Når døden er nær

Besøg på Sankt Lukas Hospice

Hvis man forventer at blive mødt af knusende tavshed, må man tro om igen. Allerede når døren åbnes efter et tryk på en grønne knap på væggen, er der liv. Sankt Lukas Hospice ligger på første sal i en gammel bygning i Hellerup. Fra vinduerne i dagligstuen er der udsigt til kastanjetræerne i haven, som stadig har grønt løv. Det er frokosttid, og vognen med den varme mad står foran køkkenet. Køkkenet ligger overfor dagligstuen med et lille dukkehus, som står på et bord under vinduet. Det har rigtige møbler og et juletræ med pynt i miniatureformat. Fra en lampe i hjørnet hænger der marionetdukker med runde ansigter og tøj, der er lavet af tøjrester.

Plejepersonalets stemmer fra køkkenet blander sig med bakkerne, der bliver sat blødt på rullebordet ude på gangen. To sygeplejersker er i færd med at servere maden på små tallerkner. Bakkerne bliver dækket med ivrige bevægelser og bestikket klirrer lidt, når de skubber bakkerne sammen på bordet. Bestikket er byttet ud med teskeer. For ofte har patienterne ikke meget appetit. Så store tallerkner og almindeligt bestik bruges sjældent. Søster Gerda er diakonisse og klædt i grå kjole og hvid kyse. Hun har tidligere arbejdet som sygeplejerske, men hjælper nu til på hospicet med praktiske opgaver. En af opgaverne er at hjælpe med at bære bakkerne ind på patienternes værelser. En af patienterne er Elith Poulsen.

Eneværelse og ikke helt alene

Elith er én af de 11 patienter, der netop nu er indlagt på Sankt Lukas Hospice. Han er 80 år og har tidligere arbejdet mange år i restaurationsbranchen. Elith Poulsen fik for bare et par måneder siden den barske besked af lægerne, at han var alvorligt syg af lungecancer og ikke skulle regne med at leve længe. "Lægen sagde til mig, at jeg højst ville få to år til at leve i", fortæller han og læner sig lidt frem i den lavbenede stol. Den står lidt skråt, så han altid kan se, hvem der kommer ind ad døren til hans værelse. Lyset falder ind gennem vinduerne, og man kan se kronen på de store træer i haven, som hører til Sankt Lukas Hospice. Elith Poulsen sidder med sengebordet foran sig. Det står på hjul ligesom sengen, der fylder det meste af værelset. Selvom døren er lukket, kan stemmerne fra plejepersonalet svagt høres ude på gangen.

Elith Poulsen besluttede hurtigt, at han gerne ville tilbringe sin sidste tid på Sankt Lukas Hospice. "Mænd egner sig ikke til at være alene, jeg er en af dem", siger han. "Min kone vil også have svært ved at skulle passe mig alene derhjemme. På hospicet er der altid nogen, hvis du har brug for hjælp", fortsætter Elith. For omsorg og tryghed er tæt forbundet i arbejdet med mennesker, der skal dø. Hvert år vælger omkring 600 uhelbredeligt syge patienter at tilbringe deres sidste tid på et af landets fem hospicer, som tilsammen har 51 sengepladser. I Danmark er der tre hospicer i Jylland og to på Sjælland. Sankt Lukas i Hellerup lidt nord for København er et af dem. Ordet hospice stammer fra det latinske ord hospitium, der betyder herberg eller at byde velkommen.

Annonce (læs videre nedenfor)

Omsorg er også behandling

Siden første juli 2000 har det været muligt for alle uhelbredeligt syge og døende at bo gratis på hospice. Det vedtog et flertal i Folketinget året før. Patienter, der ønsker at bo på hospice, må regne med at vente mellem to eller tre uger, inden der er plads. "I det daglige har patienten en tæt personlig kontakt med højst tre til fire sygeplejersker. Det giver patienten større tryghed, når det er de samme, der er der hele tiden", siger chefsygeplejerske Lisbet Due Madsen. Plejepersonalet på hospice går med hvid hospitalskittel, men det gør lægen ikke. Mange patienter føler, at forholdet til lægen bliver mindre klinisk, hvis hun ikke bærer kittel. "Omsorg er ikke bare at holde patienten i hånden, det er også praktisk handling, som for eksempel at give piller mod stærke smerter", forklarer hun.

Personalet giver ikke kun omsorg og pleje til de indlagte. Også patienternes familie og venner kan være helt udkørte af træthed og bekymringer, når de kommer på besøg. Et stort hvidt badekar på fødder er det første man ser, det øjeblik døren til badeværelset går op. Der er blomstrede gardiner i varme klare farver, og væggene er hvide. "Nogle gange laver vi et varmt bad til de pårørende ude på badeværelset, det kan løsne op for spændinger i ryg og skuldre", fortæller Lisbet Due Madsen. Familie og venner til patienten kan have svært ved at rumme den sorg og smerte, der er forbundet med at skulle miste et menneske, som de holder meget af. Nogle pårørende kan blive så kede af det, at bekymringerne påvirker kroppen. Sygeplejerskerne på Sankt Lukas Hospice skal være gode til at tale med alle slags mennesker og deres pårørende.

Præsten taler med patienten

At tale om døden er svært for de fleste. "Jeg synes ikke, det er så svært at tale om det, for jeg ved, det er den eneste vej for mit vedkommende", siger Elith Poulsen. På Sankt Lukas Hospice er der også en præst ansat. Patienterne kan tale med præsten helt privat og være med til søndagsandagten, der holdes i dagligstuen. For enden af gangen er der et særligt andagtsrum for de patienter, der ønsker at være alene eller sammen med deres pårørende. Rummet er malet i en lys blå farve, og vinduerne er udsmykket med glasmosaik med motiver fra biblen. "Jeg taler med præsten og går til andagt i dagligstuen om søndagen, selvom jeg ikke er hellig", fortæller Elith Poulsen med et skævt smil.

Sankt Lukas Hospice har også patienter indlagt, som er muslimer eller jøder. Ifølge Lisbet Due Madsen er patienterne gennemsnitligt indlagt 16-17 dage, og ældre mennesker er den gruppe, som hyppigst kommer på hospice. Plejepersonalet taler ofte med patienterne om det at skulle afslutte livet på et hospice."Jeg forestiller mig, at jeg går i seng om aftenen og falder i en drømmeløs søvn - og så er livet forbi", slutter Elith Poulsen. Udenfor skinner solen varmt, og kastanjetræerne har allerede tabt de første blade

Annonce (læs videre nedenfor)

Læs mere om GODT GENNEM SORG OG KRISE

Sidst opdateret: 01.02.2000