 |  |
Opdateret af Mikkel
Holmelund, speciallæge i
øre-næse-halssygdomme
|
Hvad er strubekræft?
Strubekræft skyldes ondartede forandringer af slimhindeceller i
struben. Strubekræft behandles med strålebehandling eller ved
operation.
Strubekræft er i dag en mandesygdom, idet fire ud af fem
tilfælde optræder hos mænd. Tobak og alkohol øger risikoen for udvikling af
strubekræft.
|
Hvordan føles strubekræft?
Det første symptom er som regel hæshed. Har man været hæs, mere
end fire uger, bør man altid lade sig undersøge hos speciallæge i
øre-næse-halssygdomme.
Andre tegn på strubekræft kan være klumpfornemmelse,
synkebesvær, smerter eller irritation i halsen. Specielt bør smerter der
trækker op i det ene øre, undersøges hurtigt.
Strubekræft er en sjælden sygdom, cirka 300 tilfælde om året.
Det er vigtigt at diagnosen stilles tidligt, fordi en hurtig behandling som
regel medfører fuld helbredelse.
|
Hvordan stiller lægen diagnosen?
Øre-næse-halslægen undersøger i første omgang stemmebåndene,
ofte ved en kikkertundersøgelse. Hvis der er mistanke om kræft henvises til en
øre-næse-halsafdeling hvor der udtages en vævsprøve i fuld anæstesi (fuld
bedøvelse).
|
Hvordan behandles strubekræft?
Strubekræft behandles oftest med strålebehandling. I de fleste
tilfælde er denne behandling tilstrækkelig. Hvis strålebehandling ikke er
tilstrækkelig, overvejes operation og evt. kemoterapi. Laserbehandling er også
en mulighed.
Ubehaget fra bivirkninger, som opstår i forbindelse med
behandlingen, forsvinder igen – mens bivirkninger, der først opstår efter
strålebehandlingen, som regel er varige. Almindelige bivirkninger er
forbigående hæshed, synkesmerter, mundtørhed og diffus hævelse på
halsen.
I mere fremskredne tilfælde er det nødvendigt også at fjerne en
større eller mindre del af strubehovedet. Efter denne operationen kan man ikke
længere trække vejret på normal måde gennem munden. Det sker nu gennem et
tildannet hul til luftrøret på forsiden af halsen.
|
Udsigt for fremtiden
Efter en operation, hvor dele af strubehovedet er fjernet, kan
man ikke længere tale normalt. Men man kan lære at tale på en anden måde, som
regel ved hjælp af en ventil, som forbinder luftrør og spiserør. Når hullet til
luftrøret blokeres med en finger presse udåndingsluften via ventilen til
spiserøret og videre til svælget. Gennem undervisning hos en talepædagog, kan
man oftes opnå en tilfredsstillende stemme.
|
|
|
|
|
|
|
|
|
Original tekst af Per Grinsted, læge
|
Sidst opdateret: 09.02.2010
|
|  |
|