 |  |
Den seksuelle lyst - og manglen på samme |
 |
 |
|
Hvornår begynder den seksuelle lyst?
Den seksuelle lyst er der livet igennem. Fra vi bliver født –
og måske før end det – og til vi lukker og slukker. Den er der bevidst og
synligt, og den er der ubevidst. Den er der i dagens drømme og i nattens med.
På det punkt er alle mennesker ens, selv om vi er forskellige på mange andre
punkter.
Den seksuelle lyst er en ur-drift og ur-kraft, som er nødvendig
for livets opretholdelse. Driften skal stilles lige som tørsten og sulten og
den friske luft til lungerne. Den seksuelle lyst og udfoldelse er altså en
naturlig del af livet og den enkeltes tilværelse.
Selv om seksualiteten er placeret i ethvert menneske, skinner
den ikke altid lige meget igennem. Vi er forskelligt indrettet, og vores
appetit på livet, livsudfoldelse og sex er også forskellig fra person til
person. Det har noget at gøre med det enkelte menneskes personlighed. Og det
kan være præget af forskellig opdragelse eller tildragelser i livet.
Selv de mindste børn har en seksuel trang, som de kommer i møde
og tilfredsstiller på forskellig, ubevidst måde. De er nysgerrige og kikker på
tissemænd og tissekoner sammen. Gennem barndommen vokser trangen og lysten
stadig og viser sig ved bevidst seksuel udfoldelse eller leg med onani. Det
spirer frem allerede i de første skoleår, hvor piger og drenge bliver stadig
mere bevidste om deres kønsforskelle og opfører sig mere og mere som deres
forbilleder: de voksne. Piger pynter sig, smykker sig, maler sig. Drenge er
også forfængelige – men på en mandefacon.
I puberteten skifter seksualiteten karakter og bliver
koncentreret mere om direkte seksuel udfoldelse, seksuelt samvær, stimulation
og udløsning. Det er fint og naturligt. Men lysten til seksuel udfoldelse
udvikles ikke lige tidligt og hurtigt hos alle. Der er både piger og drenge,
der er seksuelt aktive allerede i den tidlige pubertet, mens andre først modnes
på det punkt mange år senere.
Tidspunktet for det første samleje er trods den stadig større
frimodighed og åbenhed mellem kønnene ikke rykket meget, Pigerne er kropsligt
lidt tidligere udviklet end drengene, men har ikke af den grund automatisk mere
behov for seksuel kontakt end deres jævnaldrende drengekammerater. Alligevel
kommer pigerne som regel lidt tidligere i gang med seksuallivet end drengene –
drevet af vilde forelskelser – og deres første kæreste er ofte også noget ældre
end dem selv.
|
Hvorfor mangler lysten?
Selv om det bare er en naturlig del af dit liv, så har du og
alle andre - både unge og gamle - lov til at være rigtig glade for og tilfredse
med jeres sexliv. I nyder det og vil ikke undvære det.
Men der kan være dage eller perioder i livet, hvor din lyst til
sex falder eller forsvinder. Det kan også være ganske naturligt. Selv om lysten
måske er størst i de unge år og langsomt daler livet igennem, så er der faktisk
nogen, der kører for fuld damp til den sidste dag. Andre svinger lidt mere. Er
du lidt nede, er det bare et spørgsmål om tid. Så får du lyst til at kravle op
igen. Lysten vil altid drive dig og kan komme når som helst og af sig selv.
Eller fordi du bliver pirret af noget, du hører, lugter, læser eller ser - for
eksempel billeder og film. Varme, kærlige situationer kan også udvikle sig til
sex.
De fleste er i stand til at dæmpe sexlysten, hvis den kommer
lidt ubelejligt, og man ikke lige har én at dele den med. Men hvis den buldrer
på, så er sex på egen hånd en sund og naturlig vej, så man falder lidt ned på
jorden igen.
Og der er ingen regler for, hvor ofte man skal have sex. Der er
ikke den store forskel på mænd og kvinder, hvad det angår. Der er nogen, der
har brug for udløsning flere gange hver dag – for andre kan der gå uger
imellem. Men i et parforhold er en vis balance selvfølgelig godt for begge
parter.
Sex sidder i hjernen og hjertet, selv om det er underlivet, der
giver fornemmelserne. Sex har noget med hormoner at gøre, men det er sjældent,
at manglende sexlyst alene skyldes mangel på hormoner. Så hverken sprøjter,
tabletter eller stikpiller hjælper her, med mindre du er helt nede på bunden.
Til gengæld kræver sex overskud af kræfter og humør. Og dit sexliv kræver også,
at du er vild med, elsker eller i hvert fald holder af og respekterer den, du
går i seng med. Hvis hjertet og hjernen ikke er med, bliver det let en kold og
trist omgang.
