Den menneskelige hjerne - et netværk af computere?
 |
 |
| Der foregår et gigantisk antal elektriske processer i vores
hjerne. |
|
|
Vores hjerne består af milliarder af nerveceller. Det, at vi kan
tænke, tale og føle, er et resultat af et gigantisk antal elektriske og kemiske
processer inde i vores hjerne.
Meget forenklet kan man sige, at vores hjerne er et netværk af
meget kraftige computere, som skal arbejde sammen på bestemte måder, for at vi
kan fungere.
Ved forskellige psykiske sygdomme, som for eksempel
depressioner, kommer der uorden i samarbejdet mellem de forskellige centre. Det
gør, at sygdommens virkninger forplanter sig ud i systemet og bliver så
gennemgribende, som en psykisk sygdom er.
|
En
depression rammer så
forskellige funktioner som vores følelsesliv og tankevirksomhed. Men også meget
basale funktioner som appetit, søvn og døgnrytme påvirkes. Desuden forøges
produktionen af stresshormon.
I virkeligheden er billedet med computerne en meget grov
forenkling. Netværket af samarbejdende centre er i virkeligheden ikke noget
statisk - det ændres hele tiden. Vores oplevelser, erfaringer og følelser
omprogrammerer hele tiden netværket og flytter også på forbindelserne imellem
dem. Nyere undersøgelser viser således, at vi løbende ændrer på nervecellernes
forbindelser med hinanden, når vi lærer nye ting. Vi kan som nævnt også få nye
hjerneceller, der erstatter døde celler.
|
Transmittersubstanser - de kemiske budbringere
Vi er først så småt begyndt at forstå nogle af disse mekanismer,
men der mangler kolossalt megen viden endnu. Når det drejer sig om den enkelte
nervecelle, har vi imidlertid en ganske betydelig viden om, hvad der foregår.
Alle nerveceller er isolerede fra hinanden - mellem dem løber en elektrisk
impuls, som kun kan løbe i en enkelt nervecelles længde. For at impulsen kan
bevæge sig, kræver det et kemisk stof, en "budbringer" - den såkaldte
transmittersubstans - som bliver frigivet fra nerveenden. Dette kemiske stof
bevæger sig igennem den væske, som bader cellerne, og påvirker så den næste
nervecelle. Et eksempel på en budbringer er det tidligere nævnte stof,
serotonin.
Diagrammet viser to nerveceller, der står i forbindelse med
hinanden. Den ene celle har en udløber kaldet et axon, som ligger tæt op ad den
anden nervecelles udløber, dendritten. Mellem dendritten og axonet er der en
smal spalte, som kaldes en synapse.
|
Listen over neurotransmittere vokser dag for dag
Ud fra vores kost udvinder kroppen forskellige aminosyrer fra
proteiner. Disse aminosyrer transporteres til hjernen, hvor de gennem en række
kemiske processer omdannes til forskellige neurotransmittere. Vi kender i dag
et meget stort antal af sådanne stoffer, de vigtigste er serotonin,
noradrenalin og dopamin.
Listen over neurotransmittere vokser imidlertid dag for dag, så
formentligt drejer det sig om i hundredvis af forskellige stoffer, som har hver
deres rolle inde i vores hjerne. Hertil kommer, at stoffernes placering i
kroppen også har betydning for, hvordan de virker. For eksempel er det sådan,
at serotoninsystemet udgår fra nogle celler dybt nede i vores hjerne. Derfra
spreder det sig ud til store dele af hjernen, hvor det kontrollerer de
forskellige netværksfunktioner. Noget tilsvarende gælder for dopamin og
noradrenalin. Det betyder, at effekten af for eksempel serotonin er forskellig,
alt efter hvor i hjernen den befinder sig. Det er derfor meget let at forstå,
at systemet er umådeligt komplekst.
|
Hvordan virker neurotransmitteren?
Når nervecellen har fremstillet transmittersubstansen, oplagres
den i nogle små blærer, indtil den skal bruges (a). Ved bevægelse af en
elektrisk impuls mod enden af axonet frigives stoffet fra disse blærer, spreder
sig ud i spalten (b), og noget af stoffet rammer den modstående dendrit. Denne
er forsynet med såkaldte receptorer (c). En receptor er et stort, indviklet
proteinmolekyle, som kan genkende serotonin meget sikkert, nøjagtigt som en
rukonøgle passer i én bestemt lås. Receptoren giver derefter signal videre i
dendritten, og den elektriske impuls vandrer eller springer videre.
