 | |
Af Tine Olsen, , NetDoktor.dk
|
Hvem skal man kontakte for at arrangere begravelsen?
Det er altid sognepræsten eller kordegnekontoret i
det sogn, hvor den afdøde boede, der skal kontaktes. Det
er de uanset hvordan begravelsen skal foregå, og uanset
om afdøde var medlem af folkekirken, eller ej. Man skal
altid i kontakt med begravelsesmyndigheden, altså sognepræst
eller kordegnekontoret, for at aftale nærmere om
begravelsesceremonien. Begravelsen skal finde sted senest
otte dage efter dødsfaldet.
|
Hvad koster en begravelse?
Det er gratis at bruge kirken og præsten i
forbindelse med begravelsen, men alt andet skal man selv
betale. Udgifterne varierer meget alt efter, hvad man
vælger af kiste, pynt og så videre. Men man skal næppe regne
med at kunne gøre det for mindre end 9.000 kroner. Hvis man
har ret til dansk sygesikring, har man almindeligvis også
ret til at modtage begravelseshjælp fra kommunen. Hvor
meget man præcist kan få afhænger af formue og
familieforhold. I alle tilfælde rækker hjælpen ikke til
at dække alle udgifter. Kommunen kan give nærmere
oplysninger. Hvis begravelsen varetages af en bedemand,
kontakter han kommunen, som så kan udbetale hjælpen
direkte til ham.
Man kan også på forhånd spare op til sin egen
begravelse. Der findes forskellige muligheder, som
bedemanden kan fortælle mere om.
|
Hvem lægger afdøde i kisten?
Inden begravelsen skal den døde gøres i stand og
lægges i kiste. Kisten køber man hos bedemanden. Det er
meget almindeligt, at det er plejepersonale eller en
bedemand som søger for, at afdøde bliver vasket og klædt
på i det tøj, man har bestemt personen skal begraves i. Der
er flere muligheder: Enten noget af personens eget tøj,
for eksempel en natkjole, sportstøj, jakkesæt eller hvad
man nu føler er rigtigt, at vedkommende har på i kisten.
Eller man kan vælge at få ligklæder fra bedemanden. De
findes i flere udgaver. Mange lægger også en blomst, en
salmebog, breve eller andre små personlige effekter med i
kisten.
De fleste vælger efterfølgende at få kisten opbevaret
i det kapel, der hører til den kirke begravelsen skal ske
fra. Man må gerne have kisten stående hjemme indtil
begravelsen, hvis man føler, det er det rigtige. Det var
tidligere meget almindeligt. Hvis døden indtræder på
sygehuset eller på et plejehjem er det almindeligvis
plejepersonalet, der gør den døde i stand. Herefter
bliver afdøde overført til stedets kapel, hvor bedemanden
sørger for, at vedkommende bliver lagt i kiste.
|
Kirkelig begravelse – hvad gør man?
Hvis den døde var medlem af folkekirken, aftaler man
detaljerne omkring begravelsen med den præst, der skal
foretage begravelsen. Sammen med præsten vælger man,
hvilke salmer der skal synges. Man taler om, hvad præsten
skal sige i sin tale over afdøde og om hvorvidt man selv
skal holde en kort tale ved kisten. Det er ikke alle
præster, der tillader dette. Under selve begravelsen
holder præsten en begravelsestale, som kan være mere eller
mindre personlig. Det afhænger naturligvis både af, hvor
godt kendskab præsten har til afdøde og af de pårørendes
ønsker. Når ceremonien i kirken er forbi, bæres kisten
udenfor. Enten hen til den ventende rustvogn som kører
kisten til krematoriet, eller til graven hvor kisten
nedsættes, og jordpåkastelsen finder sted. Ved
bisættelser finder jordpåkastelsen enten sted i kirken
eller ved rustvognen. Det er mange steder almindeligt, at
den sidste salme synges, mens kisten sænkes i graven
eller køres bort.
|
Borgerlig begravelse-hvad er det?
