Magnesium

Hvad er magnesium?

Magnesium er et livsvigtigt mineral, der indgår i en række biokemiske reaktioner i kroppen, og er det fjerde mest almindelige stof i kroppen. Kroppen indeholder omkring 24 gram magnesium, heraf den ene halvdel i knoglerne og den anden halvdel fordelt på muskler og andet blødt væv.

Hvad bruger kroppen magnesium til?

Magnesium spiller en vigtig rolle i kroppens stofskifteprocesser, blandt andet via samspillet med flere hundrede forskellige enzymer. Derudover spiller magnesium også en vigtig rolle ved den overførsel af nerveimpulser til musklerne og hjertet, som får dem til at trække sig rytmisk sammen.

Magnesium er altså en nødvendighed for, at kroppens stofskifte fungerer, som den skal, at vi kan bruge vores muskler på normal vis, og at hjertet fungerer normalt. Som lægemiddel indgår magnesium i behandlingen af mavesår (antacida) og som et mildt afføringsmiddel (Magnesia).

Hvor findes magnesium i kosten?

Magnesium findes overalt i kosten, men følgende fødevarer er specielt rige på magnesium:

Især grønne bladgrøntsager, bælgfrugter, mørk chokolade, nødder og fuldkornsprodukter er rige på magnesium, mens de primære kilder i kosten er kornprodukter, mælk og grøntsager. Drikkevand indeholder også magnesium i varierende mængder afhængig af hårdheden af vandet. "Hårdt" vand indeholder mest magnesium. Vi optager 20-60 procent af det magnesium, vi spiser.

Hvor meget magnesium må man tage?

Det daglige behov for mænd og kvinder er henholdsvis 350 milligram og 280 milligram, hvilket også gælder drenge og piger.

Overdosering med magnesium er sjælden, da et eventuelt overskud af magnesium i kroppen udskilles via nyrerne. Udskillelsen reguleres af flere forskellige hormoner. De vigtigste af disse er biskjoldbruskkirtelhormonet (PTH) og aldosteron. Hvis indtagelsen via kosten er lav, udskilles mindre med nyrerne.

Hvem har øget risiko for magnesiummangel?

Der kan være mange forskellige årsager til magnesiummangel. En kostbetinget magnesiummangel kendes ikke hos mennesket, men mangel kan opstå i forbindelse med sygdom, og der vil samtidig være mangel på andre mineraler (for eksempel calcium og kalium).

Nogle årsager kan være:

  • Kronisk diarré (forhindrer eller nedsætter optag af magnesium via mave-tarm-kanalen).
  • Lavt fødeindtag (for eksempel ved slankekur).
  • Stort forbrug af alkohol.
  • Langvarig behandling med vanddrivende medicin.

Hvad er symptomerne på magnesiummangel?

Ved mildere grad af magnesiummangel vil man ofte slet ikke se nogle symptomer. Ved sværere magnesiummangel vil symptomerne ofte være meget forskellige eller blandet med mangelsymptomer på andre mineraler, for eksempel muskelsvaghed, nedsat appetit og generel træthed.

Egentlige tegn på, at man mangler magnesium, minder meget om de symptomer, der opstår ved calciummangel, det vil for eksempel sige rysten, kramper og mentale forstyrrelser.

Hvordan behandles magnesiummangel?

Først og fremmest skal årsagen til manglen findes og behandles. Dernæst skal man tilføre kroppen nyt magnesium. I mildere tilfælde kan man blot få mere magnesium via kosten. I sværere tilfælde skal man indlægges på hospitalet og have tilført magnesiumsulfat med et drop.

Hvad er symptomerne på overdosering af magnesium?

Overdosering kan medføre diarre. Overdosering med magnesium er meget sjælden og forekommer stort set kun i forbindelse med indtag af magnesiumholdige afføringsmidler eller hos personer med nyresygdomme.

Symptomerne kan være diarré eller i sværere tilfælde neuromuskulære udfald (for eksempel lammelser).

Er der noget, man bør være opmærksom på ved graviditet?

Gravide har et let øget behov for magnesium, hvilket er tilgodeset i vitaminpiller til gravide. Specielt hvis man samtidig har diabetes, er det vigtigt at fosteret får nok magnesium.

Magnesium har ingen kendt skadelig virkning på fostret.

Magnesium og medicin

Magnesium, danner uopløselige forbindelser med tetracyklin (antibiotika) og nedsætter optagelsen med op til 50 procent. Vent derfor tre timer mellem indtagelsen af tetracykliner og magnesium.

Får man receptpligtig medicin eller benytter håndkøbsmedicin i en længere periode anbefales det generelt, at man kontakter sin læge eller forhører sig på apoteket med hensyn til vitaminer og eventuelt vitamintilskud.

Læs mere om VITAMINER

Sidst opdateret: 20.05.2019