 |  |
Af Søren Thybo, speciallæge, og Christel Nellemann, stud.med.
|
Hvad er denguefeber?
Denguefeber - på engelsk Break Bone Fever - er en
influenzalignende virussygdom, som overføres med myg. Sygdommen findes udbredt
i mange tropiske områder og udgør en alvorlig trussel mod sundheden i
tredjeverdenslande.
Denguefeber er oftest en forholdsvis mild sygdom, men
infektionen kan også udvikle sig til to alvorlig tilstande: Dengue shock
syndrom (DSS) eller Dengue hæmorhagisk feber (DHF). Begge dele kan medføre
døden, hvis man ikke kommer under behandling. Der findes ingen vaccine eller
anden forebyggende medicin mod Denguefeber. Det eneste, man kan gøre, er at
forsøge at undgå myggestik, hvis man opholder sig i de egne af verden, hvor
Denguefeber findes.
|
Hvad skyldes denguefeber?
Denguefeber skyldes et virus, der hovedsageligt findes hos
mennesker, men som også kan angribe aber. Denguevirus er i familie med det
virus, som giver
gul feber. Der findes fire
undergrupper af denguevirus, som ligner hinanden. De to alvorlige udgaver af
sygdommen (Dengue Shock Syndrom og Dengue hæmorhagisk feber) skyldes en abnorm
kraftig immunreaktion hos mennesker, som først har haft en type dengue virus og
senere udsættes for et af de tre andre beslægtede dengue-vira.
Efter den første infektion udvikler personen antistoffer overfor
det første virus, men da det næste virus ikke er helt magen til, giver disse
antistoffer ingen beskyttelse. Tværtimod får virus nummer to bedre muligheder
for at trænge ind i visse af immunforsvarets celler. Sker det, frigører disse
celler en masse signalstoffer, og resultatet bliver en abnormt kraftigt
reaktion fra immunforsvaret.
Det er en alvorlige tilstand, hvor de mindre blodkar beskadiges
og blodets evne til at størkne nedsættes, så personen risikerer store indre
blødninger - deraf navnet hæmoraghisk feber (hæmoragi betyder blødning). Ved
Dengue Shock Syndrom udvikler personen kollaps af kredsløbet, fordi plasma
lækker fra de beskadigede blodkar ud i de omgivende væv.
|
Hvordan smitter denguefeber?
Virus overføres mellem mennesker ved en bestemt myg, Aedes
egyptii, som også kan sprede gul feber. Denne myg stikker om dagen. Smitten
sker, når en myg stikker et menneske, som har virus i blodet. Derefter bliver
myggen selv inficeret og kan nu sprede dengueviruset til andre mennesker.
Muligvis kan aber også fungere som værter for virus.
|
Hvor findes denguefeber?
Denguevirus findes udbredt overalt, hvor myggen findes. Det vil
sige tropiske områder med nok fugtighed til at myggen kan overleve. Sygdommen
er således spredt i over 100 lande, hvor 2,5 milliarder mennesker er udsatte.
Den alvorlige DHF ses ofte i Asien og på det sydamerikanske subkontinent. På
verdensplan er sygdommene i stigning.
Sygdommen rammer især børn hårdt. Hvert år indlægges i alt cirka
500.000 mennesker med DHF eller DSS, heraf er 9 ud af 10 børn. Dengue feber er
den vigigste årsag til hospitalsindlæggelse af børn i mange tropiske lande. I
Danmark har Statens Seruminstitut registreret 20-30 tilfælde af denguefeber hos
hjemvendte rejsende. Men man regner med, at dette tal kun udgør en lille del af
dem, der har haft sygdommen, mens de rejste.
|
Hvordan føles denguefeber?
Der går 3-16 dage fra man smittes til sygdommen bryder ud
(inkubationstiden). Det engelske navn for sygdommen, Break Bone Fever, hentyder
til de kraftige muskelsmerter. Sammen med den høje
feber, ligner det en alvorlig
influenza. Der kan også komme rødt
udslet, som ligner udslettet ved
mæslinger og
skarlagensfeber. Sygdommen varer
seks-syv dage, hvorefter man bedres.
|
Faresignaler
-
Ved unormale immunreaktioner kan blodets evne til at størkne
påvirkes, og der kan udvikles Dengue hæmoragisk feber, DHF, som er kendetegnet
ved alvorlige spredte blødninger. Dødeligheden er cirka fem procent.
-
Dengue shock syndrome er som navnet siger udvikling af en
shocktilstand, hvor kredsløb og vejrtrækning er påvirket. Det er alvorligt og
kræver hurtig behandling.
|
Hvad kan man selv gøre?
Det bedste, man kan gøre, er at
undgå myggestik. Specielt skal man
sørge for at fjerne eller tildække vandbeholdere, skåle og lignende, hvor der
er vand som myggelarver kan udvikles i. Desuden kan man nedsætte risikoen for
at blive stukket ved at sprøjte boligen indendørs med insektmiddel, der er
egnet til dette. For eksempel pyrethrummiddel Myggen stikker især tidlig morgen
og hen på eftermiddag/tidlig aften.
Der findes ingen vaccine mod denguefeber, men der er et stort
arbejde igang inden for WHO for at udvikle en vaccine mod
denguevirus.
|
Hvordan stiller lægen diagnosen?
Ofte vil en læge med erfaring i tropiske sygdomme kunne stille
diagnosen blot ved at undersøge og tale med den syge samt ved at tage simple
blodprøver. Den endelige bestemmelse
af sygdommens årsag fås ved at tage en blodprøve og påvise specifikke
antistoffer mod denguevirus. Disse antistoffer kan dog først påvises efter
fem-seks dages sygdom.
|
Hvordan behandler man denguefeber?
Der findes ingen midler, som virker mod virus. Da man ikke har
noget middel mod selve virus, er lægen henvist til at give behandling, der
retter sig mod symptomerne:
-
Dengue Hæmoragisk Feber og Dengue Shock Syndrom kræver altid
behandling på hospitalet.
-
Er der væskemangel, rettes det med væsketerapi.
-
I milde tilfælde af dengue feber kan smerterne lindres med
smertestillende håndkøbsmidler.
-
Høj feber kan behandles med afkøling og paracetamol, som også
virker smertestillende. Man bør ikke behandle sig selv med acetylsalicylsyre
eller andre salicylater, fordi det sænker blodets evne til at størkne og kan
irritere maven og forårsage syreforstyrrelse.
|
|
|
|
|
Kilder
Medicinsk kompendium, 15. udgave
WHO hjemmeside om dengue feber:
who.int/ith/english/dengue.htm
Medical Microbiology, 3th edition.
|
|
Sidst opdateret: 13.12.2001
|
|  |
Netdoktor Babyklub
Er du gravid eller nybagt forælder? Læs om graviditet, fødsel,
amning, søvn, sund kost, modermælkserstatning, børnesygdomme og meget mere i
Netdoktor Babyklub.
Deltag også i en mødregruppe og i debatterne, hvor du kan
udveksle erfaringer med andre gravide og nybagte forældre.
Gå til
Babyklubben
|
|