Systemet bliver endnu mere indviklet, når man tænker på, at der
findes forskellige undertyper af receptorer. For tiden kender man for eksempel
mere end fem forskellige serotoninreceptorer, som har hver deres
virkning.
Når neurotransmitteren har virket, bliver den genoptaget i
axonet. Der findes en slags pumpe, som genoptager stoffet, således at det kan
fyldes ind i oplagringsblærerne til næste gang, det skal bruges (d). Det bl.a.
er denne pumpe, vi kan påvirke med antidepressiv medicin.
|
Tre forskellige systemer
På nedenstående tegning ses nordadrenalin-, serotonin- og
dopaminsystemet og de funktioner, de regulerer inde i vores hjerne.
Noradrenalin
Nordadrenalinsystemet har betydning for det, der kaldes
arousal - det vil sige vores grad af vågenhed. Det har også betydning for angst
og irritabilitet, samt hvor meget energi vi har. Endelig har det indflydelse på
vores stemningsleje, om vi er deprimerede eller ej. Derudover har det betydning
for vores kognition - det vil sige for vores tænkning og
hukommelse.
Serotonin
Man mener, at serotoninsystemet har indflydelse på angst,
irritabilitet og også på stemningslejet, men at det derudover har nogle særlige
funktioner. Forskerne er af den opfattelse, at det har betydning for, hvor
impulsive vi er. Det vil sige, at hvis der er lav aktivitet i
serotoninsystemet, er vi irritable og impulsive og modsat, når der er høj
aktivitet. Som man kan se på tegningen, har det også betydning for vores
appetitregulering, reguleringen af vores seksualliv samt for aggressive
følelser. Serotonin er et ”antiagressivt” system
Dopamin
Man kan se, at dopaminsystemet lapper betydeligt ind over de
to andre systemer - i sig selv regulerer dopamin euphori, altså lystfølelse.
Det ved man, fordi mange former for narkotika netop øger frigivelsen af dopamin
i bestemte hjerneområder. Det bedste eksempel herpå er kokain, som medfører en
intens lykke- eller lystfølelse. Men også andre stimuli, som medfører
lystfølelse påvirker dopaminsystemet. Det kan så forskellige ting, som god mad,
sex og held i spil.
|
Følelseslivet kan ikke reduceres til tre systemer
Det skal understreges, at figuren ikke skal forstås på den måde,
at vores følelsesliv kan indskrænkes til et spørgsmål om samspillet mellem tre
kemiske stoffer. Systemerne er som ovenfor nævnt langt mere indviklede. Desuden
er de formentligt også i samspil med nogle helt andre faktorer, som vi ikke
kender endnu. Man må antage, at systemet virker på den måde, at hvis man
fjerner serotonin fra et menneskes hjerne, vil det hos disponerede individer
medføre, at vedkommende bliver deprimeret. Men det virker formentligt også den
modsatte vej sådan, at hvis vi bliver deprimerede over en eller anden ulykkelig
hændelse, så mindskes serotoninmængden i bestemte steder af hjernen. Det er med
andre ord vigtigt at forstå, at modellen er et indviklet samspil med vores
øvrige psykiske og sociale liv og ikke kan ses isoleret herfra. Moderne
scanningsundersøgelser tyder på, at hvad enten man behandler bestemte psykiske
sygdomme med
psykoterapi eller med
medicin, så medfører
begge behandlingsprincipper meget ens forandringer inde i hjernen.
|
Depression - en ubalance i systemet?
Modellen kan give det indtryk, at der findes tre slags
depressioner. En noradrenalin depression, en serotonindepression og en
dopamindepression. Så enkelt er det formentligt ikke. En depression er snarere
en ubalance et sted i systemet, som man kan påvirke ved at manipulere andre
steder. En teori er, at visse af depressionens symptomer skyldes en afsporing
af serotoninsystemet, mens andre symptomer snarere skyldes
noradrenalinforstyrrelser. Måske er der en bagvedliggende mekanisme, som vi
bare ikke kender endnu. Fx spiller stresshormonerne (først og fremmest
cortisol) også en væsentligt rolle og påvirker disse systemer, ligesom de
påvirker cortisol på en meget indviklet måde. Meget forenklet kan man sige, at
langvarig stress udmatter serotoninsystemet, og måske er det en af mekanismerne
bag sammenhængen mellem stress og depression.
Læse mere i artiklen
Årsager til depression.
|
|
Hjælp til fødselsdepression