Annonce
Hivog aids
Opdateret af Carsten Schade Larsen, dr.med

Hvad er HIV?

Gode links
Læs mere om HIV og AIDS her:
HIV betyder Human immundefekt virus. Der findes to hovedtyper af HIV: HIV-1 og HIV-2. HIV-2 er mindst smitsom og findes primært i dele af Vestafrika. Derimod er HIV-1 mere smitsomt og har bredt sig til hele verden. HIV-1 kan opdeles i tre hovedgrupper: HIV-1 major (M), Outlier (O) og non-M, non-O (N).

HIV-1 (M) er årsag til den globale HIV/AIDS epidemi. Forskning har vist, at begge disse virusser stammer fra aber i Afrika og blev overført til mennesker for første gang for mere end 100 år siden. Smitte og sygdom forekom så lokaliseret og sporadisk, at man først erkendte det som en sygdom hos mennesker omkring 1980. Smitte fra aber til mennesker er mest sandsynligt sket ved blodkontakt ved jagt og slagtning af aber. HIV-1 (M) stammer således fra chimpanser og har bredt sig fra Centralafrika via Haiti til USA, hvor de første tilfælde af AIDS blev beskrevet i 1981. Denne tekst omhandler udelukkende HIV-1 (M), som i daglig tale blot kaldes HIV.

Som det gælder for alle andre virusser, så har HIV ikke noget komplet selvstændigt stofskifte. HIV angriber derfor levende celler og udnytter deres stofskifte. HIV angriber såkaldte CD4-celler, der er en undergruppe af de hvide blodlegemer. CD4-celler har en afgørende rolle i forsvaret mod en lang række infektioner.

HIV-infektionen kan i starten (den primære eller akutte HIV-infektion) have to forløb. Man kan enten få en kortvarig influenza-lignende sygdom eller kyssesyge-lignende (mononukleose) sygdom én til fire uger efter smittetidspunktet, eller man kan have en stum infektion, der ikke giver symptomer. I denne tidlige periode af infektionen har man meget HIV i blodet, og man er derfor meget smitsom – uanset om man har symptomer eller ej.

Fire til otte uger efter smittetidspunktet har kroppens immunforsvar lavet så mange antistoffer mod HIV, at antistofferne kan måles i blodet med en såkaldt HIV-test. Har man HIV-antistoffer i blodet, er man smittebærer af HIV og er ”HIV-positiv”.

Efter den akutte fase overgår man til at have kronisk HIV-infektion. De fleste med kronisk HIV-infektion vil føle sig raske i lang tid, men infektionen er aktiv i kroppen, og der dannes hver dag et stort antal nye virus-partikler, som invaderer og ødelægger CD4-celler.

Antallet af CD4-celler i blodet falder langsomt over flere år med meget stor variation fra person til person. Det normale antal CD4-celler i blodet er 500 millioner per liter eller mere, og oftest vil der først begynde at komme alvorlige symptomer på dårligt immunforsvar, når CD4-celletallet er faldet til under 200 millioner per liter. Alvorlige, livstruende infektioner og visse kræftformer, der forekommer specielt hyppigt hos mennesker med HIV, fører til diagnosen AIDS. Uden behandling går der i gennemsnit otte år fra smittetidspunktet til udvikling af AIDS, men nogle kan udvikle AIDS to år efter smitten, mens enkelte stadig er symptomfri selv 15 år efter smitten. Ubehandlet er levetiden efter diagnosen AIDS omkring to til tre år.

Annonce
Hvad er AIDS?

AIDS er en forkortelse for AcquiredImmunoDeficiencySyndrome. Oversat til dansk betyder det Erhvervet Immun Defekt Syndrom. AIDS er en tilstand, der opstår, fordi HIV har ødelagt så mange CD4-celler, at immunforsvaret ikke længere reagerer tilstrækkeligt godt mod de mikroorganismer, som vi bærer på i kroppen eller bliver udsat for fra omgivelserne. Endvidere medfører det dårlige immunforsvar øget risiko for nogle kræftsygdomme.

