 | |
Af Søren Thybo, speciallæge, og Christel Nellemann, stud.
med.
|
Hvad er rabies?
Rabies, eller hundegalskab, er kendt i Danmark, som en sygdom,
der gør hunde, kvæg, flagermus og andre dyr syge, aggressive og til sidst slår
dem ihjel. I Danmark er sygdommen de seneste år kun fundet hos flagermus, men
sygdommen kan ramme både dyr og mennesker.
Rabies skyldes et
virus, som blandt andet angriber
nervesystemet og senere udskilles i spyt. Når dyret bliver sygt, kan det finde
på at bide, og mennesker smittes da også oftest ved bid fra hunde, flagermus og
aber.
Rabies er med rette frygtet, for når symptomerne begynder, nogen
tid efter at man er blevet bidt, kan sygdommen ikke helbredes og ender altid
dødeligt. Heldigvis kan rabies forebygges med
vaccine, og selv hvis er man blevet
bidt, findes der som regel meget gode muligheder for ved hjælp af vaccine at
forebygge udvikling af sygdommen.
|
Hvad skyldes rabies?
Rabies skyldes virus som i sidste ende angriber og ødelægger
hjernevæv. Rabiesvirus er god til at skjule sig for immunforsvaret, og der
udvikles ikke rigtig noget immunsvar, så kroppen har svært ved selv at bekæmpe
virus.
Når virus efter et bid er kommet fra musklernes nervebaner ind i
centralnervesystemet (CNS), kopierer virus sig selv hurtigt og spredes til
mange dele af hjernen. Der udvikles en
hjernebetændelse og mange af CNS
funktionerne påvirkes. Virus spredes via nervebanerne ud i flere væv i kroppen,
blandt andet hud, slimhinder og spytkirtler.
|
Hvordan smitter rabies?
Rabies er en klassisk zoonose. Det vil sige en sygdom, der
smitter direkte fra dyr til dyr og fra dyr til mennesker.
Påvirkningen af hjernen giver blandt andet en aggressiv adfærd,
som kan få dyret til at angribe og bide uden provokation.. På den måde kan
virus sprede sig via dyrets spyt til vævet på det dyr, som bliver bidt. Her
trænger det ind i nerveceller og transporteres langsomt til hjernen. I teorien
kan spyt på slimhinder og små åbne sår også være indgangsport for
rabiesvirus.
I princippet kan alle varmblodede dyr smittes, men hunde, ræve,
katte og aber er det mest almindelige. Herhjemme, hvor husdyr vaccineres, og
man forsøger at holde kontrol med rævebestanden, er det især flagermus, som er
mulig smittekilde.
|
Hvor findes rabies?
Rabies findes spredt over alle fastlandsområder i Asien, Amerika
og Afrika. Også Grønland og mange lande i Europa har rabies i deres
dyrepopulationer, således når udbredelsen af virus op i Sønderjylland, mens
Sverige, Norge og Storbritannien er fri for rabies. Det gælder også Japan,
Australien og New Zealand.
Forståeligt nok vil de pågældende lande meget gerne beholde
deres status uden rabies. Der findes derfor en del kontrolforanstaltninger ved
indførelse af dyr.
I 1999 blev 76 mennesker i Danmark behandlet med rabiesvaccine
efter bid. De 60 frygtede, at de var blevet smittet under ophold i udlandet. I
Danmark blev de fleste udsat for mulig smitte af flagermus, mens hunde var
synderen i de fleste øvrige tilfælde.
På verdensplan regner WHO med, at 10 millioner mennesker per år
har fået behandling efter at have været udsat for rabies. Man regner med, at
40.000-70.000 mennesker dør af sygdommen hvert år, heraf mange i
Indien.
|
Hvordan føles sygdommen?
