Annonce
Hjernens opbygning og funktion
Af Carsten Reidies Bjarkam, MD, PhD, hjernekirurg og hjerneforsker

Hjernen er hovedcomputeren

Hjernen er nervesystemets hovedcomputer, som bearbejder de indkomne sanseinput, kontrollerer kroppens funktioner og er sæde for bevidst erkendelse og viljestyrede handlinger. Hjernen udgør således det højeste hierarkiske niveau i nervesystemet, som gør det muligt for det enkelte menneske at sætte sig udover de mere refleksbetingede handlemåder og instinkter, som bliver genereret i de laverestående dele af centralnervesystemet. Menneskets veludviklede hjerne udgør derfor det biologiske grundlag for vores mentale og intellektuelle processer, idet bestemte hjerneområder igennem menneskets udviklingshistorie har specialiseret sig til at udføre hukommelsesprocesser, sprog, bevidst sansning, højere tankeprocesser og viljestyrrede handlinger.

Hjernen er opbygget af nerveceller

Hjernen vejer hos den voksne cirka 1300 gram og udgøres af milliader af nerveceller, hvis forbindelsestråde danner et kompliceret netværk. I disse kredsløb udveksles nerveimpulser løbende, indkomne nerveimpulser fra sanseorganerne analyseres og nye nerveimpulser genereres med henblik på at stimulere kroppens muskler og kirtler. Dette er en meget energikrævende proces, og hjernen har derfor konstant et stort behov for tilførsel af ilt og næringsstoffer, hvilket hjernens blodkar sørger for. Kortvarig iltmangel vil således føre til, at hjernens funktion forstyrres, hvilket vil medføre sortnen for øjnene, besvimelse og ved længere tids iltmangel uoprettelig skade på hjernens nerveceller. Nervecellernes funktion understøttes af specielle støtteceller (gliaceller), som sørger for, at nervecellerne kan kommunikere uforstyret med hinanden. Desuden beskytter de nervecellerne mod udefrakommende mikroorganismer, betændelsestilstande og giftige stoffer.

Hjernens relation til resten af nervesystemet:

Hjernen er nedadtil sammenhængende med rygmarven via kraniets store udgangshul (foramen magnum). Herved kan nerveimpulser fra kroppens rygmarvsnerver nå hjernen, ligesom hjernen via sine nerveforbindelser til rygmarven kan kontrollere kroppens muskulatur og kirtler.

Hovedets sanseorganer og muskulatur knyttes derimod direkte til hjernen via hjernenerverne (kranienerverne), som træder ud igennem mindre huller i kraniet. Hjernens nerveceller er endvidere rige på receptorer, der direkte fra blodbanen kan styre kroppens temperatur, væskebalance og frisatte hormoner. Omvendt kan temperatur, væskebalance og hormoner også indvirke på, hvordan hjernen virker.

© Tegningen er baseret på illustration af
			 Birgitte Lerche fra CR Bjarkam, Neuroanatomi, Munksgaard Danmark, ISBN
			 87-628-0495-2.
Figur 1.1: Hjernens utrolige funktionalitet er først og fremmest betinget af storhjernens cellerige overflade benævnt hjernebarken (cortex cerebri) og de massive nerveforbindelser, som sammenknytter hjernebarken internt (sorte dobbeltpile) og eksternt med lavere liggende niveauer i centralnervesystemet (lyseblå dobbeltpile). Herved muliggøres en udtalt integration af indgående informationer og tilsvarende indvirkning på hjernestammens og rygmarvens mere simple og stereotype refleksadfærd. Tegningen er baseret på illustration af Birgitte Lerche fra CR Bjarkam, Neuroanatomi, Munksgaard Danmark, ISBN 87-628-0495-2.

Hjernen er omgivet af tre hjernehinder

Hjernen ligger velbeskyttet i kraniets indre hulrum, hvor den yderligere er omgivet af de tre hjernehinder, som udfra og ind benævnes den hårde hjernehinde (dura mater), spindelvævshinden (araknoidea) og slutteligt tæt klæbende til hjernens overflade den bløde hjernehinde (pia mater). Betændelse i hjernehinderne benævnes meningitis og kan have alvorlige konsekvenser, idet betændelsesprocessen ofte også rammer de tilstødende dele af hjernen.

Hjernens hulrum

I hjernens indre findes flere sammenhængende hulrum, hvori hjernerygmarvsvæsken (cerebrospinalvæsken, CSF) dannes. Denne væske forlader hjernens indre tæt på overgangen til rygmarven, hvorefter væsken løber langs hjernens og rygmarvens overflade, inden den opsuges i blodbanen. Såfremt væsken ikke kan flyde frit eller absorberes ordentligt, vil denne hobe sig op i hjernens indre og derved trykke på det omkringliggende hjernevæv. En sådan tilstand betegnes hydrocefalus. Hydrocefalus kan afhjælpes ved, at man lægger et dræn fra hjernens hulrum, som leder den overskydende væske over i bughinden, hvor den suges op. Ved mistanke om betændelsestilstande i hjernen eller dens omgivende hjernehinder, kan man endvidere udtage denne væske fra ryggen via en lumbalpunktur for at se, om denne rummer mikroorganismer eller andre betændelsestegn.

Storhjerne, en lillehjerne og en hjernestamme

Hjernen kan opdeles i en:

  • Storhjerne (cerebrum).

  • Lillehjerne (cerebellum).

  • Hjernestamme. Hjernestammen går nedadtil over i rygmarven (medulla spinalis) via kraniets store åbning foramen magnum.

