 |  |
Hvordan skal jeg hjælpe min psykisk syge svigerdatter? |
 |
 |
|
Spørgsmål
Kære Netdoktor
Nu det ikke mig selv det omhandler, men min svigerdatter. Min
svigerdatter, har diagnosen paranoid skizofreni, de begge bor hos mig, og
desværre er det begyndt at give problemer. Hun er stoppet med sin medicin (
zyprexa 2,5 mg ), som egentlig hjalp hende rigtig godt og min søn har desværre
ingen forståelse omkring hendes sygdom. Det har jeg, da jeg er uddannet inden
for sundhedsvæsenet, men det er så svært at være professionell, da hun er meget
tæt på mig.
Lige for tiden, har hun det meget svært og jeg kan ikke få dem
begge til at forstå, at det så vigtigt, at hun påbegynder sin medisinske
behandling igen. Hun ser ting komme ud af speglet oghun har en enorm lyst til
at gøre skade på sig selv samtidigt med alle de stemmer hun er begyndt at høre.
Jeg har ydermere en datter på 11 år som bor her, og hende er jeg
jo nødt til at tage hensyn til også. Hele min svigerdatters sygdom, påvirker
både min datter på 11 og mig selv, men mest har jeg lyst til at sige til dem
begge at de må finde et andet sted at bo. Men kan jeg det? Det skal lige siges
at jeg selv er i en behandling for deppresion, nok derfor det påvirker mig
ekstra meget. Desværre vil min søn og svigerdatter ikke i kontakt med distrikt
psykiatrin. Hvordan kan jeg bedst hjælpe dem? Håber i kan finde ud af mii
rodede brev.
Med venlig hilsen en spørger
|
Svar
Kære Spørger
Du skriver, at du håber, at vi kan finde ud af dit "noget rodede
brev". Jeg synes skam ikke, at det er rodet, men jeg kan godt se, at du står i
en meget svær situation. Du skriver at din søn og svigerdatter bor hos dig og
din 11 årige datter. Din svigerdatter lider af skizofreni og efter at hun er
holdt op med at tage sin medicin, er hun begyndt at høre stemmer, oplever
synshallucinationer hvor hun ser ting komme ud af spejlet og har tanker om at
skade sig selv og da hun er ikke indstillet på tilknytning til
distriktspsykiatrien eller andre, får hun faktisk hverken behandling eller
støtte udover hvad du kan give hende og din søn.
Situationen i hjemmet er uholdbar da både din datter og du er
meget påvirkede af hele situationen - naturligvis for dit vedkommende i ekstra
grad, da du selv er i behandling for depression. Du overvejer, om du skal
"sætte dem stolen for døren" - altså bede din søn og svigerdatter finde et
andet sted at bo, men er bange for konsekvenserne heraf. For mig at se, er der
ingen tvivl om, at din svigerdatter trænger til behandling, både medicinsk og
socialpsykiatrisk. Det hun oplever, viser, at hun er psykotisk, og så er det
altså nødvendigt med antipsykotisk medicin - og heldigvis er det medicin, som
virker mod de forfærdelige oplevelser hun har. Når man skal i medicinsk
behandling, er det jo nødvendigt, at man går til lægen og får en recept. Hvis
din søn og svigerdatter ikke er indstillet på kontakt til distriktspsykiatrien,
kunne de jo evt. opsøge jeres praktiserende læge. Hvis denne er indstillet på
at varetage behandlingen, er det jo fint, alternativt kunne lægen viderehenvise
til en privatpraktiserende speciallæge i psykiatri. Jeg vil dog sige, at
behandlingstilbuddet i distriktspsykiatrisk regi, er meget bredere end hvad man
tilbydes hos de fleste speciallæger i psykiatri og praktiserende læger, da der
i distriktspsykiatrisk center også kan tilbydes hjælp til den sociale situation
- fx. hjælp til at finde bolig, for det lyder uholdbart, at de bor hjemme hos
dig.
Jeg kan godt forstå at du synes at det vil være næsten
umenneskeligt svært at bede dem flytte. Kunne du måske forlange, at de i det
mindste kontaktede den praktiserende læge som en forudsætning for at de kunne
bo hos dig. For at motivere dem, kunne du jo nævne, at du kan se, at din
svigerdatter er forpint, og det er der ingen grund til, når hun nu kan få
medicin som hjælper mod psykosen. Endvidere plejer det at være sådan, at
prognosen forværres, jo længere patienter med skizofreni har været psykotiske.
Det er jo faktisk synd, at din svigerdatter skal have det sådan, når hun nu kan
behandles - og naturligvis ærgerligt, at situationen i dit hjem skal være så
belastet når det nu kunne være anderledes. Jeg håber, at du kan få overtalt din
søn og svigerdatter til at kontakte praktiserende læge så behandlingen kan
blive genoptaget så du og din datter, din søn og svigerdatter alle kan få det
bedre.
Held og lykke med det
Hans Mørch
Speciallæge i psykiatri.
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
Sidst opdateret: 28.01.2010
|
|  |
|