 | |
Opdateret af Jens
Christian Hedemann, professor og overlæge i
neurokirurgi
|
Hvad er en diskusprolaps?
Rygsøjlen er opbygget af ryghvirvler, elastiske ledbånd og
mellemliggende båndskiver. En båndskive kaldes en diskus, i flertal disci. En
diskus består af en bindevævsring og en centralt placeret geleagtig kerne.
Diskus giver mulighed for rygsøjlens bevægelighed og fungerer samtidig som
stødpude.
Rygsøjlens hvirvler er placeret oven på hinanden, med disci
imellem, og er forbundet med elastiske ledbånd. Den bagerste del af
ryghvirvlerne danner rygmarvskanalen, der indeholder rygmarven, rygmarvsvæsken,
samt rygmarvens omkringliggende hinder og blodkar.
Rygmarven strækker sig fra hjernestammen, der er rygmarvens
forbindelse til hjernen, ned til den første lændehvirvel. Her fortsætter
rygmarven i et bredt nervebundt (lænderygmarvsforlængelsen eller cauda eguina),
som strækker sig ned forbi lændehvirvlerne mod korsbenet. Korsbenet er
forlængelsen af rygsøjlen. Lænderygmarvsforlængelsen afgiver nerverødder, som
forlader rygmarvskanalen via huller mellem de enkelte hvirvelknogler og via
huller i korsbenet.
Traditionelt opdeler man rygsøjlen i tre dele:
-
halsrygsøjlen
-
brystrygsøjlen
-
lænderygsøjlen
Brystrygsøjlen er den del af rygsøjlen, der laver ledforbindelse
til ribbenene, og sammen med disse danner den brystkassen.
En diskusprolaps er en udposning af den geleagtige diskuskerne,
som bryder igennem diskusskivens bindevævsring og ledbånd bagud mod
rygmarvskanalen. I hals- og brystrygsøjlen kan prolapsen trykke på rygmarven
og/eller på de nerverødder, der afgår fra rygmarven mellem hver hvirvel. I
lændedelen kan prolapsen kun trykke på nerverødderne og/eller
lænderygmarvsforlængelsen.
|
Hvorfor får man en diskusprolaps?
En diskusprolaps skyldes en aldersbetinget nedbrydning af
bindevævsringen i diskus, der medfører en svaghed, så den bløde del kan pose ud
mod rygmarvskanalen. Muligvis disponerer hårdt fysisk arbejde til
diskusprolaps. En såkaldt traumatisk diskusprolaps ses af og til i tilslutning
til faldulykker, trafikulykker eller anden pludselig overbelastning af
rygsøjlen.
|
Hvornår får man diskusprolaps?
Diskusprolaps i lænderyggen ses oftest i 30-50 års alderen. I
halshvirveldelen ses diskusprolaps oftest i 40-60 års alderen. Diskusprolaps i
lænderyggen er hyppigst (cirka 90 procent).
Diskusprolapser i brystdelen er relativt sjældne (cirka 1
procent).
|
Symptomer på en diskusprolaps?
En diskusprolaps kan være symptomfri. Symptomfrie
diskusprolapser opdages tilfældigt ved visse typer scanningsundersøgelser som
eksempelvis MR-scanning. Sådanne prolapser kræver i langt de fleste tilfælde
ingen behandling. Hvis prolapsen medfører symptomer, skyldes det hovedsageligt,
at den trykker på nerverødder, rygmarv eller
lænderygmarvsforlængelsen.
|
Symptomer på nerverodstryk
Nedsat kraft eller lammelse af enkelte muskler, samt
føleforstyrrelser og smerter udstrålende til arm eller ben.
|
Symptomer på tryk på rygmarven
Føleforstyrrelser, stivhed (spasticitet) eller lammelse i den
del af kroppen, der forsynes nedenfor rygmarvstrykket. For eksempel vil tryk på
rygmarven i brystdelen give stivhed i benene og ikke i armene. Ved tryk på
rygmarven kan der være problemer med vandladning og afføring.
|
Symptomer på tryk på lænderygmarvsforlængelsen
Manglende kontrol over vandladningen, afføringen, manglende
blærefyldningsfornemmelse, føleforstyrrelser ved endetarmen, indersiden af
lårene, i kønsorganerne og/eller lammelse af begge ben.
|
Hvordan stiller lægen diagnosen?
Sygehistorien og lægens fysiske undersøgelse er af største
vigtighed. I mange tilfælde kan man med en grundig undersøgelse med stor
sikkerhed bestemme, hvor i ryggen diskusprolapsen sidder. Ved mistanke om
diskusprolaps, kan man undersøge patienten videre enten med en
CT-skanning eller
MR-skanning. Hvilken undersøgelse,
der er nødvendig og den bedste at udføre, vurderes i det enkelte
tilfælde.
Det er vigtigt at stille en korrekt diagnose, fordi flere andre
sygdomme kan give symptomer, der ligner symptomerne ved en diskusprolaps.
|
Hvordan behandles diskusprolaps?
I langt de fleste tilfælde (cirka 80 procent), kan man behandle
en diskusprolaps uden operation (også kaldet konservativ behandling). Den
konservative behandling vil i tilfælde af diskusprolaps typisk bestå af
aflastning af ryggen og kan underbygges med smertestillende medicin, evt. som
kombination af flere præparater. Efter nogen tid kan forsigtig genoptræning
begyndes, hvis symptomerne er aftagende.
Hvis symptomerne bliver ved i mere end 3 uger, og hvis der er
behov for meget smertestillende medicin, bør operation overvejes.
Det er dog altid en lægelig vurdering i samråd med patienten, om
der skal opereres tidligere.
I nogle situationer bør der umiddelbart opereres:
-
Ved symptomer på tryk på rygmarven skal der opereres snarligt
eller øjeblikkeligt (inden for 6 – 12 timer).
-
Ved svær lammelse eller tiltagende lammelse skal der opereres
snarligt eller øjeblikkeligt.
-
Manglende kontrol over vandladning og afføring kræver
øjeblikkelig behandling.
Ved ændringer i symptomerne bør man altid søge læge.
Vandladnings- og afføringsproblemer i kombination med tiltagende
lammelse samt spasticitet bør altid føre til øjeblikkelig kontakt til læge.
|
|
|
|
|
|
Medicin som kan anvendes:
Svage smertestillende og feberdæmpende midler med dextropropoxyphen
Svage smertestillende, irritations- og feberdæmpende midler uden hormon
Svage smertestillende og feberdæmpende midler
|
|
Original tekst af Per Rochat, overlæge, speciallæge i neurokirurgi
|
Sidst opdateret: 14.12.2011
|
| |
|
operation i nakken og hvad...
