 |  |
Af Arne Astrup, Professor, dr. med.
|
Generelt om E-vitamin
E-vitamin er det samlede navn for stofferne tokoferol og
tokotrienol. Der findes otte forskellige former af disse stoffer, der alle har
E-vitamin-virkning i kroppen. Den form af E-vitamin du spiser i kosten, er for
det meste typen der kaldes alfa-tokoferol. Det er den, der er mest aktivt
virkende i kroppen. Det er næsten også altid den, der findes i vitaminpiller
med E-vitamin.
E-vitaminerne er fedtopløselige. Hvis du tager
E-vitamin-tilskud, skal du derfor indtage det i forbindelse med fedtholdige
måltider, for at det optages ordentligt i tarmen.
Den mest aktive form, er den såkaldte d-alfa-tokoferol, der
sammen med beta-Tokoferol (beta-tokoferol) er den, der hovedsageligt findes i
kosten. E-vitamin stimulerer immunforsvaret. Tidligere troede man, at store
doser E-vitamin kunne nedsætte risikoen for
blodprop i hjertetog
hjernen fordi vitaminet er en stærk antioxidant, men en række
lodtrækningsstudier viser meget klart, at dette ikke er tilfældet. Det kan
derfor ikke anbefales, at tage doser af E-vitamin ud over en almindelig
vitaminpille. Flere undersøgelser tyder nemlig på, at høje doser kan øge
tendensen til blødninger, måske også øge forekomsten af
hjerneblødninger.
|
Hvad bruger kroppen E-vitamin til?
E-vitamin er et såkaldt antioxidant. E-vitamin beskytter
fedtstoffer i kroppen mod at forharske. E-vitamin beskytter desuden kroppens
celler mod nedbrydelse fra skadelige stoffer fra
fedtstofskiftet. I
samspil med E-vitamin indgår
C-vitamin og muligvis også
Coenzym Q10.
Undersøgelser har vist, at E-vitamin hos ældre kan stimulere
kroppens immunsystem, og hæmme blodets evne til at koagulerere (klumpe sig
sammen). E-vitamin kan måske også hæmme kræftcellers udvikling.
|
E-vitamin og beskyttelse af fedtstofferne
Mennesket kan ikke danne den type fedt, der kaldes
flerumættede
fedtstoffer. De er blandt andet vigtige, fordi de er byggesten i de
membraner, der omslutter kroppens celler. E-vitamin har en vigtig betydning for
disse fedstoffer, fordi de beskytter dem mod at blive nedbrudt og
harske.
Antioxidanter forhindrer fedtstoffer i at blive
harske.
Af samme grund tilsætter man også E-vitamin til fedtstoffer, for
at forhindre dem i at blive harske. Det vil sige, at E-vitamin virker
konserverende på fedtholdige madvarer. Det er også sådan, at indtager man store
mængder flerumættede fedtsyrer, stiger behovet for E-vitamin. Som regel findes
E-vitaminerne dog i den samme kost, der indeholder flerumættede
fedtsyrer.
|
Hvor findes E-vitamin i kosten?
E-Vitamin er et fedtopløseligt vitamin og findes da også opløst
i det fedt, man får ind med kosten.
Planteolier, margarine, æggeblomme, smør, nødder og
fisk
-indeholder almindeligvis rige mængder af E-vitamin.
E-vitamin optages fra den del af tyndtarmen, der starter
nærmest mavesækken (på latin jejunum). Normalt optages kun 25-50 procent af den
mængde E-vitamin, du spiser.
|
Hvor meget E-vitamin må jeg tage?
I Danmark indtages gennemsnitligt 9 mg E-vitamin per dag for
mænd og 8 mg per dag for kvinder.
Anbefalet daglig dosis:
-
mænd: 10 mg
-
kvinder: 8 mg
-
gravide kvinder: 10 mg
-
ammende kvinder: 11 mg.
|
Hvad er symptomerne på E-vitamin mangel?
Den gennemsnitlige daglige indtagelse ligger i Danmark lige
omkring det anbefalede. For sunde og raske mennesker ses ikke mangel på
E-vitamin, selv hvis indtaget gennem kosten har været for lavt gennem en
periode.
E-vitaminmangel ses kun hos personer, der har nedsat optagelse
af fedt fra tarmen, ved lægemidler som hæmmer fedtoptagelsen, for tidligt fødte
børn og folk med arvelige sygdomme i de røde blodlegemer.
Ved sygdomme i lever eller bugspytkirtel kan fordøjelsessystemet
have svært ved at nedbryde det fedt, der er i kosten. Og da E-vitamin findes i
den fede del af kosten, vil kroppen komme i underskud.