Hvis afdøde ikke var medlem af folkekirken, har man
ikke krav på hverken at benytte kirken eller have
præstens medvirken ved begravelsen. Det kan give
problemer, fordi man som sørgende kan finde stor støtte i de
kendte ritualer og præstens både professionelle og
menneskelige håndtering af situationen. Nogle præster
siger af hensyn til de pårørende ja til at medvirke enten
ved en traditionel begravelse eller ved en ceremoni, man
tilrettelægger i fællesskab. Andre præster siger konsekvent
nej til at medvirke og til at kirken anvendes ved
begravelsen. Dette nej er som oftest begrundet i respekt
for afdødes ønske om ikke at tilhøre kirken. Man vil
kunne foretage både bisættelse og begravelse fra kapellet på
kirkegården, eventuelt under ledelse af en bedemand. Men
man kan også vælge blot at få afdøde brændt og nedsat i
fællesgrav uden nogen ceremoni overhovedet.
|
Hvem pynter kirken ?
Det er forskelligt fra kirke til kirke, hvem der
sørger for pyntningen. Nogle steder kan man aftale det
med præsten, som sørger for at graveren får besked og
foretager det nødvendige. Andre steder skal det aftales
direkte med graveren eller med en gartner. De fleste vælger
at få bedemanden til at ordne det praktiske.
|
Hvem bærer kisten?
En almindelig kiste er forsynet med seks bærehåndtag,
som bruges, når kisten skal bæres fra kirken ud til grav
eller rustvogn. De pårørende vælger selv, hvem der skal
bære kisten. Det er et valg, som ofte involverer meget
stærke følelser, samtidig med at man skal tage visse fysiske hensyn.
Enhver, der har prøvet at bære en kiste, vil vide, at
det er vigtigt at de der bærer overfor hinanden har
nogenlunde samme højde. Man også bør tage hensyn til, at
en kiste kan være meget tung og nogle gange skal bæres
forholdsvis langt. Derfor er det almindeligt, at bærerne
vælges blandt afdødes mandlige slægtninge og venner – og
ofte de yngre.
|
Hvilken slags gravsteder kan man vælge mellem?
Nogle mennesker har inden de dør udtrykt klare ønsker
om, hvordan de vil begraves. Hvis det ikke er tilfældet,
er de efterladte nødt til at træffe beslutningerne.
Beslutningen om, hvorvidt den døde skal jordfæstes i
kiste eller brændes og bisættes i urne, skal træffes
allerede, når dødsfaldet anmeldes til præsten. Senere
skal det afgøres, om afdøde skal i enkelt eller
fællesgrav. Der findes også alternativer til de
traditionelle gravsteder. Man kan for eksempel vælge at få
asken strøet ud.
Det er gratis at blive begravet, men det koster penge
at have et gravsted, fordi det skal vedligeholdes.
Graveren eller ledelsen for den aktuelle kirkegård kan
oplyse nærmere om taksterne. Uanset om man er medlem af
folkekirken eller ej, skal jordfæstelser og urnenedsættelser
altid ske på kirkegården.
|
Gravsted med gravsten
Både kister og urner kan nedsættes i et særskilt
gravsted eller i en fællesgrav. Hvis man vælger at få et
særskilt gravsted er mulighederne følgende: Enten kan man
få et gravsted, som er adskilt fra de øvrige med en lille
hæk. Her er der er mulighed for at sætte en gravsten og
lave en beplantning. Man kan også vælge et gravsted i en
plæne, som har en flad sten i plan med jorden. I alle
tilfælde skal man selv betale gravstenen, som købes hos
en stenhugger.
|
Særskilt gravsted
Et særskilt gravsted måler for hver kiste 2,6 m x
1,25 m. Der kan være fra 1 til 4 gravpladser alt efter om
det er et enkelt-, dobbelt -, eller familiegravsted. Der
skal gå minimum 20 år før et kistegravsted kan nedlægges
og genanvendes. På nogle kirkegårde skal der gå længere. Det
afhænger blandt andet af jordbundsforholdene. Man kan godt
forlænge perioden, så gravstedet ikke sløjfes efter de 20 år.
