 | |
Opdateret af Jens
Christian Hedemann, professor og overlæge i
neurokirurgi
|
Hvad er en diskusprolaps?
Rygsøjlen er opbygget af hvirvelknogler og mellemliggende
båndskiver. En båndskive kaldes en diskus, i flertal disci. En diskus består af
en bindevævsring og en centralt placeret geleagtig kerne. Diskus giver mulighed
for rygsøjlens bevægelighed og fungerer samtidig som stødpude.
Rygsøjlens hvirvler er stablet oven på hinanden med disci
imellem. Den bagerste del af ryghvirvlerne danner rygmarvskanalen, der
indeholder rygmarven, rygmarvsvæsken, rygmarvens omkringliggende hinder og
blodkar til denne.
Rygmarven strækker sig fra hjernestammen, der er rygmarvens
forbindelse til hjernen, ned til den første lændehvirvel. Her fortsætter
rygmarven i lænderygmarvsforlængelsen, der er et bredt nervebundt der strækker
sig ned mod korsbenet. Korsbenet er forlængelsen af rygsøjlen.
Lænderygmarvsforlængelsen afgiver nerverødder, som forlader hvirvelkanalen
mellem de enkelte hvirvelknogler.
Traditionelt opdeler man rygsøjlen i tre dele:
-
halsrygsøjlen
-
brystrygsøjlen
-
lænderygsøjlen
Brystrygsøjlen er den del af rygsøjlen der laver ledforbindelse
til ribbenene, og sammen med disse danner brystkassen.
En diskusprolaps er en udposning af den geleagtige diskuskerne,
som bryder igennem diskusskivens bindevævsring bagud mod rygmarvskanalen . I
hals- og brystrygsøjlen kan prolapsen trykke på rygmarven og/eller på de
nerverødder som afgår fra rygmarven mellem hver hvirvel. I lændedelen kan
prolapsen kun trykke på nerverødderne og/eller
lænderygmarvsforlængelsen.
|
Hvorfor får man en diskusprolaps?
En diskusprolaps skyldes en aldersbetinget nedbrydning af
bindevævsringen i diskus, der medfører en svaghed så den bløde del kan pose ud
mod rygmarvskanalen. Muligvis disponerer hårdt fysisk arbejde til
diskusprolaps. En såkaldt traumatisk diskusprolaps ses af og til i tilslutning
til faldulykker, trafikulykker eller anden pludselig overbelastning af
rygsøjlen.
|
Hvornår får man diskusprolaps?
Diskusprolaps i lænderyggen ses oftest i 30-50 års alderen. I
halshvirveldelen ses diskusprolaps oftest i 40-60 års alderen. Diskusprolaps i
lænderyggen er de hyppigste (cirka 90 procent).
Diskusprolapser i brystdelen er relativt sjældne (cirka 1
procent).
|
Symptomer på en diskusprolaps?
En diskusprolaps kan være symptomfri. Symptomfrie
diskusprolapser opdages af og til ved visse typer scanningsundersøgelser som
eksempelvis MR-scanning Sådanne prolapser kræver i langt de fleste tilfælde
ingen behandling. Hvis prolapsen medfører symptomer, skyldes det hovedsageligt,
at den trykker på nerverødder, rygmarv eller
lænderygmarvsforlængelsen.
|
Symptomer på nerverodstryk
Lammelse af enkelte muskler, og smerter udstrålende til arm
eller ben eller føleforstyrrelser i arm eller ben.
|
Symptomer på tryk på rygmarven
Føleforstyrrelser, stivhed (spasticitet) eller lammelse i den
del af kroppen, der forsynes nedenfor rygmarvs-trykket. For eksempel vil tryk
på rygmarven i brystdelen give spasticitet i benene og ikke i armene. Ved tryk
på rygmarven kan der være problemer med vandladningen.
|
Symptomer på tryk på lænderygmarvsforlængelsen
Manglende kontrol over vandladningen, manglende
blærefyldningsfornemmelse, føleforstyrrelser ved endetarmen, indersiden af
lårene, i kønsorganerne og/eller lammelse af begge ben.
|
Hvordan stiller lægen diagnosen?
Sygehistorien og lægens fysiske undersøgelse er af største
vigtighed. I mange tilfælde kan man med en grundig undersøgelse med stor
sikkerhed bestemme, hvor i ryggen diskusprolapsen sidder. Ved mistanke om
diskusprolaps, kan man undersøge patienten videre enten med en
CT-skanning eller
MR-skanning. Hvilken undersøgelse,
der er nødvendig og den bedste at udføre, vurderes i det enkelte
tilfælde.
Det er vigtigt at stille en korrekt diagnose, fordi flere andre
sygdomme kan give symptomer, der ligner symptomerne ved en diskusprolaps.
|
Hvordan behandles diskusprolaps?
I langt de fleste tilfælde (cirka 80 procent), kan man behandle
en diskusprolaps uden operation (også kaldet konservativ behandling). Hvis
symptomerne bliver ved ud over 3 uger, og hvis der er behov for meget
smertestillende medicin, bør operation overvejes.
Den konservative behandling vil i tilfælde af diskusprolaps
typisk bestå af aflastning af ryggen og kan underbygges med smertestillende
medicin evt. som kombination af flere præparater. Efter nogen tid kan forsigtig
genoptræning begyndes, hvis symptomerne er aftagende.
Det er dog altid en lægelig vurdering i samråd med patienten, om
der skal opereres tidligere. I nogle situationer må det betragtes som forkert
ikke at operere:
-
Ved symptomer på tryk på rygmarven skal der opereres snarligt
eller øjeblikkeligt (inden for 6 – 12 timer).
-
Ved svær lammelse eller tiltagende lammelse skal der opereres
snarligt eller øjeblikkeligt.
-
Manglende kontrol over vandladning og afføring kræver
øjeblikkelig behandling.
Ved ændringer i symptomerne bør man altid søge læge.
Vandladningsproblemer, tiltagende lammelse samt spasticitet bør
altid føre til øjeblikkelig kontakt til læge.
|
|
|
|
|
|
Medicin som kan anvendes:
Svage smertestillende og feberdæmpende midler med dextropropoxyphen
Svage smertestillende og feberdæmpende midler med kodein
Svage smertestillende, irritations- og feberdæmpende midler uden hormon
Svage smertestillende og feberdæmpende midler
|
|
Original tekst af Per Rochat, overlæge, speciallæge i neurokirurgi
|
Sidst opdateret: 05.03.2010
|
| |
|
Jeg vil være med - igen 
