 |  |
Muskelknuder i livmoderen - fibromer |
 |
 |
Opdateret af Lene Lundvall, Klinikchef
og overlæge på Gynækologisk Klinik, Rigshospitalet
|
Hvad er muskelknuder?
Muskelknuder (fibromer) er godartede bundter af muskulatur, der
udgår fra livmoderens væg. De kan sidde i væggen, på overfladen eller inden i
livmoderhulen. I sjældne tilfælde kan de også sidde på æggestokkene. De kan
optræde enkeltvis, men ofte er der mange i den samme livmoder.
De ses hyppigst hos kvinder i fyrrene og er meget almindelige.
Omtrent halvdelen af alle kvinder har muskelknuder inden overgangsalderen.
|
Hvorfor får man muskelknuder?
Man kender ikke helt årsagen til, at muskulaturen begynder at
vokse uhæmmet. Der er forhøjet risiko for at få muskelknuder, hvis andre i din
familie har samme lidelse.
|
Som nævnt er muskelknuder godartede, og giver de ikke symptomer,
behøver du ingen behandling. Har du haft muskelknuder i en årrække behøver du
ikke gå til kontrol. De fleste kvinder er dog lidt utrygge, hvis de får besked
om, at livmoderen er forstørret. I disse tilfælde vil man foretage en
udskrabning - eller tage en
vævsprøve fra livmoderslimhinden.
Der findes sjældne former for kræftknuder blant andet
fibrosarcomer, der kan ligne de godartede muskelknuder. Du skal derfor være
opmærksom på, om din livmoder vokser meget hurtig og giver gener. Hvis dette er
tilfældet, skal du altid søge læge.
|
Hvordan føles sygdommen?
Heldigvis giver muskelknuder langt fra altid ubehag. Det mest
almindelige problem er kraftige
menstruationer.
Du kan få problemer med afføringen og
smerter ved samleje.
|
Graviditet og muskelknuder
Muskelknuder kan nedsætte chancen for at blive gravid og for at
gennemføre graviditeten. Tendensen til, at kvinder i dag får deres børn sent,
betyder, at dette bliver et tiltagende problem, da muskelknuder kun meget
sjældent optræder før trediveårsalderen.
Er du gravid, kan muskelknuder være en fødselshindring, som
medfører, at der må foretages kejsersnit.
Som regel vil man holde øje med fibromet under graviditeten. Der
kan opstå smerter i fibromet som fordrer behandling af og til under
indlæggelse.
|
Hvordan behandles muskelknuder?
Der er ingen grund til behandling, hvis du ikke har ubehag fra
muskelknuderne. Hvis dit hovedproblem er kraftige menstruationer, kan man
forsøge med medicinsk behandling, som
cyklokapron. Dette middel bruges kun
når blødningen er rigelig, og midlet kan ikke bruges forebyggende.
-
Hormonbehandling som
p-piller, kan regulere blødningen.
Nye antihormoner som
zoladex og Mifegyne kan få livmoderen til skrumpe.
Desværre har disse behandlinger visse negative sider, som indebærer, at man kun
kan behandle i kortere perioder, hvorefter muskelknuderne atter vil
vokse.
-
Behandling med operation. Behandlingen har
traditionelt været operation med fjernelse af livmoderen. Ønsker du senere at
blive gravid, kan muskelknuderne i mange tilfælde fjernes uden at fjerne
livmoderen.
-
Desuden ved man, at muskelknuderne hos næsten alle forsvinder
efter overgangsalderen.
-
I de senere år er der kommet en del nye behandlingsformer. Man
har forsøgt at varmebehandle muskelknuder med elektroder og laser.
-
Behandling med embolisering medfører bevarelse af livmoderen.
Dette går ud på at tillukke blodforsyningen til fibromerne i livmoderen.
Fibromerne må ikke være over 10 cm ved denne behandling. Behandlingen er
centraliseret.
|
Læs mere om KVINDER OG SYGDOMME
|
|
|
|
|
|
Medicin som kan anvendes:
Middel mod kraftige blødninger
Middel mod muskelknuder i livmoderen
Abort-pillen
|
|
Original tekst af Niels Lund, , speciallæge i kvindesygdomme og fødsler og Erik Fangel Poulsen, speciallæge i kvindesygdomme og fødsler
|
Sidst opdateret: 22.10.2008
|
|  |
|