En urne kan enten sættes i et gravsted til kister,
også selv om der i forvejen er en kiste, eller i et
mindre gravsted i en særlig afdeling. Der kan godt sættes
flere urner i samme gravsted. Der skal gå 10 år før et
urnegravsted må genanvendes, men ligesom med kistegravsteder
kan perioden forlænges.
|
Gravsted i plæne
Hvis man vil have et gravsted i en plæne, er pladsen
fastlagt på forhånd. Liggestenen, er cirka 40 cm x 60 cm
og har indhuggede bogstaver. Liggestenen skal ligesom
andre gravsten betales af den, der har ansvaret for
gravstedet. Den skal placeres, så den er i plan med
jordoverfladen. Man kan som regel sætte afskårne blomster
ved gravstedet i en vase. Enkelte steder kan man også få
lov til at plante en blomst.
|
Fællesgrav
Fællesgraven er den mest anonyme form for begravelse,
man kan få. De pårørende kan ikke overvære nedsættelsen,
og det oplyses ikke, hvor kisten eller urnen er nedsat.
Fællesgraven kaldes også 'de ukendtes
grav', men kirkegårdens ledelse skal registrere,
hvor hver enkelt person ligger. Det betyder også, at man
kan søge om at få vedkommende flyttet fra fællesgraven, hvis
man fortryder, at en pårørende ikke fik et 'rigtigt
gravsted'. På de fleste kirkegårde har man
forståelse for et sådant ønske, men er på den anden side
også ked af at forstyrre gravfreden.
Fællesgraven er almindeligvis en stor græsplæne, som
ofte kaldes Fællesplænen
|
Hvad er alternativerne til kirkegården?
Hvis man ønsker det, kan man få tilladelse til at
strø den afdødes aske ud over havet. Tilladelsen skal
søges hos kirkeministeriet. Man kan enten
søge om tilladelse til at ens egen aske strøs ud, når man
engang er død, eller om at en pårørendes aske strøs ud.
Betingelserne er, at asken strøs ud over åbent hav (dette
inkluderer også fjorde) og at det sker diskret. I 1999 blev
der givet omkring 500 tilladelser til denne form for
begravelse.
|
Begravelse i privat jord
Mange mennesker føler en stærk tilknytning til et
bestemt sted, og ønsker derfor at blive begravet der. Man
kan søge om tilladelse til det hos kirkeministeriet, men det er meget
sjældent, at der bliver givet tilladelse. En af de
seneste tilladelser, der blev givet til en jordfæstelse,
var til Karen Blixens begravelse på Rungstedlund. Det er
lidt lettere at få lov til at sætte en urne ned i privat
jord, men man får i praksis kun lov, hvis grunden er
mindst 5000 m2.
|
Legemet testamenteres til videnskaben
Nogle mennesker ønsker, at deres krop skal anvendes
til lægevidenskabelige formål efter deres død – det vil
sige forskning eller undervisning. Hvis man ønsker at
donere sit legeme, skal man før sin død rette henvendelse
til anatomisk institut ved et af universiteterne i Århus,
København eller Odense. Her kan man få en særlig
'testamentarisk formular', som man skal
udfylde. Man skriver simpelthen under på, at man ønsker at
overdrage sin krop til det pågældende institut, når man er
død. Man kan også tale med sin praktiserende læge om sit
ønske, og han kan så skaffe de nødvendige papirer, og
fortælle nærmere om betydningen af dette valg. Andre kan
ikke testamentere ens krop til videnskaben.
|
Læs om
hvad man gør når nogen dør
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
Sidst opdateret: 01.02.2000
|
| |
|
Catapresan mod hedeture? 
