 | |
|
Hvad er skizofreni?
Skizofreni er en sygdom i hjernen, der giver ændringer i tanker
og adfærd. Sygdommen kan være præget af perioder, hvor man er ude af stand til
at skelne mellem virkelighed og egne forestillinger. Sygdommen rammer begge køn
lige hyppigt og begynder typisk i 15 til 30 års alderen. Risikoen for at
udvikle skizofreni er cirka en procent for befolkningen som helhed.
|
Hvorfor får man skizofreni?
Årsagen til skizofreni er ukendt. Der er dog uden tvivl et
arveligt moment. Risikoen for at man udvikler skizofreni på et tidspunkt i
løbet af livet er cirka en procent. Hvis man har en bedsteforælder med
sygdommen, stiger risikoen til tre procent. Risikoen er cirka 10 procent, hvis
den ene af ens forældre har sygdommen, og stiger til cirka 40 til 50 procent,
hvis begge forældre er ramt. Risikoen for at udvikle skizofreni, hvis ens
enæggede tvilling har sygdommen, er 40 til 50 procent.
Arvelige forhold (gener) forklarer altså ikke alt, idet enæggede
tvillinger jo har samme arvemasse. Miljøforhold må være afgørende for, om
mennesker med arveligt anlæg for skizofreni også udvikler sygdommen, for
eksempel i forbindelse med komplikationer under graviditet eller
fødsel.
|
Hvordan opleves skizofreni?
Sygdommen skizofreni omfatter flere forskellige sygdomstyper,
der hver især er præget af følgende symptomer:
Sygdommen kan sætte ind snigende eller akut. Hvis skizofrenien
udvikler sig snigende, trækker man sig mere og mere ind i sig selv. Man
isolerer sig fra familie og venner. Den skizofrene kan også blive skødesløs med
personlig hygiejne og miste interessen for uddannelse, job og almindelige
gøremål.
Man kan få søvnforstyrrelser, koncentrationsbesvær, såkaldt
ambivalens og forandringer i følelseslivet. Stofmisbrug og en interesse for
okkulte emner kan også være en del af billedet. Hos flertallet vil der med
tiden komme perioder præget af hallucinationer (syner, stemmer, lugte, smag
eller berøring). Desuden vil der være vrangforestillinger, ofte bizarre eller
forfølgelsesprægede, eller usammenhængende tale. Nogle vil have symptomer fra
arme, ben og resten af kroppen, hvor de for eksempel stivner i underlige
positioner.
Sygdommen veksler mellem akutte faser, præget af såkaldte
produktive symptomer og faser præget af såkaldte negative symptomer:
Produktive symptomer:
-
hallucinationer
-
vrangforestillinger
-
visse tankeforstyrrelser
Negative symptomer:
-
apati
-
man isolerer sig
-
man forsømmer sig selv
-
autisme, som er en oplevelse af ikke at føle sig forstået af
andre og en optagethed af den indre verden.
Sygdommen er meget belastende for den skizofrene og for
familien, ikke mindst på grund af de medfølgende sociale problemer i forhold
til uddannelse og job. Op mod 15 procent af yngre skizofrene begår
selvmord.
|
Hvad kan man selv gøre?
Det hører med til sygdommen, at man i perioder ikke har indsigt
i sin egen sygdom. Man kan ikke selv se, at man er syg og har behov for
behandling. Ofte vil behandlingssystemet ligefrem indgå i den syges
forfølgelsesforestillinger. I disse sygdomsfaser kan det blive nødvendigt at
tvangsbehandle og tvangsindlægge for at beskytte den skizofrene og
omgivelserne. Den skizofrene kan dog lære at forholde sig til sine
symptomer.
I øvrigt gør man meget ud af at vejlede de pårørende, så de
bliver i stand til at støtte patienten og observere for
sygdomstilbagefald.
|
Hvordan stiller lægen diagnosen?
Man stiller diagnosen ved hjælp af samtale og observation af den
skizofrene. For at udelukke andre årsager til symptomerne laver man en fysisk
undersøgelse, eventuelt ledsaget af blodprøver og andre prøver.
|
Udsigter for fremtiden
Skizofreni er som regel en langvarig sygdom, men spontane
helbredelser forekommer selv efter mange års sygdom. Man bliver ikke rask af at
tage medicinen, men den forkorter og tager toppen af de akutte episoder samt
bedrer de negative symptomer. Det er håbet, at man ved en tidlig indsats kan
mildne sygdomsforløbet, herunder ikke mindst undgå nogle af de sociale følger.
Der foregår til stadighed en stor forskningsindsats for at udvikle effektive
behandlingsmuligheder.
|
Hvordan behandles skizofreni?
Behandlingen af skizofreni består af tre dele:
Antipsykotisk medicin: Dette er lægemidler,
der blokerer virkningen af signalstoffet dopamin i hjernen. Denne fælles
virkning førte tidligt til, at man primært betragtede skizofreni som en følge
af overaktiv dopaminproduktion i hjernen. Nyere undersøgelser tyder på, at øget
aktivitet kun periodevis og i nogle af hjernens dopamin-signalveje faktisk er
et kendetegn ved skizofreni.
De antipsykotiske lægemidler har gennem mange år udgjort en
væsentlig del af behandlingen. De klassiske præparater (haloperidol,
zuclopenthixol, chlorpromazin, perphenazin) er især virksomme overfor de
produktive symptomer. De nyere antipsykotiske lægemidler (clozapin, olanzapin,
risperidon) har også en gunstig virkning på de negative symptomer.
Samtaleterapi: Denne behandlingsform har
formentlig ringe effekt på de produktive symptomer. Under samtaleterapien
forsøger man at øge selvfølelse, selvforståelse, håndtering af symptomer, give
øget initiativ samt mindske følelsen af ensomhed. Samtaleterapien kan også være
afgørende for at motivere den skizofrene til fortsat at tage sin
medicin.
Sociale foranstaltninger: Det er vigtigt at
skabe væresteder for den skizofrene. Man skal også finde egnede undervisnings-
og fritidstilbud. Det er også vigtigt, at sørge for egnede boformer.
Kollektiver, beskyttede boliger eller bofællesskaber kan være en
hjælp.
|
|
|
|
|
Medicin som kan anvendes:
Midler mod sindslidelser
|
|
|
Sidst opdateret: 14.02.2001
|
| |
|
knę - ben der ekser under en... 
