 |  |
Opdateret af Ove B. Schaffalitzky de
Muckadell, professor, dr.med., speciallæge i mave-
tarmsygdomme
|
Hvad er leverkræft?
Mere end 90 procent af kræftknuderne i leveren stammer fra
ondartede svulster andet sted i kroppen. Disse former for kræft i leveren
hedder levermetastaser og udgår hyppigst fra tyktarmen,
lungerne,
brysterne eller bugspytkirtlen. I alt
er der i Danmark omkring 3000 nye tilfælde om året. Desuden kan kræft opstå i
selve leveren – enten i levercellerne eller galdegangene. Disse tilfælde hedder
primær leverkræft og forekommer især hos patienter med kronisk leversygdom -
for eksempel
skrumpelever eller hos patienter med
kronisk tarmbetændelse. Der er årligt omtrent 250 nye tilfælde af primær
leverkræft i Danmark. I områder af verden hvor virusbetinget leverbetændelse er
meget hyppig – for eksempel Asien eller Afrika - ses mange tilfælde af primær
leverkræft.
|
Hvordan føles sygdommen?
Da kræft i leveren ofte er led i en anden sygdom, kan det være
svært at skille særlige symptomer ud, som er typiske for leverkræft.
De hyppigste symptomer er kvalme, dårlig appetit, vægttab,
træthed og gulsot. Undertiden kan man føle, at leveren er vokset. Kræft i
leveren kan desuden medføre ophobning af væske i bughulen (ascites), der viser
sig ved, at mavens omfang vokser.
|
Hvordan undersøger man kræft i leveren?
Når lægen har undersøgt maven, vil vedkommende som regel først
bestille en
ultralyd-scanning
eller en
CT-scanning. Desuden
tages blodprøver for at undersøge leverens funktion. Ved mistanke om primær
leverkræft kan man desuden få diagnosen bekræftet ved en blodprøve. I mange
tilfælde tager man i lokalbedøvelse en vævsprøve fra leveren
(leverbiopsi).
|
Hvordan behandler man kræft i leveren?
Behandlingen er vanskelig. Hvis der kun er en eller få knuder,
og de ikke er for store, kan de fjernes ved operation. Samtidig fjernes en del
af leveren – op til 80 procent af leveren kan fjernes, uden at man bliver alt
for syg.
Undertiden kan knuden lokalbehandles med radiobølger eller ved
aflukning af blodforsyningen. Nogle former for levermetastaser kan behandles
med kemoterapider.
|
Hvad kan man selv gøre?
Hvis man har skrumpelever som følge af kronisk leverbetændelse
(hepatitis B eller C) eller den arvelige leversygdom hæmokromatose, bør man gå
til regelmæssig kontrol.
|
|
|
|
|
|
|
|
|
Original tekst af Dr. Per Grinsted,, Praktiserende læge
|
Sidst opdateret: 10.12.2008
|
|  |
|