 |  |
Af Niels Bilenberg, overlæge, ph.d., speciallæge i
børnepsykiatri
|
Hvad er ADHD/DAMP?
Forstyrrelse af opmærksomhed og aktivitet eller ADHD (attention
deficit/hyperactivity disorder) er en neuropsykiatrisk lidelse. Forstyrrelsen
er mest kendt hos børn, men bliver ved med at give problemer ind i
voksenalderen hos mere end halvdelen. ADHD forekommer i alle sværhedsgrader og
med en glidende overgang til det normale. ADHD blev tidligere kaldt DAMP, men
denne betegnelse er ved helt at forsvinde.
Forstyrrelse af opmærksomhed, aktivitet og impulsivitet skal
være til stede før syv års alderen og skal have varet i mindst seks måneder.
Desuden skal vanskelighederne være til stede i alle de sammenhænge, personen
indgår i (skole, hjem og fritidsinstitution), før at der kan være tale om ADHD.
Danske og udenlandske undersøgelser har fundet at ADHD optræder i betydende
grad hos to til fire procent af alle børn. Drenge rammes fire til fem gange
hyppigere end piger.
Ofte følger der andre problemer med, såsom søvnforstyrrelser,
indlæringsproblemer, motoriske vanskeligheder, adfærdsforstyrrelse,
gennemgribende udviklingsforstyrrelse angst eller depression.
|
Hvorfor får man ADHD?
Når man har ADHD er der fejl i hjernens funktioner. Det kan
skyldes en eller flere af følgende forhold:
-
Arv (60-80 procent af variationen menes at skyldes
arv)
-
Uheldige påvirkninger i graviditeten (alkohol, tobak og
infektioner).
-
Meget små eller for tidligt fødte spædbørn.
-
Hjerneskader opstået i de første leveår.
Man har endnu ikke i detaljer kortlagt, hvilke
hjerneforandringer der ligger bag forstyrrelsen, men foreløbige undersøgelser
tyder på, at der er tale om forstyrrelser af funktionen i specielt tre områder
af hjernen:
-
I et område i bunden af hjernen (hjernestammen og de
mest primitive dele af hjernen), hvor blandt andet vågenhed
reguleres ved hjælp af aktiverende signalstoffer som dopamin og noradrenalin.
Man mener, at hjernen hos mennesker med ADHD fungerer som ‘en træt hjerne’.
Vågenheden er nedsat.
-
I hjernens pandelapper (frontallapperne),
som styrer hjernen, regulerer impulser og står for planlægning og overblik
(eksekutive funktioner). Den nedsatte aktivitet i frontallapperne medfører
nedsat evne til at hæmme impulser og til at skabe overblik.
-
I et område bag i hjernen (lillehjernen),
hvor signal-støj-forhold styres og reguleres. Der er teorier om, at hjernen
normalt er i stand til at sortere stimuli eller skelne mellem ‘signal’ og
‘støj’. Den evne er påvirket hos personer med ADHD.
Der er også teorier fremme om en anderledes biologisk reaktion
på stress.
|
Hvordan viser ADHD sig?
-
Personen kan ikke fastholde opmærksomheden ved opgaver (eller
leg).
-
Personen har svært ved at koncentrere sig i mere end få
minutter.
-
Personen kan ikke tilrettelægge arbejde eller
aktiviteter.
-
Personen lader sig let distrahere af ydre stimuli.
-
Personen har uro i hænder eller fødder.
-
Personen har ekstrem motorisk aktivitet, som ikke lader sig
styre. I puberteten og hos voksne bliver den ydre uro ofte erstattet af en
indre restløshed.
-
Personen har meget støjende adfærd.
-
Personen er impulsiv. Besvarer ofte spørgsmål før de er
færdigstillede. Kan ikke vente på, at det bliver hans tur. Maser og skubber
eller afbryder. Har ingen eller ringe situationsfornemmelse
(empati).
