Hvem har smerter ved samleje?
God sex skal være en glæde, en fornøjelse og en nydelse. Noget
man kan gå og og drømme om og glæde sig til. Men så let er det ikke for alle.
På kvinder især kan det gøre meget ondt at have sex. Det, der skulle være en
lyst og en glæde, kan let blive forvandlet til et helvede, som man – hvis det
kan lade sig gøre – på alle måder prøver at slippe udenom.
Men det er selvfølgelig ikke løsningen at prøve at slippe uden
om, hvis man da ellers har lyst og trang til god sex.
Kvinder har oftere smerter ved samleje end mænd. Smerterne kan
være der i begyndelsen af samlejet, hele tiden eller bagefter. Smerterne kan
sidde et bestemt sted eller fylde hele underlivet. Og de kan deles op i ”ydre
smerter” lokaliseret til skridtet, skedeindgangen og skeden – og ”indre
smerter” omkring livmoderhals, livmoder, æggeledere, æggestokke eller den nedre
del af underliv og bækken.
Mænd har det lettere og de har sjældent smerter ved samleje, med
mindre de har
forhudsforsnævring eller betændelse i
i urinrøret, blærehalskirtelen eller i
testiklerne..
|
Hvilke typer af smerte kan der være tale om?
-
Kollisionssmerter er smerter, der udløses, når penis støder mod
det eller de ømme steder i underlivet hver gang eller ved bestemte
samlejestillinger.
-
Smerter, der opstår på vej mod eller under orgasmen.
-
Smerter, som kommer senere, måske dagen efter
samleje.
-
Sviende og skærende smerter eller ømhed i skede og
skedeindgang.
-
Smerter og sammensnøring i skedeindgangen, hvor musklerne
ufrivilligt trækker sig sammen, så det er umuligt at gennemføre samleje
(vaginisme eller ”skedekrampe”.
|
Hvad skyldes kollisionssmerter?
Hvis penis rammer et ømt sted i underlivet (kollision), gør det
ondt. Der er tale om ”indre smerter”, som det kan være vanskeligt for kvinden
at lokalisere – og der er mange muligheder. Kollisionsømhed kan skyldes
infektion, vandsvulst på en æggestok, bagoverbøjet livmoder eller en stor
livmoder, som sidder i vejen. Det kan også skyldes en tilstand, man kalder
endometriose.
|
Hvad skyldes smerter på vejen mod og under orgasme?
Det, som skulle være en fryd, kan ende som et mareridt. Det hele
starter måske meget hyggeligt og behageligt, men efterhånden som spændingen
stiger, begynder det at gøre ondt. En gang imellem så meget, at I må stoppe op
med samlejet eller i hvert fald holde pause. Andre gange kan det slet ikke lade
sig gøre at fortsætte. Helt ekstremt bliver det, hvis smerten sætter ind
samtidig med orgasmen, så de frydefulde fornemmelser bliver til krampagtige
smerter.
Disse smerter stammer næsten altid fra spændte, ømme muskler i
bækkenbunden og på bækkenvæggene. Muskler, som du ikke selv er i stand til at
bedømme og føle, og som du ikke som andre muskler er i stand til at styre,
spænde og afspænde efter behov.
Muskelsmerterne er nok de hyppigste, når man taler om
samlejesmerter. Spændinger i bækkenets muskulatur giver efterhånden ømme
muskler, som man kender dem andre steder i kroppen. Det man kalder
infiltrationer eller myoser – for eksempel i skulderen og nakken. Det er det
samme – det er blot lokalisationen, der er forskellig.
Måske kan kvinden ikke mærke de ømme muskler i bækkenet til
daglig, men når hun så i forbindelse med sex bevidst eller ubevidst spænder,
kan hun mærke det.
Der kan også komme smerter ved for eksempelunderlivsbetændelse. Betændelsen
svinder i løbet af en uge, men der er stadig smerter i underlivet og måske især
ved samleje.
|
Hvad skyldes sviende eller skærende smerter i
skedeindgangen?
Hvis du har sviende eller skærende smerter i skedeindgangen og
skeden, kan der være tale om
skedekatareller urinvejskatar
forårsaget af mikroorganismer som bakterier eller svampe. Ved en undersøgelse
hos lægen kan det måske afklares, hvad der er i vejen, så kvinden kan få noget,
der lindrer eller fjerner smerterne.
|
Hvad skyldes smerter og sammensnøring i skedeindgangen?
Der kan være mange årsager og forklaringer. Lidelsen – eller
tilstanden – kaldes vaginisme , som med et mindre heldigt udtryk på dansk
kaldes skedekrampe. Men der er ikke tale om en krampetilstand. Blot en
ufrivillig muskelsammentrækning, som ofte viser sig allerede ved det første
forsøg på samleje og som måske forværres for hvert mislykket forsøg, fordi
usikkerhed og efterhånden svigtende tro på, at det overhovet kan lade sig gøre,
får det hele til at stramme ekstra til.
Det kan være en god idé, at man sammen med sin partner taler med
lægen om det og eventuelt bliver henvist til en gynækolog eller til en sexolog,
som har forstand på de dele. Det er ikke blot kvinden, der har et problem, det
har begge parter. Derfor skal det også løses i fællesskab.
Behandlingen kan bestå i såkaldt autodilatation eller udvidelse
med plaststave i stigende tykkelse, som kvinden lærer selv at indføre i rolige
omgivelser hjemme og uden anspændthed i form af samtidig seksuel aktivitet. Når
hun selv kan klare det, skal kæresten eller partneren også prøve at lære det,
for han er selvfølgelig lige så bange for, at det skal gøre ondt ved samleje
som kvinden er. Udvidelsen sker uden vold og smerte og har til formål at fjerne
din angst, og lære dine muskler at slappe af i skedeindgangen, når noget bliver
puttet ind. Det har også til formål at give kvinden selvtillid og tro på, at
det kan lade sig gøre.
|
Hvordan behandles muskelsmerter ved samleje?
Hvis kvinden er presset arbejdsmæssigt, familiemæssigt eller
måske seksuelt, er det også en naturlig reaktion, at hun ubevidst spænder
muskler i underlivet. Og ved samleje opstår en overbelastning, som giver sig
til kende ved krampagtige smerter under eller måske især efter samleje også
dagen efter.
-
Det er klart, at smertestillende medicin og de såkaldte
gigttabletter kan lindre smerterne, men de forsvinder sjældent som følge af de
smertestillende midler og er derfor kun en midlertidig nødløsning.
-
Vigtigst er nok, at man lader sig undersøge. Ved en
gynækologisk undersøgelse kan andre
sygdomme og tilstande, som medfører smerter, måske udelukkes, ligesom lægen
sikkert kan overbevise kvinden om, at det er musklerne, der er ømme.
-
Så kommer det svære, som er at flytte årsagen til smerterne hen
på rette sted, nemlig uden for kroppen. Samtidig skal man lære sine muskler at
kende og bruge dem rigtigt. En afspændingspædagog eller fysioterapeut vil kunne
hjælpe godt på vej.
|
|