Intresseområden sparade.
Tack, din epostadress är nu registrerad.
Fakta | Lever

Hepatitis (leverbetændelse)

Hepatitis er latin for leverbetændelse. Karakteristisk for hepatitis er, at en del af leverens celler går til grunde, og at der kan påvises betændelsesceller.

Opdateret: 12. Januar 2018

Hvad er hepatitis?

Hepatitis er latin for leverbetændelse. Karakteristisk for hepatitis er, at en del af leverens celler går til grunde, og at der i levervævet kan påvises betændelsesreaktion, som nedsætter leverens funktion.

Hepatitis kan skyldes sygdomme, der først og fremmest angriber levercellerne som for eksempel smitsom virushepatitis. Hepatitis ses også ved sygdomme, hvor betændelsen er led i en infektionssygdom, der rammer flere organer eller hele kroppen - for eksempel kyssesyge. Hepatitis kan også skyldes bivirkning til lægemidler og sygdomme, hvor kroppens eget immunforsvar ødelægger levercellerne (autoimmun hepatitis).

Ved virushepatitis forstås de former af hepatitis, der skyldes virus som først og fremmest angriber levercellerne. Man skelner, afhængig af sygdommens varighed, mellem to former for virushepatitis:

  • Akut hepatitis, som er hepatitis med varighed på mindre end seks måneder.

  • Kronisk hepatitis, som er hepatitis med varighed på mere end seks måneder. Kun Hepatitis B og C kan udvikle sig til at blive kronisk.

Hvad er årsagen til virushepatitis?

Virushepatitis kan skyldes en række forskellige virus. Hepatitis A, B og C er relativt hyppige sygdomme, mens hepatitis D og E er sjældnere i Danmark.

Læs mere om de forskellige smitsomme hepatitis typer:

Hvordan stiller man diagnosen hepatitis?

Diagnosen hepatitis stilles ved hjælp af en blodprøve, som kan afsløre:

  • Om man har såkaldte hepatitisantistoffer i blodet, som viser, om man er smittet.
  • Om der er viruspartikler i blodet, som viser om man er smittefarlig.

Hvordan behandler man hepatitis?

Hepatitis A kan forebygges med vaccination, men ikke behandles. Langt de fleste er raske efter en til to måneder. Hepatitis A kan ikke udvikle sig til kronisk hepatitis, men i enkelte tilfælde (hos mindre end én ud af tusind) kan der forekomme leversvigt.

De fleste, der smittes med hepatitis B, udvikler antistoffer og bliver raske inden for et halvt år. Men nogle udvikler kronisk hepatitis B, der kan være mere eller mindre smittefarlig afhængig af, hvilke antistoffer man kan finde i blodet. Kronisk hepatitis B kan kun i relativt sjældne tilfælde kureres, men kan som regel altid holdes i skak med forskellige stoffer, som blokerer virus' evne til at formere sig.

I modsætning til hepatitis B er hepatitis C nu mulig at behandle, så de fleste bliver raske (flere end 90%). Men prisen for den nye tre måneders behandling er stadig meget høj (flere hundrede tusinde kroner) og dermed endnu ikke til rådighed for alle, men kun for de, der ved nøjere undersøgelse af leveren med speciel ultralydsundersøgelse ("fibroscan") åbenlyst har en fremadskridende påvirkning af leveren af en vis grad.

Regler og rettigheder


Du har fravalgt en eller flere cookies, hvilket kan påvirke visse udvidede funktioner på siden.

Annons