 |  |
Bumser - Sådan kommer du dem til livs |
 |
 |
|
Hvorfor får man bumser?
I puberteten øges kroppens produktion af mandligt kønshormon
(androgen) hos begge køn. Dette stimulerer talgkirtlerne i huden til en øget
produktion af hudfedt. Samtidig med at produktionen af hudfedt øges, forsnævres
talgkirtlernes udførselsgange så hudfedtet får svært ved at komme ud, men
produktionen fortsætter uanfægtet.
Bumserne opstår på grund af hudbakterien Propionebacterium
acnes, der lever af hudfedt.
Under nedbrydningen af hudfedtet dannes der affaldsstoffer og
fedtsyrer, der irriterer talgkirtlen, så der opstår betændelse i den. Først
viser dette sig som ømme, røde småknuder, der afløses af egentlige bumser
indeholdende nedbrudt hudfedt. Betændelsen aftager over dage til uger, afhængig
af sværhedsgraden.
|
Hvad kan gøre at man får flere bumser?
-
Arbejde i fugtigt miljø med fedt, olie og andre kemikalier.
-
At man er stresset, det vil sige, at man ikke har det godt med
sig selv.
-
Hvis man kradser i sine bumser eller klemmer dem ud.
-
Menstruation.
-
Nogle medikamenter og kemikalier.
|
Hvad kan man selv gøre?
-
Vask ansigtet to gange dagligt med en mild hudvenlig sæbe med
pH omkring 6,5. Sørge for at vaske huden, når man har svedt. Man skal ikke
skrubbe sig i ansigtet, da det kun forværrer acnen.
-
Undgå at håret hænger ned i ansigtet, og vask det jævnligt med
shampoo.
-
Lad være med at kradse og klemme bumser ud, det gør kun tingene
værre og giver ar.
-
Undgå at huden udsættes for megen kulde, varme og sollys.
Sollys lindrer acne for en tid, men kan ikke holde det nede. Endelig giver for
langvarig udsættelse for sol solskadet hud og hudkræft.
-
Brug vandbaseret, non-comedogen (tilstopper ikke hudens porer)
fugtighedscreme, solbeskyttelse og kosmetik. Fedt- eller olieholdig creme eller
makeup tilstopper hudens porer og kan giver bumser.
-
Der er ikke noget videnskabeligt bevis for at bestemte
fødemidler giver acne. Men konstaterer man, at der kommer flere bumser et par
dage efter at man har spist et bestemt fødemiddel for eksempel alkohol, tomater
eller rejer, skal man selvfølgelig undgå det.
-
Spis en god og varieret kost, drik rigeligt med vand og få
regelmæssig motion. Har man det godt med sig selv, får huden det også bedre.
-
Man kan også opsøge en god kosmetolog, der vil kunne hjælpe med
hudpleje, mod betaling naturligvis.
-
På apoteket og ved købmanden kan du købe håndkøbsmidler til
behandling af let acne. Prøv dem i seks til otte uger inden de opgives, det
tager sin tid at få acne under kontrol.
|
Hvornår skal man gå til læge?
-
Hvis håndkøbsmidlerne ikke virker efter seks til otte ugers
brug.
-
Hvis man føler, at ens acne går en på.
-
Hvis man har store, ømme bumser.
-
Hvis man har acne-ar.
-
Hvis man har mørk hud og der kommer mørke pletter, der hvor
bumserne var.
|
Hvad nu hvis det ikke hjælper hvad lægen gør?
-
Ved at følge de ovenstående råd og bruge de midler der er til
rådighed for en praktiserende læge vil der som regel ske en bedring af bumserne
indenfor seks til otte uger. Bumser kræver dog en fortsat behandling, indtil
man som regel vokser fra det engang i 20erne.
-
Hvis ens egen læge ikke kan holde bumserne nede, skal man bede
om at blive henvist til en hudlæge. Hudlæger er eksperter på dette område, og
kan tilbyde mere effektive behandlinger.
|
|
|
|
|
|
Medicin som kan anvendes:
Midler mod bumser
|
|
|
Sidst opdateret: 19.09.2006
|
|  |
|