, så lærer børnene ikke at rejse sig.

John Aasted Halse fortæller, at det at være robust handler om evnen til at rejse sig, når man er faldet, og det skal man lære.

- Hvis du falder på cyklen, så får du et plaster på og op på cyklen igen. Man skal ikke fjerne cyklen. Hvis du som forældre fjerner problemet, så lærer børnene ikke at rejse sig. Hvis dit barn har smadret en rude hos naboen, så skal barnet med over og sige undskyld. Børnene skal rejse sig selv, selvfølgelig afpasset efter alder og niveau. Hvis du vil lave det om, skal du som forældre erkende, at du gerne vil ændre på noget, og det er en god begyndelse at blive mere opmærksom på, hvad barnet kan selv. Hvis du gør alting for dit barn, får du et afhængigt barn og ikke et selvstændigt barn, siger han.

John Aasted Halse

John Halse er cand. pæd. og psych. med særlig vægt på børne- familiepsykologi og socialpsykologi og i dag privatpraktiserende. Han er forfatter til en række bøger om børn, familie og opdragelse. Han var gennem 16 år, frem til april 2004, formand for Landsorganisationen Børns Vilkår og har tidligere været medlem af Børnerådet samt Børnesagens Fællesråd.

Charlotte Højlund

Mor til syv, foredragsholder, journalist og fast klummeskribent på tv2.dk og i Søndagsavisen samt forfatter til bogen MOAR – sådan får du hvilepuls i hverdagen. Derudover er hun også Ude og Hjemmes faste familieekspert.

Annonce (læs videre nedenfor)

Læs mere om børns opdragelse og opvækst

Sidst opdateret: 19.07.2017