Symptomerne er til stede i en grad, der er langt mere udtalt end
for jævnaldrende eller personer med samme udviklingsalder.
|
Hvad er faresignalerne?
De sværest ramte børn har tydelige symptomer, som opdages
allerede i børnehavealderen, mens andre først viser sikre tegn på forstyrrelsen
omkring skolestart. Uroen og den formålsløse pillen ved alt, samt
vanskeligheder ved leg der kræver regler er faresignaler som forældre,
pædagoger og lærere skal være opmærksomme på. Børnene lærer ofte ikke af deres
fejl eller dumheder. Mange har et nedsat søvnbehov eller en forstyrret søvn med
lang indsovningstid og flere opvågninger i løbet af natten. De fleste forældre
kan i reglen fortælle om børn, der allerede fra spæde var svære at regulere, og
som havde problemer med at etablere faste spise- og soverytmer.
|
Hvad kan man selv gøre?
Som forældre til et barn med ADHD er det vigtigt at skabe
regelmæssighed i hverdagen. Man skal være tydelig, klar og konsekvent i sine
krav til barnet og skabe så enkel en hverdag som mulig. Man skal fjerne
forstyrrende elementer fra hverdagen, og når man skal give en besked, skal man
henvende sig direkte til barnet, være præcis i sit budskab og sikre sig at man
har øjenkontakt. Det er vigtigt at få etableret samarbejde med skole og
fritidshjem, så alle arbejder i samme retning.
|
Hvordan stiller lægen diagnosen?
Lægen indhenter oplysninger om barnets udvikling og de aktuelle
symptomer samt disses forløb. Heri indgår oplysninger om graviditets- og
fødselsforløb, om forekomst af lignende symptomer i den nærmeste familie, og om
barnets adfærd nu og tidligere i de sammenhænge, det indgår i. Der foretages en
kropslig undersøgelse med særlig vægt på motorik, koordination og på
tilstedeværelsen af andre neurologiske sygdomme (epilepsi, tics m.m.).
Koncentrationsevne og modenhed bedømmes, og en psykologisk
intelligensundersøgelse af barnet bør indgå i vurderingen. Denne del af
undersøgelsen kan f.eks. ske i regi af Pædagogisk Psykologisk Rådgivning (PPR).
Hvis der er mistanke om andre psykiske problemer, eller hvis det drejer sig om
moderat til svær ADHD med behov for behandling med medicin, skal en børne- og
ungdomspsykiater inddrages. Hos børne- og ungdomspsykiateren uddybes
sygehistorien og suppleres med yderligere tests og observationer, samt en
vurdering af sværhedsgraden af kernesymptomerne.
|
Behandling
Fælles forståelse
Behandlingen starter med, at familien og netværket forstår, at
det drejer sig om en neuropsykiatrisk forstyrrelse og ikke et uartigt og
uopdragent barn. Skyldfølelsen og resignationen minimeres hos forældrene, som
igen kan yde deres bedste. Det er vigtigt, at netværket, eksempelvis lærere og
bedsteforældre, tages med i undervisning og formidling af undersøgelsen. Hvis
der er tale om en voksen, som får stillet diagnosen, er det på samme måde
vigtigt at familie, arbejdsplads og netværk bliver orienteret og får forståelse
for, hvad det drejer sig om, og hvordan personen kan støttes.
Rådgivning/vejledning og støtte
Hjem, skole, institution, arbejdsplads og
fritidsforanstaltninger skal rådgives og vejledes i, hvordan personen skal
mødes. Det centrale er, at der skabes en forudsigelig og velstruktureret
dagligdag. Man indarbejder gode arbejdsstrategier og skaber en skærmet
arbejdsplads. Personen med ADHD har brug for hyppige pauser og korte
indlæringsmoduler. Modellen kan overføres til de fleste sammenhænge, personen
befinder sig i. De involverede familier har ofte stort udbytte af at møde
ligestillede familier og pårørende.