En række forskellige symptomer kan vise sig:

  • Træthed.

  • Uforklarligt vægttab.

  • Gentagne luftvejs- og hudinfektioner.

  • Feber.

  • Diaré.

  • Alvorlige infektioner med mikroorganismer, der også kan give sygdom hos personer med normalt immunforsvar. Det kan for eksempel være lungebetændelse med pneumokokbakterier, tuberkulose, langtrukne og gentagne tilfælde af herpessår (forkølelsessår, genital herpes) og helvedesild.

  • • Alvorlige infektioner med mikroorganismer, der normalt holdes i skak af vores eget immunforsvar. Disse infektioner kaldes opportunistiske infektioner, fordi de benytter sig af, at immunforsvaret er svækket. De opportunistiske infektioner skyldes ofte mikroorganismer, som man bærer rundt på i forvejen uden at være syg. Det kan være svampe (blandt andet Candida, kryptokokker, pneumocyster), parasitter (blandt andet Toxoplasma, kryptosporidier) eller virus (blandt andet Cytomegalovirus). Tuberkulosebakterien opfører sig hos HIV-smittede mennesker ofte som en opportunistisk mikroorganisme.

  • • Kræftsygdomme. Fælles for disse kræftsygdomme er, at virusinfektioner er medvirkende til, at de opstår. Følgende kræftsygdomme forekommer med meget højere hyppighed hos HIV-smittede end hos personer uden HIV: Lymfekræft, Kaposi’s sarkom, som er en sjælden form for hudkræft, samt livmoderhalskræft og kræft i endetarmen. Livmoderhalskræft og kræft i endetarmen er begge tæt forbundet med smitte med Human papilloma virus (HPV).

  • Der kan også komme følgesygdomme, som skyldes HIV selv. Den vigtigste er HIV demens (HIV encefalopati), som man mener skyldes, at HIV ødelægger nerveceller i hjernen. HIV demens optræder meget sent i sygdomsforløbet, og først når immunforsvaret er næsten helt udslettet.

Hvor udbredt er HIV?

HIV findes i dag vidt udbredt i verden, og der er næsten ingen områder, der er forblevet uberørt af HIV-epidemien. Nogle områder er dog hårdere ramt end andre. Det gælder først og fremmest den del af Afrika, der ligger syd for Sahara. Det skønnes, at der i dag lever 35 millioner mennesker med HIV i verden, og at 25 millioner er døde på grund af HIV. Hvert år smittes cirka 1,5 millioner mennesker, heraf 240.000 børn, med HIV og der er cirka 2,1 million, der dør af AIDS. Selvom det er klart, at Afrika er hårdest ramt, så har HIV-epidemien de seneste fem til ti år udviklet sig meget hurtigt i nogle østeuropæiske lande, herunder blandt andet i Rusland og de baltiske lande.

I Danmark påvises der hvert år mellem 200 og 300 nye tilfælde af HIV-infektion. Ved et nyt tilfælde forstås en person, der for første gang får påvist smitten ved en test i Danmark. Det skønnes, at cirka 5.000 mennesker lever med HIV/AIDS i Danmark.

Der er nogenlunde lige mange homoseksuelle mænd og heteroseksuelle, der lever med HIV/AIDS. De heteroseksuelle er dog ofte smittede i udlandet eller smittet ved seksuel kontakt med en person fra et område med høj forekomst af HIV. Der er således ingen voldsom generel heteroseksuel smittespredning i Danmark, og smittespredningen i Danmark sker helt overvejende blandt homoseksuelle mænd.

Danmark adskiller sig fra mange andre lande ved, at der er forholdsvis lidt smitte blandt stofmisbrugere. I de fleste europæiske lande har der gennem de seneste år været en stigning i antallet af ny-diagnosticerede homoseksuelle mænd, som vi indtil videre ikke har set i Danmark.

Hvordan får man HIV?

