Annonce

Kroner og broer

Hvad er kroner og broer?

Man forbinder normalt ordene kroner og broer med tandlægen og en større udskrivning. Begge dele er korrekt.

En krone er en erstatning af metal eller porcelæn, som dækker hele den naturlige tandkrone, når denne er defekt.

En stiftkrone er en krone, som sidder fast på den naturlige tandrod med en stift i rodkanalen. Det vil sige, at en stiftkrone altid sidder på en tand, som er rodbehandlet og mangler det meste af den naturlige tandkrone.

En bro erstatter en eller flere manglende tænder og er som regel hængt op på naturlige tænder i hver ende (anker eller støttetænder) med en krone.

Hvis en bro kun hænger på en ankertand og har et frit svævende led, taler man om en extensionsbro.

Normalt berører mellemleddet i en bro tandkødet. Men undertiden fremstiller man en bro bagtil i munden, hvor mellemleddet kun er en forbindelsesstang af metal fri af tandkødet, hvilket kaldes for en svævebro. En tredje form for broerstatning er en såkaldt støttebro, der fremstilles til patienter med løse tænder på grund af paradentose .

Hvordan fremstilles kroner og broer?

Tanden slibes til

DEBAT

Har du problemer med dine tænder - og brug for et godt råd til at tackle det?

I NetDoktors debatter kan du udveksle erfaringer og gode råd med andre brugere.

Debat om tænder og mund

For at kunne fremstille en krone skal tanden først slibes til. Man siger, at tanden bliver præpareret. Når præparationen er afsluttet, tages et aftryk og sammenbid for at få den nye krone til at passe til sammenbiddet med tanden i den modsatte kæbe.

Eventuelle farveprøver

Der tages også en farveprøve, hvis der skal laves en porcelænskrone. Det hele sendes til et tandteknisk laboratorium, hvor man ud fra tandlægens anvisninger, medsendte aftryk og sammenbid fremstiller den endelige krone eller bro. Undertiden kommer der mellemfaser med en prøve af metal eller vurdering af farve inden den endelige aflevering.

Kronen eller broen sættes fast

Når tandlægen har prøvet kronen eller broen og vurderet, at den passer i alle ledder og kanter, skal den sættes fast. Det gøres med cement, som hurtigt stivner og fastgør kronen. Efter cementeringen kontrolleres sammenbiddet. Undertiden skal højden justeres lidt, hvis kronen eller broen er for høj.

Efterjustering

Når man har brugt kronen eller broen et lille stykke tid, kan en mindre efterjustering komme på tale.

Hvad laves kroner og broer af?

Kroner og broer kan fremstilles af:

  • Rent porcelæn til overmundsfortænder (jacketkrone).

  • Metal med påbrændt porcelæn på ydersiden, som kan bruges overalt i munden (MK-krone = metalkeramik).

  • Rent metal, typisk legeringer af guld, platin, sølv, palladium eller andre metaller. Herved kan man variere farven og styrken af metallet. Af æstetiske grunde anvendes metalkroner som regel kun til kroner bagtil i munden.

Er kroner og broer holdbare?

Holdbarheden afhænger af mange faktorer blandt andet:

  • Størrelse af rekonstruktionen

  • Den tilstand, den bærende tand eller de bærender tænder har

  • Bidstyrken

  • Mundhygiejnen

  • Patientens alder.

Normalt vil en krone eller bro holde i 20-25 år, men som alt andet slides tingene, når de bruges. Man skal tænke på, at en krone eller bro måske belastes 3.000 gange i døgnet med en kraft, som kan være flere hundrede kilo.

Så en gang imellem holder en krone eller bro ikke helt så længe.

Er der nogen risici ved kroner eller broer?

Generelt set må man sige nej:

  • Der er beskrevet enkelte allergiske tilfælde overfor nogle af de metalkomponenter, som kan indgå i legeringerne, men det hører til sjældenhederne.

  • En krone eller bro kan gå løs, og så er det vigtigt at henvende sig til tandlægen med det samme, ellers kan der gå caries i tanden eller de brobærende tænder.

  • Hvis kronen eller broen føles for høj eller forkert i biddet, skal man også henvende sig til tandlægen.

Læs mere om TÆNDER OG MUND

Sidst opdateret: 30.05.2012