Manglende lyst til sex kan være ganske naturlig, men det er
trist for den, der oplever det – og alligevel gerne vil. ”Det siger mig ikke
noget”, siger du måske – og derefter: ”Der må kunne gøres noget”. ”Ja”, lyder
svaret!
|
Er der forskel på mænd og kvinder?
Når det drejer sig om lyst til sex, er mænd og kvinder nok ikke
så forskelligt indrettet, men lysten kommer ofte forskelligt til udtryk. Lad os
tage et eksempel: Manden kan komme træt og småsur hjem fra arbejde, sløve den
foran fjernsynet til sidste nyhedsoversigt har bedøvet ham halvt og så live
gevaldigt op i 10 minutter, når han er kommet i seng med konen, få det
overstået og sove trygt og drømmeløst bagefter. Kvinden derimod har måske i
samme situation svært ved at etablere sig i rollen som superelskerinde fra kl.
23.13 til 23.31 og så slut. Den lyst til sex, hun har, kræver lidt mere af
partneren end tju-bang sex. Hun mister lysten både nu og her og i det hele
taget.
I denne situation er det tilsyneladende kun hende, der ikke har
lyst, og så er det altså også hende, der må være noget i vejen med. Hun er kold
eller frigid, siger han. Men det er selvfølgelig noget sludder. Og de ved det
sikkert også godt begge to inderst inde. Hvis sexlivet er ved at gå i stå, er
det noget begge parter har ansvar for.
|
Hvordan kommer lysten igen?
Lysten og evnen til sex er to forskellige ting, selv om de
selvfølgelig også hører sammen. Hvis vi i første omgang lader lysten hvile, og
det alene drejer sig om evnen, har du jo mulighed for at tjekke dig selv på det
område.
”Evnen” vil sige, at du rent fysisk og mekanisk kan fungere
seksuelt. Selv om lysten hører med, så kan du godt uden den kontrollere din
evne til sex på egen hånd.
Hvis du som kvinde er i tvivl, kan du prøve dig frem. Måske er
det noget, du skal tage dig sammen til – men prøv alligevel. Ved onani på en
eller anden måde vil du opleve dejlige seksuelle spændinger og fornemmelser i
underlivet, mærke at kønnet ved klitoris svulmer og at du bliver fugtig i
skeden og skridtet. Hvis du så bliver ved, får du orgasme. Hvis du på den måde
oplever, at du kan, får du i hvert fald selvtilliden tilbage, når det gælder
sex. Der er altså ikke noget i vejen med dig.
For en mand gælder det samme: At konstatere, at du stadig kan få
rejsning, spændinger og udløsning som tidligere. Hvis du på den måde har
konstateret, at du rent fysisk stadig fungerer - i hvert fald på egen hånd, så
er tiden inde til at tage fat på det måske større problem: At finde ud af hvor
”lysten” har gemt sig.
Hvis du derimod oplever problemer med den rent fysiske del af
dit sexliv, skal du overveje et tjek hos lægen, så du kan få at vide, om der er
en forklaring på det.
Men lad os nu gå ud fra, at du fungerer normalt med sex, hvis
det passer dig, men det altså er lysten, der mangler. Ja, så skal der bruges
kræfter på at trække den frem fra dybet, hvis det passer dig, og du føler, at
du har brug for det.
Mekanisk sex uden hjerte og følelser er en sag for sig. Lad den
nu være. Det, du savner, er lysten til sex i almindelighed og især i forhold
til den, du elsker. Der er altså tale om en sag mellem to mennesker, som er
knyttet til hinanden i alle mulige relationer i livet, men hvor sexlivet ikke
fungerer – eller er gået i stå. Og hvad gør man så?
Først og fremmest er det en god idé, at I får talt med hinanden
om det i åben fredsommelighed - og måske finder ud af, hvad der skal til for at
rette op på problemet. Historien med dårlige vaner i dagligdagen er et
eksempel, som afspejler, at i hvert fald den ene part har glemt, at et samliv
også med sex kræver gensidig opmærksomhed og respekt. Og måske er det blot små
ting, der skal til, før I begge to igen kan få lyst til og glæde ved sex, så
samlivet kommer op at stå.
I må begge to erkende, at I hver især har jeres del af ansvaret
for, at sexlivet er gået i stå. I må begge to – hver især – sige til jer selv:
Hvad er der galt med mig? Og hvad er det, jeg er træt af hos ham/hende? Med
andre ord: Prøv at komme ind til kernen, giv indrømmelser og prøv at forstå.
Vær også parat til at ofre noget for at få sexlivet til at fungere igen.
Det er hverken dig alene - eller den anden - der er noget i
vejen med. Hvis kærligheden og lysten til at leve sammen stadig er der, følger
resten med, hvis I sammen gør noget ved det. Men hvis kærligheden er død, så er
lysten det nok også.
Og det er jo en helt anden historie.
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
Sidst opdateret: 28.05.2009
|
|  |
|