Medicin
Medicinsk behandling er en specialistopgave og anbefales i de
sværere tilfælde af ADHD. Det er fortrinsvis den såkaldte centralstimulerende
medicin (med det virksomme stof methylphenidat), som anvendes. Medicinen øger
vågenheden i centralnervesystemet og øger aktiviteten i pandelapperne.
Sidstnævnte har den effekt, at personen bliver bedre til at koncentrere sig,
målrette sine tanker, bedrer sin evne til opgaveløsning og bedre kan styre sine
impulser. Man har i dag en række produkter til rådighed, hvoraf flere har
længere virkningstid. Den korttidsvirkende virker kun i tre til fire timer, men
der er nu typer som virker 8-10 timer. Man anbefaler, at personen er dækket i
det meste af sin vågne tid. Der er et enkelt produkt på markedet (med det
virksomme stof atomoxetin, som virker via andre kemiske stoffer i hjernen, og
som kun indtages én gang i døgnet. Sidstnævnte type medicin anbefales, hvis
barnet samtidig har angst eller depression, og i visse tilfælde hvis barnet har
tics.
Sociale foranstaltninger
Børn med ADHD og deres familier kan få hjælp i kommunernes
socialforvaltning, hvor de tildeles en sagsbehandler i specialbistandsgruppen.
Det betyder, at der tages stilling til, hvorvidt barnet eller familien har brug
for særlige hjælpeforanstaltninger. Meget vanskelige børn kan være afhængige
af, at én af forældrene er til stede i større omfang, end deres arbejde
tillader. Nedsat arbejdstid med udbetaling af tabt arbejdsfortjeneste kan da
være formålstjenligt.
I mange tilfælde er det imidlertid mere hensigtsmæssigt at
støtte barnet i daginstitution, skole eller fritidshjemmet, hvor deres sociale
kompetencer bedre kan udvikles. I så fald kan der søges om ekstra pædagogiske
støttetimer, eller barnet visiteres til skoletilbud/institution med særlige
ressourcer på området. Man kan også foreslå aflastning af familien i eget hjem
(børnepasning, rengøring, m.m.) eller søge om en aflastningsfamilie. For børn i
medicinsk behandling søges Lægemiddelstyrelsen om særlig tilskudsordning for
patienter med kronisk behandlingsbehov (særlig blanket).
Voksne med ADHD kan også have brug for hjælp og støtte. Det
anbefales, hvis der er særlige behov, at opsøge socialforvaltningen i kommunen
og forhøre sig om mulighederne. ADHD hos voksne har fået mere fokus de sidste
år, men der er stadig fagfolk (læger, socialrådgivere m.fl.), som ikke kender
tilstanden.
|
Udsigt for fremtiden?
ADHD er en kronisk tilstand, som består ud over barndommen og
ind i voksenalderen. Mange finder en måde at kompensere for sine problemer,
mens andre har store vanskeligheder med koncentration, indre uro, rastløshed og
dårlig arbejdsmæssig og social funktion hele livet. Undersøgelser tyder på, at
prognosen er afhængig af, hvorvidt barnet og senere den unge kan holdes i en
fornuftig socialisering. Alle mulige farer lurer på impulsive personer. Dårlig
tilpasning til uddannelsessystemet og arbejdsmarkedet, misbrug og kriminalitet
optræder hyppigt hos denne gruppe. Der er en overhyppighed af psykiatrisk
lidelse som depressioner og personlighedsforstyrrelser senere i
livet.
Den unge med ADHD kan have brug for en særlig indgang til
uddannelse og arbejdsmarkedet. Det er vigtigt, at uddannelses- og
revalideringssystemet kender til de problemer mennesker med ADHD har og
opbygger et netværk af arbejdspladser, hvor de kan arbejdsprøves under
beskyttede forhold. Med lidt mere tålmodighed og rummelighed kan unge og voksne
med ADHD udgøre en stor arbejdskraft og dynamisk ressource i samfundet.
|
|
|
|
|
|
Medicin som kan anvendes:
Midler mod DAMP
|
|
|
Sidst opdateret: 16.12.2009
|
|  |
|