© Tegningen er baseret på illustration af
			 Birgitte Lerche fra CR Bjarkam, Neuroanatomi, Munksgaard Danmark, ISBN
			 87-628-0495-2.
Figur 1.2: Fotografi af menneskehjerne delt i midtlinien og set indefra. Hjernen kan yderligere inddeles i en storhjerne, en lillehjerne og en hjernestamme som vist på billedet. Tegningen er baseret på illustration af Birgitte Lerche fra CR Bjarkam, Neuroanatomi, Munksgaard Danmark, ISBN 87-628-0495-2.

    Storhjernen

    Storhjernen kan yderligere inddeles i to hjernehalvdele (hemisfærer). Hver hjernehalvdel består af en pandelap, en isselap og en nakkelap samt en tindingelap. Storhjernens cellerige overflade kalder man hjernebarken (cortex cerebri). Hjernebarken er sæde for bevidst erkendelse og viljestyret adfærd samt højere kognitive processer såsom tale og hukommelse. Storhjernen er også sæde for basalganglierne, som blandt andet har stor betydning for evnen til at planlægge og igangsætte bevægelser. I storhjernens indre findes endvidere 2 store kerneansamlinger, benævnt thalamus og hypothalamus. Thalamus er tæt relateret til hjernebarken, mens hypothalamus overordnet regulerer funktionen af vores indre organer og bl.a. kontrollerer dette via sin indflydelse på hypofysen, som ligger lige under hypothalamus.


    Lillehjernen

    Lillehjernen har stor betydning for koordination af bevægelser og er, via massive nerveforbindelser, tæt relateret til hjernestammen.


    Hjernestammen

    Hjernestammen kan yderligere inddeles i en øvre midthjerne ( mesencephalon ), en midterste hjernebro (pons), der bagtil er sammenhængende med lillehjernen, samt en nedre forlængede marv ( medulla oblongata), som nedadtil går over i rygmarven. Hjernestammen er ansvarlig for den automatiske kontrol af vores indvolde og motorik, ligesom den via sine nerveforbindelser til storhjernen har stor betydning for vores bevisthedsniveau og psykiske velbefindende.

Bevidsthed og tanker er hjerneprocesser

Bevidst erkendelse af omverden og en selv kræver, at sanseinput fra kroppens sanseorganer ledes til hjernebarken, hvor enkelte grupper af nerveceller repræsenterer de forskellige sanseinput. Isselappens sensoriske hjernebark rummer således en repræsentation af vores krop (en sensorisk homonculus) svarende til antallet af nerveender, der er placeret i de forskellige kropsdele. På samme måde opbygger vi i løbet af vores tidlige leveår (under indflydelse af såvel genetiske som miljøbetingede faktorer) lignende repræsentationer for sprog, tal, hukommelse, adfærd og personlighed i forskellige hjernebarksområder. Udviklingen af nye tanker og forestillinger vil hernæst ske ved at, at de etablerede repræsentationer elektrisk påvirker hinanden via nervecellernes udløbere.

Symptomerne ved hjernesygdomme

Hjernesygdomme er hyppige og ofte alvorlige, da de medfører forstyrret hjernefunktion og uopretteligt tab af hjernens nerveceller. Da forskellige hjernedele har forskellige funktioner vil symptomerne imidlertid afhænge af, hvor sygdommen eller skaden sidder.

Skader i hjernebarken vil således kunne medføre tab af bevidst sansning og spastisk lammelse, ligesom skader i storhjernens forreste og underste dele (pande- og tindingelap) ofte vil medføre personlighedsændringer og hukommelsesbesvær.

Skader i storhjernens venstre hemisfære vil ligeledes ofte medføre sprogforstyrrelser (afasi). Skader i storhjernens dybere dele vil derimod først og fremmest medføre bevægeforstyrrelser (basalganglierne) eller hormonelle problemer (hypothalamus).

Lillehjerneskader manifesterer sig i særlig grad ved manglende evne til at koordinere og styre sine bevægelser.

Hjernestammeskader er ofte direkte livstruende, idet centre, som styrer vejrtrækning og hjerterytme, rammes.

Læs mere om HJERNE OG NERVESYSTEM


Sidst opdateret: 27.08.2009










SYGDOMME FRA A-Å
KLIK PÅ DET BOGSTAV SYGDOMMEN STARTER MED
ABCDEFGHIJ
KLMNOPQRST
UVWXYZÆØÅ
Søg på symptomerTjek din medicin
Spørg lægenSpørg i debatten
NYT OM SYGDOM OG SUNDHED HVER UGE
Få Netdoktors nyhedsbrev
- helt gratis!
www.netdoktor.dk

Til dig fra Netdoktor

Nyheder fra Videnskab.dk

Oplysningerne må på ingen måde tages som erstatning for kompetent professionel rådgivning eller behandling af uddannet og godkendt læge. Indholdet på NetDoktor.dk må ikke og kan ikke bruges som basis for at stille diagnoser eller fastlægge behandling. Brugerbetingelser: Vigtige juridiske informationer - Læs også NetDoktors privatlivspolitik.

The documents contained in this web site are presented for information purposes only. The material is in no way intended to replace professional medical care or attention by a qualified practitioner. The materials in this web site cannot and should not be used as a basis for diagnosis or choice of treatment. Click here - Conditions for use - Important legal information.

NetdoktorMedia :: C/O Berlingske Media :: Pilestræde 34 :: DK-1147 København K
Tlf. 33 17 92 50 :: CVR: 28 68 61 37 :: Ophavsret :: Generelle handelsbetingelser
© Copyright 1998-2014 NetDoktor.dk - All rights reserved
NetDoktor.dk is a trademark