-
Symptomerne på denne manglende E-vitamin optagelse, vil efter
en langvarig periode påvirke kroppens nervesystem.Det giver musketræthed,
balance- og synsforstyrrelser. Ved denne type af sygdomme er det nødvendigt at
give høje doser E-Vitamin i form af
kosttilskud eller et
stærkt vitaminprodukt.
-
Hos personer der udvikler fejl i fedtoptagelsen, for eksempel
Cøliaki (gluten
allergi),
cystisk fibrose,
nedsat bugspytkirtelfunktion (eksempelvis på grund af
betændelse i
bugspytkirtelen ) eller biliær cirrose (skrumpelever på grund af tilstopning
af galde-udførselsgangene), kommer der først symptomer i nervesystemet efter
flere år.
-
Børn der fødes med sygdomme, der giver stærkt nedsat
fedtoptagelse (for eksempel biliær atresi), kommer der hurtigt kraftige
symptomer i nervesystemet.
-
Hos spædbørn, der ernæres ved
mælkeerstatning uden
indhold af E-vitamin, kan mangelsymptomer ses i form af hudlæsioner.
|
Hvordan behandles E-Vitamin mangel?
Hvis der er symptomer på E-vitaminmangel, behandler man det med
200-400 milligram per dag.
Personer, der har fejl i fedtoptagelsen, får dobbelt dosis.
Samtidig med behandlingen følger man indholdet af E-vitamin i blodet ved at
tage
blodprøver
jævnligt.
For tidligt fødte børn, der vejer under 1500 gram, skal have fem
milligram E-vitamin dagligt, fra de er en uge gamle til de vejer 2000 gram. Får
barnet ikke E-vitamin tilskud, udvikler det i løbet af få uger hæmolytisk
anæmi. Det er en form for blodmangel, der skyldes fejl i de røde blodlegemer.
|
Må ekstra doser af vitaminet indtages sammen med
lægemidler?
E-vitamin hæmmer blodets sammenklumpning (koagulation). Derfor
bør personer, der er i behandling med blodfortyndende medicin, lider af
blødningstendens, tager acetylsalicylsyre, eller som har haft en
hjerneblødning, ikke tage et stærkt vitaminprodukt indeholdende
E-vitamin.
Præparater indeholdende kombinationer af E- og C-vitamin bør
ikke tages af patienter i behandling med kolesterolsænkende stoffer (statiner),
de vitamin-blandingen kan ophæve virkningen, og dermed øge risikoen for
blodpropper og død. Tal med din læge først.
En multivitamin-tablet indeholder kun de nødvendige dagsdoser
E-vitamin og gør derfor ingen skade i den forbindelse.
|
Er der noget jeg skal være opmærksom på hvis jeg er
gravid?
Spædbørn, der ernæres ved mælkeerstatning uden indhold af
E-vitamin, risikerer mangelsymptomer. Tal med din læge, hvis du er i
tvivl.
|
Hvad er symptomerne på overdosering?
Da urin ikke indeholder fedt, kan overskydende mængder af det
fedtopløselige E-vitamin ikke udskilles her, men må udskilles med galden. På
trods af dette, ser man sjældent tilfælde af overdosering.
Det kan dog ikke anbefales, at tage kosttilskud med indhold af
vitamin E, udover hvad der findes i en almindelig vitaminpille, medmindre lægen
har påvist en egentlig mangel på vitamin E. En række undersøgelser har vist, at
kosttilskud med stærke vitamin E ikke kan nedsætte forekomsten af
hjertekarsygdom eller styrke immuniteten. Derimod er der mistanke om, at de
høje doser kan øge forekomsten af blødninger. Også kosttilskud med
kombinationer af stærke vitamin E og C må frarådes, idet der ikke er påvist
gavnlige virkninger. Derimod har en undersøgelse i november 2002 fundet, at
dødeligheden mere end fordobles hos ældre kvinder som tog vitamin C og E i høje
doser.
Tager du mere end et gram E-vitamin om dagen, kan du eventuelt
få hovedpine og symptomer i mave-tarmkanalen, men det ses dog kun
sjældent.
Indtagelse af enorme mængder E-vitamin (10 gram per dag) har
selv over kortere perioder medført nedsættelse af frugtbarheden hos både mænd
og kvinder.
|
|
|
|
|
|
|
Sidst opdateret: 15.08.2003
|
|  |
Netdoktor Babyklub
Er du gravid eller nybagt forælder? Læs om graviditet, fødsel,
amning, søvn, sund kost, modermælkserstatning, børnesygdomme og meget mere i
Netdoktor Babyklub.
Deltag også i en mødregruppe og i debatterne, hvor du kan
udveksle erfaringer med andre gravide og nybagte forældre.
Gå til
Babyklubben
|
|