 | |
| Stråling fra radioaktive stoffer |
|
|
Af Lars
Thorbjørn Jensen, speciallæge i klinisk
fysiologi og nuklearmedicin
|
Hvad er stråling?
 |
|
Ioniserende stråling
Eksempler på ioniserende
stråling:
Røntgenstråling (røntgenapparater, CT-skannere), gammastråling
og betastråling.
Eksempler på ikke- ioniserende
stråling:
Sollys, mikrobølger, radiobølger
|
|
|
Stråling er udsendelse af energi i form af partikler eller
bølger. Det kan for eksempel være varme, lys eller røntgenstråling. Man skelner
mellem ioniserende stråling og ikke-ioniserende stråling afhængig af, hvor
meget energi strålingen indeholder.
Ioniserende stråling (udtales joniserende stråling) er så rig på
energi, at den kan påvirke menneskers celler, enten ved at ødelægge molekyler
eller ved at danne nogle kemiske stoffer, der kan reagere med molekylerne.
Derfor kan ioniserende stråling være farlig. Radioaktivitet er ioniserende
stråling fra ustabile former af grundstoffer. Alle grundstoffer findes i
ustabile (radioaktive) former, og cirka tre fjerdedele af alle grundstofferne
findes også i stabile (ikke-radioaktive) former. Røntgenstråling er også
ioniserende stråling, men i modsætningen til radioaktivitet, kan man tænde og
slukke for et røntgenapparat, mens ganske små mængder røntgenstrålingen fra
rummet konstant er til stede.
|
Hvornår udsættes mennesker for stråling?
|
|
Læs om situationen i Japan
|
|
|
Radioaktive stoffer er en naturlig del af jorden. Vi bliver
derfor alle naturligt udsat for stråling fra radioaktive stoffer og den
naturlige baggrundsstråling har ikke større betydning for vores helbred.
Baggrundsstrålingen er i Danmark på 3 millisievert (måleenhed for ioniserende
stråling) per år. Desuden vil mange af os også opleve at blive udsat for små,
kontrollerede mængder ioniserende stråling, hvis vi får taget
røntgenbilleder eller
gennemgår en
CT-scanning. Det har
ikke større betydning for kroppen, men man skal undgå unødvendige
undersøgelser.
|
Hvornår bliver stråling fra radioaktive stoffer
farlige?
Strålingen fra radioaktive stoffer bliver først farlig for os,
hvis vi bliver udsat for større strålingsdoser. Fra cirka 500 millisievert og
opefter, kan der komme synlige skader, hvilket der kan være risiko for, hvis
man opholder sig på et atomkraftværk, hvor der sker en ulykke. Fra doser på
1.000 til 2.000 millisievert kan bestrålingen være livsfarlig, mens man ved
doser over 10.000 millisievert næppe vil overleve.
|
Hvordan spredes radioaktive stoffer?
Kroppen kan blive udsat for radioaktivitet enten ved, at man
opholde sig i nærheden af en radioaktiv kilde, eller ved at man får den ind i
kroppen. Da man kan måle radioaktiviteten, vil det som regel være muligt at
fjerne sig fra strålingskilden, eller at fjerne eller indkapsle kilden. Men
indånder eller spiser man radioaktive stoffer, kan man optage så megen
radioaktivitet, at det kan give skader.
Hvorvidt man bliver syg afhænger alene af den samlede
stråledosis, og ikke af om man får den gennem lungerne, maven eller fra en ydre
kilde. Derimod er der forskel på hvilke organer, der bliver påvirket afhængig
af bestrålingsmåden og det radioaktive stof.
Et større udslip af radioaktivitet til luften vil typisk kunne
forurene jord, planter og drikkevand. Hvor stor den radioaktive forurening er,
afhænger af vind og vejrforhold. Det betyder derfor, at det område, der bliver
forurenet, kan være af meget vekslende størrelse.
Hvis radioaktiviteten lander i havet, vil der, i modsætning til
på landjorden, ske en hurtig fortynding, hvorved skadevirkningen bliver meget
mindre.
Da man er i stand til at måle meget små ændringer i strålingen,
vil det ofte være muligt at måle stigninger i niveauet af radioaktivitet meget
langt fra udslippet. I disse tilfælde vil strålingen ikke udgøre nogen fare for
sundheden.
|
Hvornår skader stråling fra radioaktive stoffer
kroppen?
Hvis man bliver udsat for stråling fra radioaktive stoffer, der
kan udgøre en sundhedsmæssig risiko, kalder man det for stråleskader. Ved små
stråledoser, typisk under 3-400 millisievert, er der ingen synlig skade, men
derimod en forhøjet risiko for, at man vil blive syg senere – typisk af
kræft.
