Opdateret afHenrik Lublin, dr.
med., speciallæge i psykiatri
Hvad er skizofreni?
Skizofreni er en sygdom i hjernen, der giver ændringer i tanker
og adfærd. Sygdommen kan være præget af perioder, hvor man er ude af stand til
at skelne mellem virkelighed og egne forestillinger. De sidste års resultater
viser, at mænd bliver ramt noget hyppigere end kvinder.
Sygdommen begynder typisk i 15 til 30 års alderen. Risikoen for
at udvikle skizofreni er lidt mindre end en procent for befolkningen som
helhed. Som pårørende til en person med skizofreni har man dog en noget øget
hyppighed. Jo tættere pårørende man er, desto større risiko.
Hvorfor får man skizofreni?
Årsagen - eller rettere årsagerne - til skizofreni er mere eller
mindre ukendte. Man kender dog adskillige forhold, der kan bidrage og dermed
være med til at øge risikoen for at en person udvikler skizofreni. Der er
således en stor arvelighed forbundet med det at få skizofreni. Risikoen for at
man udvikler skizofreni på et tidspunkt i løbet af livet er lidt mindre end en
procent, men hvis man for eksempel har en bedsteforælder med sygdommen, stiger
risikoen til tre procent. Risikoen er cirka 10 procent, hvis den ene af ens
forældre har sygdommen og stiger til cirka 40 til 50 procent, hvis begge
forældre er ramt, eller hvis ens enæggede tvilling har sygdommen. Det er dog
ikke et enkelt eller nogle enkelte gener, der betinger udviklingen af
skizofreni. Der er mange kendte gener, der øger risikoen for at udvikle
skizofreni, men hver især medvirker kun med et lille bidrag. Det vil være mere
korrekt at kalde disse gener for sårbarhedsgener. For mange af dem gælder, at
de også kan øge risikoen for andre mentale sygdomme, for eksempel
bipolare affektive
lideser (manio-depressive sygdomme).
Vi kender i dag langt fra alle sårbarhedsgener til skizofreni,
ligesom der formentlig er en lang række andre gener, der virker beskyttende for
udviklingen af mentale sygdomme. For indeværende ved vi heller ikke, hvorfor de
henholdsvis øger eller mindsker risikoen.
Arvelige forhold (gener) forklarer ikke alt, hvilket jo nemt kan
ses hos enæggede tvillinger, der har helt samme arvemasse, men hvor kun den ene
tvilling er syg. Miljøforhold er derfor afgørende for, om personer med arvelige
anlæg for skizofreni også udvikler sygdommen. Der er et utal af miljøforhold,
der kan spille ind. Det drejer sig for eksempel om komplikationer under
graviditet eller fødsel, infektioner under graviditeten, hvor man lever (by
versus land), hvor gamle forældrene er, om man har røget hash inden det 15. år,
om man er emigreret til et andet land.
Hvordan opleves skizofreni?
Sygdommen skizofreni omfatter flere forskellige sygdomstyper,
der hver især er præget af forskellige kombinationer af
symptomer. Man skal gøre sig klart, at
ingen har alle symptomerne, og at symptomprofilen som oftest ændrer sig i
sygdomsforløbet:
Sygdommen kan sætte ind snigende eller akut. Hvis skizofrenien
udvikler sig snigende, trækker man sig typisk mere og mere ind i sig selv. Man
isolerer sig fra familie og venner. Personen kan også blive mere skødesløs med
den personlig hygiejne og kan miste interessen for uddannelse, job og
almindelige gøremål. Dette betegnes negative symptomer.
Der kan komme
søvnforstyrrelser,
koncentrationsbesvær, ambivalens og andre forandringer i følelseslivet.
Stofmisbrug og en interesse for okkulte emner kan være en del af billedet. Hos
flertallet vil der med tiden komme perioder præget af hallucinationer (især af
stemmer, men også af lugte, smag eller berøring). Der vil ofte være
vrangforestillinger, undertiden bizarre og hyppigt forfølgelsesprægede, og
talen kan være usammenhængende og vanskelig at forstå. Nogle vil have
bevægeforstyrrelser fra arme, ben og resten af kroppen, hvor der for eksempel
kan være underlige bevægelser, eller hvor personen kan stivne i underlige
positioner.
Sygdommen veksler oftest mellem akutte faser præget af såkaldte
produktive symptomer, og faser præget af såkaldte negative symptomer:
Produktive symptomer:
hallucinationer
vrangforestillinger
visse tankeforstyrrelser
Negative symptomer:
apati
man isolerer sig
man forsømmer sig selv
autisme, som er en oplevelse af ikke at føle sig forstået af
andre og en optagethed af den indre verden.
Sygdommen er meget belastende for personen med skizofreni og for
familien, ikke mindst på grund af de medfølgende sociale problemer i forhold
til uddannelse og job. Op mod 10 procent af patienterne med skizofreni begår
selvmord.