Almindeligt socialt samvær med HIV-positive mennesker medfører ingen risiko for smitte. HIV smitter heller ikke gennem berøring, gennem genstande som glas, tallerkener eller bestik, gennem insektstik eller gennem urin og afføring. Derimod kan smitten overføres ved:

  • Ubeskyttet sex, det vil sige sex, hvor der ikke bruges kondom. Risikoen for smitte ved vaginal samleje er cirka 0,1 procent, men kan ved analt samleje være op til 6 procent, hvis man er den modtagende part.

  • Gennem blod. Det kan være ved brug af eller ved uheld med forurenede kanyler, ved transfusion med et forurenet blodprodukt eller blod. Alt blod i Danmark testes for HIV, og denne smittevej er i dag ubetydelig. . Risikoen for smitte ved stikuheld er cirka 0,3 procent.

  • Smitte fra mor til barn. Kan ske under graviditeten og under amning, men sker hyppigst i forbindelse med fødslen. Risikoen for smitte fra mor til barn er 25-40 procent hos ammende og 15-25 procent hos ikke ammende.

Hvem er i særlig risiko?

  • Personer, der dyrker ubeskyttet sex med mennesker fra områder af verden, hvor HIV er særlig hyppigt forekommende ( for eksempel mennesker fra Afrika syd for Sahara, prostituerede fra Asien, nuværende og tidligere stofmisbrugere fra Østeuropa).

  • Mænd, der dyrker sex med andre mænd.

  • Stofmisbrugere, der deler kanyler eller sprøjter.

  • Børn født af en HIV-smittet mor.

Hvad kan man selv gøre for at undgå smitte?

  • Bruge kondom.

  • Undgå at dele sprøjter og kanyler med andre.

  • Undgå blodtransfusioner i lande, hvor HIV er hyppigt forekommende.

Måske smittet - hvad så?

Har du været udsat for mulig smitte, bør du henvende dig til en læge for at få rådgivning vedrørende testning og eventuel medicinsk forebyggelse.

I de fleste tilfælde vil lægen tilråde, at du får taget en HIV-test. I Danmark anvendes normalt en kombi-test, der påviser både antistof og antigen. De fleste smittede bliver positive meget hurtigt, og et negativt svar fire uger efter den mulige smitte er sikkert negativt. Såfremt der kun anvendes antistof test, er det tilsvarende interval otte uger. Hvis du for nyligt har været i særlig stor risiko for at være blevet smittet, eller hvis du har symptomer som ved den primære HIV-infektion, vil du blive tilbudt at blive testet for både antistoffer og for selve virus (HIV-RNA).

Omkring en tredjedel af ny konstaterede HIV-smittede i Danmark har på diagnose-tidspunktet AIDS eller er svært immunsvækkede med CD4-tal under 200 per liter og har været smittede i flere år. Mange uspecifikke symptomer, som langvarig feber, uforklaret vægttab, træthed, hævede lymfeknuder og kronisk diarre bør give anledning til, at man bliver undersøgt for HIV. Desuden bør man ved en række sygdomme, for eksempel andre seksuelt overførte sygdomme, hepatitis B eller C, aktiv tuberkulose, livmoderhalskræft, helvedesild med mere blive HIV-testet.

Hvis du med sikkerhed eller stor sandsynlighed ved, at din partner var HIV-positiv, eller blev du udsat for smitte ved et uheld (for eksempel stik på kanyle), vil man i særlige tilfælde vælge at starte en forebyggende medicinsk behandling, der varer i fire uger. Behandlingen sigter mod at forhindre, at du i det hele taget bliver smittet med HIV. Denne forebyggende behandling skal startes mindre end 24 timer efter den mulige smitte. Behandlingen kan have bivirkninger (kvalme, diarre, mavesmerter). Inden den iværksættes, skal det derfor vurderes, hvor stor din risiko for at være blevet smittet er. Det sker i et samråd mellem dig, den behandlende læge og den lokale/regionale infektionsmedicinske afdeling.

