Annonce

Forebyggelse og behandling af solforbrændinger

Rødme, kløe, svie eller en forbrænding. Solen kan udrette slemme skader på vores hud, hvis ikke vi passer på. Prisen vi betaler for denne nydelse er forskellige former for skader på huden både akutte og skader der først viser sig efter flere år. Læs her om, hvordan du forholder dig, hvis du er blevet forbrændt og hvordan du forebygger forbrændinger.

Som nordboere er vi nok tilbøjelige til at tage lidt for godt for sig af retterne, når solen endelig viser sig forår og sommer. Mange glemmer i deres iver at beskytte sig med solcremer, mens atter andre må konstatere, at selv et lag solcreme ikke altid har været nok til at forhindre skaderne.

Soleksem, tør eller ældet hud

Afhængigt af hudtype, solens styrke og den tid, vi opholder os i solen, reagerer huden med symptomer fra let rødmen og varme med eventuelt soleksem til alvorligere forbrændinger.

Selv om du ikke bliver forbrændt vil vedvarende soleksponering ødelægge din hud.

Den hyppigste årsag til de alvorlige hudsygdomme som hudkræft og modermærkekræft er udsættelse for solens stråler.

Gode råd før skaden er sket:

  • Først og fremmest skal man undlade solbadning. Solbadning vil give almindelige danskere rynket og tidligt ældet hud samt øge risikoen for hudkræft.

  • Man skal helt holde sig fra solarier.

  • Man skal holde sig ude af solen mellem klokken 12 og 15 i sommerhalvåret. Når man er udenfor, skal man helst bruge hat og dækkende tøj eller som minimum solcreme, mindst faktor 15, i tilstrækkelig mængde og gentaget jævnligt efter producentens vejledning.

  • Dyrker man udendørs sportsgrene såsom fritidssejlads, golf eller tennis skal man være opmærksom på refleksion af solens stråler der forstærker solens skadelige virkning.

  • Pas også godt på solen på skiferien, da sneen reflekterer solens stråler.

  • Langt de fleste får deres D-vitamin behov dækket ved almindelige udendørsaktiviteter. Yderligere vitamin D findes i fede fisk og som vitamintilskud.

Symptomer fra forbrænding kan lindres, men skaderne består

Hvis man er blevet forbrændt ved foreksempel solbadning, er der mulighed for at lindre symptomerne med forskellige midler.

Selvom man ikke direkte har gener efter et længere ophold i solen, bør man give huden særlig omsorg efterfølgende. Solens stråler har nemlig en udtørrende virkning og ødelægger de elastiske og kollagene fibre i huden. Den vigtigste årsag til, at huden får et ældet, rynket eller tørt look er - ud over rygning - solens stråler.

Gode råd når skaden er sket:

  • Smertestillende midler i håndkøb (helst NSAID) f.eks. acetylsalicylsyre eller ibuprofen kan hjælpe med at håndtere smerten og dæmpe inflammationen indtil rødmen og ømheden aftager.

  • Køl huden ved at tage kølige bade eller bruge fugtige omslag.

  • Fugtighedscremer bør ikke bruges i forbindelse med akut forbrænding, men gerne når huden heler og skaller.

  • Hold dig ude af solen for at undgå yderligere skade.

  • Brug ikke lokalbedøvende cremer, der indeholder ”-cain’er”, de kan irritere huden og give allergi.

  • Brandvabler skal lades i fred.

  • Er det primære symptom kløe kan man lindre kløe ved hydrokortison creme, der kan købes i håndkøb. Brug den mængde der kan være på pegefingerens yderste led til et hudområde på størrelse med to håndflader (fingertip unit).

Langt de fleste solskader kan håndteres med disse råd.

Læs mere om SOL

Sidst opdateret: 25.11.2015

Medicin som kan anvendes