 | |
| Nyresvigt med urinforgiftning |
|
|
Af Betina Nørby, speciallæge i intern medicin, ph.d.
|
Hvad er nyresvigt med urinforgiftning?
Nyrerne har blandt andet til formål at skille kroppen af med
affaldsstoffer fra den indre forbrænding. Hvis nyrefunktionen svigter, ophobes
de i blodet og organismen som helhed. Der opstår det, man kalder
urinforgiftning eller uræmi.
|
Hvad kan årsagen være til nyresvigt med urinforgiftning?
Nyresvigt kan udvikles akut eller over længere tid (kronisk
nyresvigt).
Akut nyresvigt kan opstå, når nyrernes blodforsyning nedsættes
væsentligt - for eksempel ved svær vand- eller saltmangel. Det kan også ske ved
shocktilstande i forbindelse med blodtab eller i andre situationer, hvor der
sker et pludseligt blodtryksfald, som for eksempel ved svære infektioner
ledsaget af blodforgiftning.
Nyresvigt i disse situationer vil ofte være forbigående, idet
nyrefunktionen atter normaliseres, når for ekesempel shocktilstanden behandles.
Varer blodtryksfaldet ved, kan der dog opstå varige skader på
nyrevævet.
Akut skade af selve nyrevævet kan også fremkalde nyresvigt.
Hyppigst forårsages den akutte skade på nyrevævet af en bagvedliggende svær
sygdom - for eksempel hos en patient med svære skader efter et trafikuheld.
Visse typer medicin og allergiske reaktioner er eksempler på andre årsager til
akut nyreskade.
Akut aflukning af urinafløbet fra nyrerne - for eksempel på
grund af
nyresten - kan også forårsage akut
nyresvigt.
Kronisk nyresvigt, det vil sige nyresvigt, der udvikles over en
længere periode, kan opstå ved en række nyresygdomme. Blandt årsagerne kan man
skelne mellem sygdomme, der primært forekommer i nyrerne - for eksempel visse
former for cyste-nyrer og sygdomme, hvor nyreskaden er sekundær til en anden
begvedliggende sygdom. Hyppigst i sidstnævnte kategori er den kroniske
nyresvigt hos patienter med sukkersyge (diabetes mellitus).
|
Hvordan behandles urinforgiftning?
Behandling af urinforgiftning varetages af højt specialiserede
nyremedicinske afdelinger (nefrologiske afdelinger). Behandlingen af især den
kroniske urinforgiftning er kompleks, da nyrerne - udover at varetage
udskillelsen af en række affaldsstoffer - bidrager ved reguleringen af en række
af kroppens funktioner.
Blandt andet har nyrernes funktion betydning for kropsvæskernes
sammensætning, blodtrykket, kalkstofskiftet og dannelsen af røde blodlegemer.
Hvis nyrerne ikke fungerer, må man derfor sikre, at kroppen kommer af med
affaldsstofferne på en anden måde. Ligeledes må man styre de funktioner, der
normalt varetages af nyrerne. Blandt andet gives der tilskud af forskellige
stoffer, som nyrerne normalt danner så som erytropoitin - eller bedre kendt
under navnet EPO - der har betydning for dannelsen af de røde
blodlegemer.
Ved dialyse sikres, at kroppen kommer af med affaldsstofferne og
at kroppens væskebalance reguleres.
Der findes generelt to former for
dialyse:
Hæmodialyse
Her filtreres blodet direkte via en maskine. Blodet ledes ud
af kroppen og gennem en kompliceret maskine, hvor affaldsprodukterne filtreres
fra, og efterfølgende ledes det 'rensede' blod tilbage i kroppen. Ved
hæmodialyse skal man have adgang til patientens blodbane, hvorfra man kan lede
blodet til og fra dialysemaskinen.
En sådan adgang vil man enten etablere på halsen (til brug i
en kortere periode) eller på armen. Hvor hyppigt og hvor længe man skal
dialyseres vurderes individuelt, men ofte er det nødvendigt med dialyse tre
gange om ugen, hver gang af cirka fire timers varighed.
Bivirkninger til hæmodialyse vil ofte omfatte problemer med
dialyseudgangen som kan stoppe til, så man er nødt til at anlægge en ny. Under
selve dialysen kan nogle patienter opleve blodtryksfald, ligesom muskelkramper,
hovedpine, kvalme og opkastninger kan forekomme. Komplikationer på længere sigt
vil afhænge af varigheden af dialyse samt af patientens øvrige
sygdomme.
Peritonealdialyse
Her hælder man væske i bughulen via et kateter. Kroppens
affaldsstoffer vil trænge ud i væsken i bughulen. Efter en tid tømmer man
væsken ud igen. Der findes en række forskellige metoder, hvoraf nogle kan
foretages i hjemmet.
Hyppigheden og varigheden af den enkelte dialyse afhænger af
hvilken metode, der anvendes. Bivikrninger til peritonealdialyse vil ofte være
kateterproblemer såsom tilstopning. Ligeledes er der en risiko for, at
patienten får bughindebetændelse, da bakterier kan trænge ind i bughulen via
kateteret.
Hos patienter med kronisk nyresvigt vil man, såfremt der er
mulighed for det, tilbyde en nyretransplantation.
|
|
|
|
|
|
|
|
|
Sidst opdateret: 01.05.2001
|
| |
|
Er der nogen der har klaret... 