 | |
Af Anne-Marie Gerdes, overlæge, PhD, speciallæge i klinisk genetik
|
De genetiske afdelinger får i disse år et stigende antal
henvendelser fra praktiserende læger og hospitalsafdelinger, som ønsker at få
undersøgt mønsteret for udvikling af kræft i særligt kræftramte familier. De
fleste kræfttilfælde skyldes ikke, at man er arveligt disponeret for kræft, men
det er vigtigt at vide, hvornår det kan være tilfældet.
|
Hvornår kan kræft være nedarvet?
Generelt kan man være arveligt disponeret for kræft:
-
Når der er flere i en familie, der har den samme
kræftform.
-
Hvis man får kræft i en ung alder.
-
Hvis der findes bestemte kræftformer i familien. Af eksempler
kan nævnes arvelig
brystkræft og æggestokkræft (HBOC)
samt arvelig tarm- og
livmoderkræft (HNPCC).
I disse familier vil der ofte være et særligt behov for genetisk
rådgivning. Undersøgelse og udredning af personer eller familier, som man
mistænker for at være arveligt disponeret for kræft, er en specialistopgave og
varetages af specielle 'onkogenetiske' klinikker på landets klinisk genetiske
afdelinger (se adresseliste nedenfor).
Læs mere om genetisk rådgivning på
Kræftens Bekæmpelses
hjemmeside
|
Formål med genetisk udredning for arvelig kræft
Formålet med at undersøge mønsteret for udvikling af kræft i
kræftramte familier er:
-
At informere personer om deres risiko for at udvikle kræft og
tilbyde regelmæssige kontrolundersøgelser, hvis formål er at påvise eventuel
kræft så tidligt, at chancen for helbredelse øges.
-
At informere om andre muligheder for forebyggelse, som for
eksempel viderehenvisning til andre specialafdelinger til operationer, der
nedsætter risikoen for kræft.
-
At informere om genetisk testning og eventuelt påbegynde dette.
I familier, hvor sygdomsdisponerende genforandringer (mutationer) påvises, vil
ca. halvdelen af risikopersonerne blive frikendt ved hjælp af
gentestning.
|
Arvelig brystkræft
Hos cirka fem procent af de patienter, der har
brystkræft, forekommer der flere
tilfælde af kræft i familien (især
brystkræft og/eller
æggestokkræft). Det samme er
tilfældet i cirka 10 procent af tilfældene af patienter med
æggestokkræft.
Ved arvelig
brystkræft og
æggestokkræft (HBOC) ses udover øget
risiko for bryst- og æggestokkræft også en øget risiko for især æggelederkræft
og brystkræft i begge bryster. Mænd i disse familier kan også have øget risiko
for kræft (brystkræft og
prostatakræft), men udvikler kun
sjældent sygdommene.
I en del af disse familier kan der påvises forandringer i de
såkaldte BRCA1- og BRCA2-gener, som er forbundet med en øget risiko for kræft.
Da mutationer ikke altid kan påvises, vil risikoen for at udvikle kræft i
sådanne familier være baseret på hvor mange og hvilke kræftsygdomme, der er
eller tidligere har været i familien (stamtavlen). Den enkelte persons risiko
kan variere og er blandt andet afhængig af ens alder og placering i
stamtavlen.
Hvis der påvises en mutation i familien, vil nære
familiemedlemmer tilbydes gentestning. Disse raske slægtninge vil oftest have
50 procent chance for, at gentesten frikender dem for øget
kræftrisiko.
|
Arvelig tarmkræft
Hos cirka fem procent af patienter med
kræft i tyk- og endetarm forekommer
der flere tilfælde af kræft i familien. Disse familier kan opdeles i flere
undergrupper, som for eksempel HNPCC (Hereditær Non Polypøs Colorektal Cancer)
og FAP (Familiær Adenomatøs colon Polypose).
Ved HNPCC ses der udover en øget risiko for tarmkræft, også en
øget risiko for især
livmoderkræft og svulster i urinleder
og nyrebækken. I en del af HNPCC-familierne kan påvises mutationer i MLH1-,
MSH2- og MSH6-generne, hvilket kan øge risikoen for kræft.
Ved FAP udvikles et meget stort antal polypper (polypose) i
tarmen, oftest allerede i teenagealderen, hvilket medfører udvikling til
tarmkræft i ung alder, medmindre tarmen fjernes, når polypperne opstår. FAP
skyldes mutationer i APC-genet, men det er ikke muligt at påvise APC-mutationer
i alle FAP-familier.