Der kan går fra tre uger til tre måneder fra smitte til
symptomerne begynder (inkubationstiden), men i enkelte tilfælde kan det være op
til flere år. Selvom man bliver bidt af et dyr, der har rabies, er det ikke
sikkert at man bliver smittet.
-
Den latente fase mellem biddet og de første symptomer. I denne
periode har personen ingen symptomer på sygdom.
-
Prodrom fase (optakten): I denne periode kan der være
feber,
opkastninger
og
appetitløshed,
hovedsmerter, samt smerter ved det oprindelige bid.
Det autonome nervesystem påvirkes. Dette viser sig som rigelige mængder spyt og
tårer.
-
Den neurologiske fase: I denne fase kan der være lammelser,
specielt kommer der spasmer i spiserøret, og det bliver
vanskeligt at synke. Den ramte udvikler af samme grund
en skræk for vand og bliver angst og hyperaktiv. Det er i denne fase at dyrene
er 'gale' og bider. Symptomer på
hjernebetændelse viser sig med
tiltagende ukontrollerede bevægelser, forvirring, delir og tilsidst
døden.
|
Hvis der først er udviklet synlige symptomer, er dødeligheden
nær 100 procent.
|
Hvad kan man selv gøre?
I alle tredjeverdenslande kan man holde sig fra løsgående hunde
og aber. Generelt skal man ikke samle syge dyr op. Herhjemme kan det måske være
fristende at samle en flagermus op, som ligger og basker forvildet på
jorden.
Hvis man har meget kontakt til dyr og bor i land med høj
forekomst af rabies, kan man blive vaccineret forebyggende.
|
Hvordan behandles rabies?
Man bruger både vaccine til at forebygge rabies og til at
behandle, hvis man er blevet bidt af et dyr med rabies.
Vaccination efter dyrebid
-
Det er vigtigt, at såret vaskes omhyggeligt med rigelige
mængder vand og sæbe for at undgå betændelse.
-
Hvis dyret kan være smittet med rabies, skal såret behandles
hos en læge, også selv om man er vaccineret. Der skal da påbegyndes
vaccination, som gentages fem-seks gange over en periode på 28-90 dage (længst
ved flagermus-bid). Desuden skal der gives en indsprøjtning med immunglobulin
rettet mod rabiesvirus. Den gives dels i sårets omgivelser, dels som en
indsprøjtning i en muskel.
-
Man skal også huske at tænke på, om man er tilstrækkeligt
dækket ind med hensyn til
stivkrampevaccination.
Forebyggende vaccination
Forebyggende vaccination gives før, man har været udsat for
smitte. Denne vaccination anbefales specielt til personer, der arbejder med dyr
i lande med høj forekomst af rabies.
Vaccinen gives som en indsprøjtning, der indeholder dræbt
rabiesvirus. Man skal have tre stik i alt, de første to med en uges mellemrum,
derefter skal man vente tre uger, til sidste stik gives. Så beskytter
vaccinationen i fem år.
Det er vigtigt at huske, at man på trods af den forebyggende
vaccine alligevel skal til læge, hvis man er blevet bidt af dyr med rabies. Man
skal da i givet fald vaccineres to gange.
|
Hvordan stiller lægen diagnosen?
I tredjeverdenslande stiller lægen ofte diagnosen ud fra, hvad
den syges pårørende kan fortælle og det karakteristiske
sygdomsbillede.
Herhjemme vil lægen fastslå diagnosen endeligt ved at sende
vævsprøvertil
laboratorier, hvor virus kan påvises i vævet. Hos dyr stiller man diagnosen ved
at påvise virus i prøver fra hjernevævet på det døde dyr.
|
|
|
|
|
|
Sidst opdateret: 01.01.2002
|
| |
Bliv medlem af Netdoktor
Du skal være medlem, hvis du
vil:
- starte din egen dagbog
- deltage i Netdoktors debatter
- få Netdoktors nyhedsbrev.
Det er nemt og gratis at blive medlem.
Start
her.
|
|
