 |  |
Fåresyge (Parotitis epidemica) |
 |
 |
Opdateret af Troels Bové, Speciallæge
i almen medicin
|
Hvad er fåresyge?
Fåresyge er forårsaget af en
virus (parotis virus). ). Efter at
MFR-vaccinationen (Mæslinger, fåresyge, Røde hunde) er indført i
børnevaccinationsprogrammet er sygdommen blevet meget sjælden. I Danmark kan
man i praksis næsten udelukkende smittes , hvis man færdes i uvaccinerede
miljøer. I mange lande er fåresyge derimod ikke så sjælden, så der kan man
lettere udsættes for smitte.
Det er en af de fem børnesygdomme. Det er den af
børnesygdommene, der har den længste inkubationstid - det vil sige tiden fra
barnet bliver smittet, til sygdommen bryder ud. Der går gennemsnitligt op mod
tre uger. Man er smittefarlig allerede en uges tid før sygdomsudbruddet. Det
kan derfor være lidt svært at spore smittevejene i det enkelte
tilfælde.
|
Hvordan får man fåresyge?
Fåresyge er nok den mindst smitsomme af børnesygdommene. Det er
ganske vist en virusinfektion, men alligevel kræves der nærkontakt, for at
dråbeinfektionen fra næse og svælg kan spredes. Selv om spædbørn godt kan få
fåresyge, er sygdommen mest almindelig efter to-års-alderen. Ved puberteten har
halvdelen af børnene haft fåresyge. I dag er de fleste børn vaccineret mod
fåresyge (paraplyvaccinen). Virus overføres som
nævnt via luftvejene. Derfra vandrer smitstoffet med blodbanen vidt omkring i
organismen og kan slå sig ned næsten hvor som helst. I nyrerne, hjertevæggen,
skjoldbruskkirtel, bugspytkirtel, kønskirtler og sidst men ikke mindst
spytkirtlerne. Blandt disse nærer virus en særlig forkærlighed for
ørespytkirtlerne, som sidder i kinden lige foran ørerne. På lægelatin hedder
sygdommen da også parotitis, hvilket netop betyder betændelse i ørespytkirtlen
- parotis.
|
Hvordan føles sygdommen?
Sygdommen begynder ofte med et til to døgns almindelig
utilpashed og stigende temperatur. Dertil en trykkende fornemmelse ved
kæbevinklerne, og efterhånden hæver ørespytkirtlen op. Ofte først på den ene
side og derefter på den anden efter et par dage. Fåresyge i kun den ene kirtel
forekommer også. Temperaturen kan stige til 40 grader. Der kommer som sagt en
hævelse, som nærmest er dejagtig, men spændt og øm. Øreflippen stritter ud til
siden, og barnet får efterhånden et ret så "fåret" udseende. I lette tilfælde
holder hævelsen sig kun tre-fire dage, ellers varer sygdommen en uges tid eller
lidt mere.
|
Hvordan stiller lægen diagnosen fåresyge?
Normalt kan lægen stille diagnosen på de karakteristiske
symptomer.
|
Udsigt for fremtiden
Selv om fåresyge med den hævede ørespytkirtel og feberen i sig
selv kan være ubehagelig, så er det dog de tilfælde, hvor sygdommen breder sig
til andre organer og kirtler, der ses på med størst alvor. Hos voksne mænd, der
får parotitis, breder sygdommen sig hos 20-30 procent også til kønskirtlerne
(testiklerne). Det medfører hævelse, smerter, ømhed og ny temperaturforhøjelse.
Det sker ofte en uges tid efter det første sygdomsudbrud. Det er en frygtet
komplikation, fordi det i nogle tilfælde kan føre til sterilitet. Blandt de
sjældne få, kønsmodne mænd, der rammes af fåresyge, er det som nævnt kun
halvdelen, der får orkitis, som lidelsen i testiklerne kaldes. Kun i 1 af 10
tilfælde er lidelsen dobbeltsidig. Og selv når sygdommen rammer begge
testikler, behøver det ikke gå ud over frugtbarheden. Sker det, er der
alligevel en chance for, at frugtbarheden vil vende tilbage. Hos drenge før
kønsmodning og pubertet opstår betændelse i testiklerne kun yderst sjældent.
Hos kvinder kan der endnu sjældnere end hos mænd opstå betændelse i
æggestokkene. Sker det, medfører tilstanden ingen ændringer i frugtbarheden.
En ikke helt sjælden komplikation til fåresyge er
meningitis. Altså en betændelse i
hjernehinderne. Almindeligvis er meningitis en frygtet sygdom. Men meningitis i
forbindelse med fåresyge som kan opstå 3-10 dage efter sygdomsudbrud er
heldigvis næsten altid ganske fredelig, selv om den kræver særlig omhyggelig
overvågen og pleje af den syge. Symptomer på fåresyge-meningitis er høj feber,
hvor barnet ofte ligger i vildelse med hovedpine og måske opkastninger. Nakke
er, som et typisk tegn, stiv. Det vil sige, at hovedet ligger lidt bagoverbøjet
og ikke kan bøjes frem, så hagen når ned til brystet.
|
Hvordan behandles fåresyge?
Bortset fra sengeleje, mens hævelse og feber er på det højeste,
kræver fåresyge ingen særlige forholdsregler. Børn kan modtages i institution,
når de er raske og kirtelhævelsen er på retur.
|
Hvem skal vaccineres?
I dag anbefales alle børn
paraplyvaccination (også kaldet
MFR-vaccine), som foruden vaccine mod fåresyge også indeholder vaccine mod
mæslinger og røde hunde. Vaccinationen giver samme livsvarige immunitet og
beskyttelse som selve sygdommen.
Vaccinationen gives ved 15 måneders og 4 års alderen. Indtil 1.
april 2008 blev denne vaccine givet ved 12 års alderen. Derfor skal børn, der
pr. 1. april 2008 var ældre end 4 år først have MFR-vaccinen, når de fylder 12
år.
|
|
|
|
|
Medicin som kan anvendes:
MMR vaccine
|
|
Original tekst af Per Grinsted, speciallæge i almen medicin
|
Sidst opdateret: 28.10.2008
|
|  |
|