Annonce

Forskere: Lev lige så længe som supermotionisterne

Du kan træne mindre og stadig leve lige så længe som supermotionisterne ifølge et engelsk studie.

Du har nok oplevet, at ugen flyver så hurtigt forbi, at du ikke kan nå at afsætte tid til at dyrke motion i hverdagen og derfor bliver en såkaldt “weekendkriger,” der kun giver den gas på løbebåndet i weekenden. Selvom du måske føler, at du burde skrue op for frekvensen, viser et engelsk studie, at du roligt kan holde din træning til en gang eller to om ugen, når det kommer til at undgå livsforkortende sygdomme. Studiet viser nemlig, at du får de samme helbredsfordele som supermotionisterne, selvom du kun motionerer et par gange om ugen.  

Se også: Gevinster ved at motionere

Forlæng livet ved at træne to gange om ugen

Studiet er foretaget af en gruppe forskere fra Loughborough University i England med hovedforfatteren Gary O’Donovan i spidsen, der er ph.d. og forskningslektor i programmet “Motion som Medicin.” Studiet peger på at intens motion to gange om ugen, er lige så godt til at forebygge sygdomme som daglig træning.

Forskerne har analyseret data fra mere end 63.000 mennesker i England og Skotland. Deltagerne blev spurgt om, hvor ofte de dyrkede motion, og det viste sig, at hyppigheden af motion ikke er vigtigt, når det handler om at nedsætte risikoen for dødsfald fra kræft og hjertesygdomme. For dem der trænede et par gange om ugen faldt risikoen for en tidlig død med 30-34 procent i forhold til mennesker, der ikke dyrkede motion. For supermotionisterne, der trænede de fleste af ugens dage, blev risikoen for at dø tidligt formindsket med 35 procent. Der var altså kun en marginal sundhedsfordel ved at dyrke markant mere motion.

O'Donovan understreger dog, at undersøgelsen fokuserer på moderat til intens motion og at husarbejde og anden fysisk aktivitet ikke tæller med. Samtidig påpeges det også, at det dog er sundest at fordele sin træning ud over hele ugen, frem for kun at motionere intenst i weekenderne.

»Weekendkrigere og andre personer, der pakker al deres træning ind på blot én eller to dage, får muligvis alligevel tilstrækkelig træning til at reducere risikoen for hjerte-kar-sygdomme og cancer, på trods af at de ikke følger retningslinjerne for anbefalet ugentlig træning,« fortæller Gary O'Donovan i en pressemeddelelse.

Se også: Motion og hjerte-kar-sygdomme

Positiv effekt fra motion selvom den samles på færre dage

Idrætsforsker Kristian Overgaard fra Aarhus universitet støtter op om undersøgelsen. Han fortæller til Berlingske, at selvom man ikke motionerer 30 minutter dagligt, som Sundhedsstyrelsen anbefaler, får man stadig en positiv effekt, uanset om man samler motionen på færre dage.

Så hvis du er en weekendkriger, får du muligvis stadig træning nok til, at reducere risikoen for kræft og hjertesygdomme, ifølge det engelske studie. Dog er det vigtigt at fremhæve, at studiet kun handler om motion i forhold til dødelighed og ikke om generelt velvære.

Få flere nyheder om sundhed i Netdoktors nyhedsbrev


Kilder: JAMA Internal Medicine, Berlingske og Jyllands-Posten

Sidst opdateret: 19.04.2017