Du kan få yderligere oplysninger hos din læge og via linkene øverst i artiklen.

HIV og graviditet

HIV-smittede kvinder kan godt blive gravide, kan oftest gennemføre graviditeten uden problemer og kan føde raske børn. Graviditeten er ikke farlig for kvinden. Hvis kvinden ikke bliver behandlet under graviditeten er risikoen for, at barnet bliver smittet med HIV omkring 25 procent. Hvis kvinden derimod får medicin for HIV-infektionen under graviditeten og fødslen og undlader at amme, så er risikoen for smitte af barnet mindre end én procent. HIV-smittede kvinder, som er i medicinsk behandling og har umålelig virusmængde i blodet, kan føde normalt som andre kvinder. Hvis ikke vil man vælge at tilbyde kejsersnit. HIV-smittede kvinder, der ønsker at blive gravide, bør tale med deres HIV-læge før graviditet. Ligesom HIV-smittede kvinder, der bliver gravide, bør informere deres HIV-læge om dette.

Hvor kan man blive HIV-testet?

At blive HIV-testet er gratis, frivilligt og anonymt, hvis man ønsker det. Man kan blive HIV-testet:

  • Hos ens egen praktiserende læge

  • Hos enhver anden praktiserende læge

  • På klinikker for hud- og kønssygdomme

  • På infektionsmedicinske ambulatorier.

Hvordan behandles sygdommen?

Der udvikles hele tiden nye og mere effektive behandlinger for at bekæmpe HIV og formindske indholdet af virus i blodet.

For at gøre behandlingen mest effektiv og for at forhindre at virus udvikler modstandsdygtighed mod medicinen, gives en kombinations-behandling med tre forskellige lægemidler samtidigt.

Hvilken medicin anvendes?

I behandlingen anvendes antivirale midler mod HIV-infektion. Disse lægemidler hæmmer virussets evne til at formere og sprede sig, og de fleste behandlede får så lave virusmængder i blodet, at virusset ikke længere kan måles i blodet med de standardmetoder, der bruges i laboratoriet. Der er dog stadig virus i kroppen, og man har fortsat antistoffer (det vil sige, at man stadig er ”HIV-positiv”). Behandlingen helbreder således ikke, men forhindrer at man udvikler AIDS og dør Under behandlingen forbedres immunforsvaret, og hos de fleste kan antallet af CD4-celler normaliseres i løbet af nogle år.

Kombinations-behandlingen blev indført i 1996. Der er mange patienter, der har været i behandling siden 1996 og i alle årene haft umålelig virus mængde i blodet. Det vides endnu ikke med sikkerhed, hvor længe behandlingseffekten holder sig, men der er ikke noget, der tyder på, at effekten vil ophøre. I dag regner man med, at HIV-smittede personer kan leve et næsten normalt liv, hvis de behandles med virusmidlerne. Der er de seneste år markedsført flere kombinationspiller, så man kun skal tage én tablet én gang dagligt.

Det er bedst at starte behandling mod HIV, inden immunforsvaret bliver alvorligt svækket, det vil sige at behandling skal startes, inden der kommer symptomer. Det er derfor vigtigt, at alle der er eller har været i risiko for HIV-smitte lader sig teste, så behandling kan startes i rette tid.

I Danmark anbefales behandling hos alle, hvor CD4-celletallet er faldet til under 350 millioner per liter – uanset om de har symptomer eller ej. Behandlingen kan have bivirkninger, som er afhængig af, hvilket lægemiddel man får. Hos næsten alle lykkes det at finde en kombination af lægemidler, som tåles godt, men det kan være nødvendigt at skifte behandling et par gange, inden den rigtige kombination er fundet.

Der forskes i dag meget i eventuelle langtidsbivirkninger til lægemidlerne og i eventuelle langtidskonsekvenser af det at være HIV-smittet. Det drejer sig om følgetilstande som åreforkalkning, ændret fedtstofskifte, knogleskørhed samt nyrepåvirkning. Der er mange uafklarede spørgsmål, men intet der kan skabe tvivl om, at nytten af behandling langt overstiger eventuelle ulemper.

