Søvnbehov
Søvn er en fysiologisk nødvendighed for alle levende væsener. Søvn har afgørende betydning for kroppens genopbygning, og mangel på søvn kan både påvirke immunforsvar og kognitive funktioner som hukommelse og indlæring. Enhver, der har oplevet en nat med dårlig søvn, ved, hvordan det kan påvirke humør, koncentration og ydeevne.
Mængden af søvn
Behovet for søvn er individuelt og varierer med alderen. Små børn har brug for meget søvn, mens behovet falder med alderen. Dog er søvnbehovet forholdsvis konstant efter 25-30 års alderen. Det gennemsnitlige søvnbehov for voksne er cirka 7½ time med store individuelle forskelle.
Generelt kan man sige, at man får tilstrækkeligt med søvn, hvis man føler sig udhvilet og ikke er søvnig om dagen. Nogle mennesker kan klare sig med mindre end seks timers nattesøvn, mens andre har brug for ni timer eller mere. Begge dele kan betragtes som normalt, hvis der ikke i øvrigt er tegn på sygdom. Man bør sove regelmæssigt hver nat. Det er ikke optimalt, at man udvikler søvnmangel i løbet af ugen, for derefter at ’sove ud i løbet af weekend.
Søvnkvalitet
Søvnkvaliteten kan beskrives som den subjektive opfattelse af at være udhvilet og have sovet godt. Der findes forskellige skalaer til at bestemme den subjektive søvnkvalitet. Disse anvendes især til forskningsformål.
Den objektive søvnkvalitet kan bestemmes ved at måle de forskellige søvnstadier. Man ser især på mængden af dyb søvn og antallet af opvågninger i løbet af en nat. Der er ikke helt god sammenhæng mellem subjektive og objektive mål for søvnkvalitet. Man ved ikke helt hvorfor.
Søvnstadier
Under søvn ændres hjerneaktiviteten betragteligt. Søvneksperter taler om forskellige søvnstadier. Disse stadier kan måles ved EEG (elektro-encephalo-gram), hvor man sætter små elektroder på hovedet og registrerer hjernens elektriske aktivitet.
Forandringerne i EEG'et sker gradvis, men man skelner mellem i alt fem forskellige faser. Søvnen i de første fire faser, kaldes non-REMsøvn. Stadium 1 er døs. Stadium 2 er let søvn. Stadium 3 og 4 (eller N3) kaldes dyb søvn eller slow-wave-søvn, fordi de elektriske bølger i EEG'et bliver gradvis langsommere. Samtidig bliver personen mere afslappet og sover dybere. Særligt den dybeste del af denne søvn (deltasøvnen) bliver regnet som vigtig, for at kunne fungere godt næste dag. Denne søvn har vi mest af tidligt på natten.
Efter cirka halvanden time begynder den femte søvnfase, som kaldes REM-fasen. I denne fase er hjernebølgene næsten, som når man er vågen, men alle kroppens muskler er fuldstændigt afslappede. Ydermere ses hurtige øjenbevægelser i dette søvnstadie (REM står for Rapid Eye Movement). De fleste drømme findes i REM søvnfasen, men man kan også drømme i de øvrige søvnfaser.
Hidtil har man ment, at REM-søvn ikke har lige så stor betydning som den dybe søvn, men nyere forskning tyder på, at REM-søvnen spiller en vigtig rolle for hjernens opbygning, indlæring og hukommelse.
Søvnregulering
Søvnlængde og - dybde reguleres af et samspil mellem forskellige faktorer. De vigtigste faktorer er søvnbehovet (den såkaldte homeostatiske faktor), døgnrytmen (cirkadian faktor) og vaner eller adfærdsfaktorer.
Søvnbehov og døgnrytme bestemmes af biologiske forhold i hjernen. Disse er under kontrol af flere komplicerede mekanismer ved samspil mellem forskellige dybereliggende hjerneregioner, først og fremmest hjernestammen, thalamus og hypothalamus. Disse hjerneregioner har også stor betydning for vågenhed, energiregulering m.v.
Søvnlængden bestemmes til gengæld ikke af, hvor længe det er, siden man sidst sov.