Da mutationer ikke altid kan påvises, vil risikoen for
kræfttilfælde i sådanne familier være baseret på antallet af kræftsygdomme i
familien (stamtavlen). Den enkelte persons risiko kan variere og er blandt
andet afhængig af ens alder og placering i stamtavlen.
Hvis der påvises en mutation i familien, vil nære
familiemedlemmer tilbydes gentestning. Disse raske slægtninge vil oftest have
50 procent chance for, at gentesten frikender dem for øget
kræftrisiko.
|
Hvem kan henvises genetisk testning?
Nedenfor er anført vejledende henvisningskriterier, men vær
opmærksom på, at disse varierer mellem de klinisk genetiske afdelinger. Spørg
den nærmeste genetiske afdeling (se adresseliste nedenfor).
|
Brystkræft og æggestokkræft:
 |
|
1.- og 2. gradsslægtninge
1. grads slægtninge: forældre, børn,
søskende.
2. grads slægtninge: bedsteforældre,
børnebørn, mostre, morbrødre, fastre, farbrødre, niecer, nevøer.
|
|
|
Man kan blive henvist til genetisk rådgivning, hvis man:
A. Er kræftpatient og opfylder en eller flere af nedenstående
kriterier.
B. Er rask 1.gradsslægtning til en kræftpatient, der opfylder en
eller flere af nedenstående kriterier. Det vil for eksempel sige, hvis ens
forælder, barn eller søskende har fået brystkræft, inden vedkommende er fyldt
40 år.
C. Er 2.gradsslægtning via en mand til en kræftramt, der
opfylder en eller flere af nedenstående kriterier. For eksempel hvis ens faster
eller farmor både har haft bryst- og æggestokkræft.
-
En person med brystkræft diagnosticeret før 40 år.
-
En person med både
brystkræft og
æggestokkræft.
-
To 1.gradsslægtninge med brystkræft diagnosticeret før 50 år
eller
æggestokkræft, uanset alder.
-
Tre 1.gradsslægtninge (eller 2.gradsslægtninge via en mand) med
brystkræft - helst over mindst to
generationer, hvoraf én er diagnosticeret før 50-årsalderen.
-
En mand med
brystkræft.
-
Andre arvelige sygdomme med øget risiko for
brystkræft og/eller
æggestokkræft.
|
Tarmkræft og livmoderkræft:
Man kan blive henvist til genetisk rådgivning, hvis man:
A. Er kræftpatient og opfylder en eller flere af nedenstående
kriterier.
B. Er rask 1.gradsslægtning til en kræftpatient, der opfylder
en eller flere af nedenstående kriterier. Det vil for eksempel sige, hvis ens
forælder, barn eller søskende har fået tarmkræft, inden vedkommende er fyldt 50
år.
-
En person med tarmkræft diagnosticeret før 50 år.
-
To 1.gradsslægtninge med tarmkræft.
-
Tre 1.gradsslægtninge med tarmkræft eller livmoderkræft over
mindst to generationer, hvoraf mindst én er diagnosticeret før 50 år.
-
Familiær adenomatøs colonpolypose og andre arvelige sygdomme
med øget risiko for tarmkræft.
|
Hvordan kan gener være årsag til kræft?
Kroppens celler – undtagent de røde blodlegemer – indeholder en
cellekerne med generne, som består af arvematerialet DNA. Hver kropscelle
indeholder to kopier af vore ca. 25.000 gener (med få undtagelser), idet vi har
arvet den ene kopi fra moderen og den anden kopi fra faderen. I vore kønsceller
(ægceller og sædceller) er der kun én kopi af hvert gen, således at der ved
befrugtningen igen vil være to kopier af hvert gen.
Hvis man har en mutation, som f.eks. medfører øget risiko for at
udvikle kræft, vil der være 50 procent sandsynlighed for at videreføre den ved
hver graviditet. Dette skyldes, at der som ovenfor beskrevet er to kopier af
hvert gen i kropscellerne, og at kønscellerne kun indeholder én kopi af hvert
gen.
Hvis man har arvet en genmutation, kan det betyde en øget risiko
for at udvikle kræft, men denne risiko er sjældent 100 procent. Det betyder i
praksis, at personer, der for eksempel ved en gentest får påvist en
sygdomsdisponerende mutation, vil have en kræftrisiko, som kan være meget høj,
men denne risiko er fordelt over mange år. Dette skyldes, at det er nødvendigt,
at den anden kopi af et gen ødelægges for, at en celle ændrer sig til en
kræftcelle. Det er vist i nedenstående figur.
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
Sidst opdateret: 23.02.2010
|
| |
|
Projekt uge 2010! 