Nogle af de ældre lægemidler (Retrovir, Zerit) havde en meget kedelig bivirkning, hvor der skete et kosmetisk skæmmende tab af fedt i ansigt samt på arme og ben. Denne bivirkning ses ikke med de nyere lægemidler.

Man har i flere år vidst, at behandling kan forhindre smitte med HIV fra mor-til-barn. De seneste år er det også blevet klart at HIV-smittede, der er i behandling og har umålelig virusmængde i blodet, er meget lidt smitsomme. I et nyligt studie med over 40.000 ubeskyttede seksuelle kontakter blev der ikke set smitte med HIV. Det anbefales dog fortsat at dyrke ”sikker sex” for med sikkerhed at undgå at smitte andre. WHO anbefaler at alle HIV-smittede bliver behandlet, uanset CD4-celletal, for at mindske smittespredning.

Hvad kan man selv gøre?

Har man været udsat for mulig smitte, bør man lade sig teste, også selv om man føler sig rask. Det er optimalt at starte behandling, inden der kommer symptomer på grund af svækket immunforsvar. Behandling nedsætter også risikoen for, at man smitter andre.

  • Søg kontakt med patientforeninger og støttegrupper (for eksempel HIV-Danmark).

  • • Generel sund levevis. Det ændrer ikke HIV-infektionens forløb, men medfører muligvis, at man bedre klarer komplicerende sygdomme og bedre tåler HIV-behandlingen.

Vaccination af HIV-smittede

Der findes ingen vaccine mod HIV, men der findes en vaccine mod pneumokokinfektion, der kan være relevant at overveje i forbindelse med sygdomme, hvor behandlingen eller sygdommen selv giver nedsat immunforsvar.

En række studier viser, at pneumokokvaccination kan give op mod 50-70 procent beskyttelse mod alvorlig sygdom. Der er endnu ingen generel, officiel anbefaling af vaccination mod pneumokokker til alle voksne over 65, som man for eksempel har det i forbindelse med influenzavaccination.

Der er ingen danske anbefalinger om pneumokokvaccination af HIV-smittede, men internationalt anbefales både influenza og pneumokokvaccination.

Der er heller ingen anbefalinger omkring HPV-vaccination, selvom der er betydelig øget risiko for HPV-relatered cancer ,som livmoderhalskræft og analcancer.

Læs mere om KØNSSYGDOMME

Original tekst af Court Pedersen, professor, overlæge og Flemming Andersen, læge

Sidst opdateret: 11.09.2014










Medicin som kan anvendes:

Midler mod HIV infektion

SYGDOMME FRA A-Å
KLIK PÅ DET BOGSTAV SYGDOMMEN STARTER MED
ABCDEFGHIJ
KLMNOPQRST
UVWXYZÆØÅ
Søg på symptomerTjek din medicin
Spørg lægenSpørg i debatten
NYT OM SYGDOM OG SUNDHED HVER UGE
Få Netdoktors nyhedsbrev
- helt gratis!
www.netdoktor.dk

Til dig fra Netdoktor

Nyheder fra Videnskab.dk

Oplysningerne må på ingen måde tages som erstatning for kompetent professionel rådgivning eller behandling af uddannet og godkendt læge. Indholdet på NetDoktor.dk må ikke og kan ikke bruges som basis for at stille diagnoser eller fastlægge behandling. Brugerbetingelser: Vigtige juridiske informationer - Læs også NetDoktors privatlivspolitik.

The documents contained in this web site are presented for information purposes only. The material is in no way intended to replace professional medical care or attention by a qualified practitioner. The materials in this web site cannot and should not be used as a basis for diagnosis or choice of treatment. Click here - Conditions for use - Important legal information.

© Copyright 1998-2012 NetDoktor.dk - All rights reserved
NetDoktor.dk is a trademark