Døgnrytme (cirkadian faktor)
Døgnrytmen bestemmes primært af en lille region i hjernen kaldet den suprachiasmatiske nucleus (SCN), der er beliggende i hjerneregionen hypothalamus. I alle kroppens celler findes arvemasse (DNA) molekyler, der har rytmicitet, men den overordenede regulering foretages i SCN.
Den biologiske rytme er cirka 24 timer. Det biologiske ur reguleres dog dagligt under indflydelse af lys, da SCN modtager signaler fra øjnene. SCN sender signaler til andre regioner i hypothalamus, der regulerer vågenhed, temperaturregulation, hormoner m.v.
Yderligere afgår et kompliceret signalsystem til koglekirtlen (corpus pineale), der produrer ’mørkehormonet’ melatonin, der er medvirkende i døgnrytmereguleringen.
Døgnrytmesystemet kan komme ud af fase for eksempel ved uregelmæssige sengetider, enten på grund af dårlige søvnvaner, ved skiftehold eller ved tidszoneskift - for eksempel ved rejser på tværs af tidszoner.
Tidspunktet for hvornår på dagen man sover har også betydning for den opnåede søvn. For eksempel vil den spontane søvn være længere ved nattesøvn sammenlignet med tilsvarende start på søvn om morgenen.
Søvnbehov (homeostatisk faktor)
Søvnbehovet bygges op, mens man er vågen, og søvnen bliver dybere (langsommere deltabølger) jo længere det er siden, man sov sidst. Samspillet mellem søvnbehovet og døgnrytmen er væsentlig for, hvordan søvnen reguleres.
Vaner og adfærdsfaktorer
Vaner og sociale faktorer har imidlertid også betydning for, hvordan og hvornår man sover. Sengetid er ikke nødvendigvis, når man er træt. Faktisk viser forskning, at man er mindre træt om aftenen end tidligere på dagen for eksempel sent på eftermiddagen. Alligevel går man i seng stort set samme tid hver aften, fordi man ved, at man behøver et vist antal timers søvn for at fungere næste dag. Søvnen afhænger meget af sådanne faste vaner.
For at understrege betydningen af adfærdsfaktorer kan vi forestille os en natarbejder. Midt om natten siger både søvnbehov og døgnrytme, at han burde sove, alligevel klarer natarbejderen at holde sig vågen ved hjælp af for eksempel kaffe, bevægelse og samtale med andre. Sådanne adfærdsfaktorer, eller mangel på dem, kan også forklare, at nogle mennesker falder i søvn under en kedelig forelæsning i et mørkt rum klokken ti om formiddagen, selvom både søvnbehov og døgnrytme gør, at det skulle være let at holde sig vågen.
Reduceret aktivering af hjernen - og dermed reduceret aktivitet - forklarer den uimodståelige træthed i sådanne situationer.
Søvnbehov og sundhed
Der er i dag stor viden om søvnens betydning. Vi ved, at søvn har betydning for hjernens opbygning, for varetagelse af mental funktion, for at nedsætte energi-behovet og for energi-opbygning (metabolisme). Der er i dag undersøgelser, der viser, at nedsat søvnkvalitet og søvnlængde har negative sundhedsmæssige konsekvenser.
Børn, der sover for lidt, er tilbøjelige til at være mindre opmærksomme, være irritable, have ringere indlæring, Undersøgelser viser også, at deres helbredstilstand er ringere, og at der er tilbøjelighed til overvægt. Hos voksne findes tilsvarende resultater, og langtidsundersøgelser viser, at nedsat total søvntid og søvnforstyrrelse øger risikoen for en række sygdomme, og muligvis kan det have negativ indflydelse på livslængden. Nedsat søvn og ringe søvnkvalitet medfører øget træthed om dagen med påvirket dagfunktion. Yderligere kan det have indflydelse på sikkerhedsbetonet arbejde og trafik.
En række almindelige livsstilsfaktorer har negativ indflydelse på søvnkvalitet:
Flere sygdomme kan også medføre ringere søvn, for eksempel natlig astma, søvnapnø, medicinindtagelse, alkoholindtagelse m.v.