Det hører med til sygdommen, at man i perioder ikke har indsigt
i sin egen sygdom. Man kan ikke selv se, at man er syg og har behov for
behandling. Ofte vil behandlingssystemet ligefrem indgå i den syges
forfølgelsesforestillinger. I disse sygdomsfaser kan det blive nødvendigt at
tvangsbehandle og
tvangsindlægge for at beskytte patienten og omgivelserne.
Man kan dog lære at forholde sig til og mestre sine symptomer.
Det er vigtigt at vejlede familien og andre pårørende, så de bliver i stand til
at støtte patienten og observere for sygdomstilbagefald.
Hvordan stiller lægen diagnosen?
Diagnosen bliver stillet ved hjælp af samtale og observation af
personen. For at udelukke andre legemlige årsager til symptomerne laver man en
fysisk undersøgelse, eventuelt ledsaget af blodprøver og andre
undersøgelser.
Hvordan behandler man skizofreni?
Behandlingen af skizofreni består af tre dele:
Antipsykotisk medicin: Dette er alle
lægemidler, der blokerer virkningen af signalstoffet dopamin i hjernen. Denne
fælles virkning førte tidligt til, at man primært betragtede skizofreni som en
følge af overaktiv dopaminproduktion i hjernen. Denne øgede dopamin-aktivitet
er dog kun til stede periodevis og i nogle hjerneområder. I andre områder af
hjernen kan der være for lav dopamin-aktivitet.
De antipsykotiske lægemidler har gennem mange år udgjort den
væsentligste del af behandlingen. De klassiske præparater,
førstegenerations-antipsykotika er især virksomme overfor de produktive
symptomer. De nyere antipsykotiske lægemidler, andengenerations-antipsykotika
har også en mere gunstig virkning på de negative symptomer.
Alle antipsykotika har væsentlige bivirkninger. Alle der skal i
behandling med antipsykotika, bliver derfor vurderet hyppigt og nøje for
bivirkninger. Første generations-antipsykotika har hyppigt bevægeforstyrrelser
som bivirkninger, for eksempel indre uro, stivhed i musklerner, muskelkramper,
ufrivilige bevægelser. Anden generations-antipsykotika kan også have disse
bivirkninger, men har hyppigere såkalde metaboliske bivikninger, for eksempel
vægtøgning,
diabetes, for mange
fedtstoffer i blodet,
forhøjet blodtryk.
Samtaleterapi: Denne behandlingsform (kognitiv
adfærdsterapi eller psykodynamisk psykoterapi) har mindre effekt på de
produktive symptomer. Med samtaleterapien forsøger man at øge selvfølelse,
selvforståelse, mestring af sine symptomer, give øget initiativ samt mindske
følelsen af ensomhed. Samtaleterapien kan også være afgørende for at motivere
patienten til fortsat at tage sin medicin. Inddragelse af familien, især i
begyndelsen af sygdommen, er vigtig for et godt forløb.
Socialpsykiatriske foranstaltninger:Det er
vigtigt at oparbejde og træne de sociale færdigheder og forståelse af
sygdommen. Dette kan ske ved social færdighedstræning, egentlig jobtræning,
kognitiv færdighedstræning samt undervisning i psykisk sygdom og symptomer. Der
kan desuden være brug for væresteder og egnede undervisnings- og fritidstilbud
og egnede boformer. Kollektiver, beskyttede boliger eller bofællesskaber kan
derfor være en hjælp.
Skizofreni er som regel en langvarig eller livsvarig sygdom, men
det sker faktisk en gang i mellem - også efter mange års sygdom, at nogle
bliver helbredt. Man bliver ikke rask af at tage medicinen, men den forkorter
og tager toppen af de akutte episoder og bedrer de negative
symptomer.
Det ser ud som om, at den psykotiske tilstand i sig selv kan
forværre sygdomsforløbet. Det er derfor vigtigt, at man sætter tidligt ind med
behandling af de akutte faser. Og det er derfor håbet, at man ved en tidlig
indsats kan mildne sygdomsforløbet, herunder ikke mindst undgå nogle af de
sociale følger.
Oplysningerne må på ingen måde tages som erstatning for kompetent professionel rådgivning eller behandling af uddannet og godkendt læge. Indholdet på NetDoktor.dk må ikke og kan ikke bruges som basis for at stille diagnoser eller fastlægge behandling.
Brugerbetingelser: Vigtige juridiske informationer
- Læs også NetDoktors privatlivspolitik.
The documents contained in this web site are presented for information purposes only. The material is in no way intended to replace professional medical care or attention by a qualified practitioner. The materials in this web site cannot and should not be used as a basis for diagnosis or choice of treatment.
Click here - Conditions for use - Important legal information.
Angst