Ved doser over 500 millisievert, vil der med stor sandsynlighed
være en reel skade, og ved doser over 1.000 millisievert vil der næsten altid
være skade. Med stigende doser vil skaden blive større.
|
Hvilke typer stråleskader findes der?
Der findes tre typer stråleskader, der kan opstå, hvis man har
været udsat for en høj stråledosis fra radioaktive stoffer:
1: Stokatiske skader:
Ved stokastiske skader er stråledosis så lav, at der ikke med
sikkerhed kommer skade, men risikoen for senfølger i form af kræft eller
forkalkningssygdom er øget.
2: Deterministiske skader:
Ved deterministiske skader er stråledosis så høj, at der med
sikkerhed kommer en skade. Skadens omfang afhænger af dosis, og hvilket væv der
bliver udsat. Typisk er det huden, der får den højeste dosis, og det kan
medføre rødmen på huden, at håret falder af kroppen eller at vævet bliver stift
og uelastisk som et ar eller eventuelt helt dør. Kroppens forskellige organer
har forskellig følsomhed for ioniserende stråling. Organer, hvor cellerne
udskiftes ofte (for eksempel knoglemarv, tarm og lunger), er mest følsomme over
for ioniserende stråling, mens for eksempel hjernens strålefølsomhed er lav,
fordi hjerne-og nerveceller sjældent bliver udskiftet.
3: Fosterskader
Er man gravid og bliver udsat for stråling fra radioaktive
stoffer, kan der ske fosterskader. Både stråledosis og fosterets alder har
betydning for skaden. Fosteret er særligt skrøbeligt i ugerne 7- 15, men efter
15. uger falder risikoen væsentligt.
Forløbet efter en stråleskade er typisk præget af to
sygdomsfaser, hvor den første fase er kendetegnet ved irritation af vævet
efterfulgt af en periode (dage til år), hvor sygdommen vil være skjult, før den
egentlige skade/sygdom bryder ud.
|
Hvilke symptomer vil opstå ved stråleskader?
Det hyppigste og første symptom er kvalme. Tidspunktet fra
stråleudsættelse til opkastning bliver desuden brugt som et første mål for hvor
stor en stråledosis man har fået. De næste symptomer vil være appetitløshed og
diarré. Senere vil der komme øget risiko for infektioner og problemer med
opretholdelse af salt- og vandbalancen.
|
Kan man gøre noget for at forhindre stråleskader?
Er man tæt på en ulykke på et atomkraftværk og dermed kender til
risikoen for høje doser af stråling fra radioaktive stoffer, afhænger
sygdomsforebyggelsen netop af kendskabet til kilden.
Hvis man på forhånd ved, at der er en risiko for, at man vil
blive udsat for radioaktive jod-isotoper vil det være muligt at blokere
skjoldbruskkirtlen med ikke-radioaktivt jod, da det radioaktive jod kun bliver
optaget i skjoldbruskirtlen. Hvis man derfor indtager det ikke-radioaktive jod
12-24 timer før udsættelse af strålingen, vil 99 procent af det radioaktive jod
blive udskilt af nyrerne og derved fjernet fra kroppen.
Man ved, at det kun er børn og unge, der har risiko for at blive
syge ved indtagelse af radioaktivt jod, så det er dem der i givet fald skal
spise jodtabletter. Hvor meget jod man skal spise afhænger af alderen, hvorfor
det er vigtigt at kunne give den rigtige mængde.
Personer over 40 år har ikke i risiko for skader på
skjoldbruskkirtlen, og skal derfor ikke tage jodtabletter. Man skal ikke spise
jodtabletter, med mindre der er en reel risiko for at blive udsat for
radioaktivt jod, da der er bivirkninger i form af risiko for forhøjet
stofskifte. Desuden er der to sjældne hudsygdomme (dermatitis herpetiformis og
hypokomplementær urtikariel vaskulitis) hvor man ikke skal spise jodtabletter.
Man skal altså ikke tage jodtabletter ”for en sikkerheds skyld”, men kun hvis
det bliver tilrådet af myndighederne.
|
Hvilken behandling giver man ved stråleskader?
Ved akutte stråleskader, der er meget sjældne, er det vigtigst
at give symptomatisk behandling, det vil sige blod, væske og antibiotika. Ved
indtagelse af radioaktive stoffer gennem lungerne eller mave-tarmkanalen, kan
udskillelsen fra kroppen forsøges øget med specifikke stoffer som for eksempel
farvestoffet Berlinerblåt, der kan binde nogle radioaktive stoffer og derefter
udskilles sammen med stofferne.
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
Sidst opdateret: 25.03.2011
|
| |
|
Flimmer for øjnene. 
