 |  |
Opdateret af Henrik Monrad, Speciallæge
i diagnostisk radiologi
|
Historie
Selv om røntgenundersøgelsen efterhånden er en gammel opdagelse,
og der er kommet flere nye billedteknikker til, er den fortsat et meget vigtigt
redskab til at undersøge nogle af kroppens indre strukturer. I
røntgenbilledernes barndom kunne man kun gengive tætte strukturer (så som
knogler), men med udviklingen af kontrastmidler er det nu muligt at se hule og
væskefyldte rum i kroppen.
 |
 |
| Den mest simple form for røntgenundersøgelse er en
enkeltoptagelse, som bruges til at undersøge hvirvelsøjlen, brystkassen,
kraniet og andre dele af skelettet |
 |
|
En tysk fysiker ved navn Wilhelm Conrad Röntgen, der arbejdede
ved Würzburg Universitet, eksperimenterede i 1895 med elektrisk strøm gennem et
lufttomt rør. Han opdagede ved et tilfælde, at dette forsøg frembragte et
glimtende skær på en fluoreserende skærm i nærheden, selv om det apparat han
benyttede var fuldstændig omsluttet af sort karton. Herefter var han meget
optaget af disse mystiske stråler, der kunne trænge gennem faste stoffer.
Overraskelsernes tid var endnu ikke forbi for Conrad Röntgen, og det mest
opsigtsvækkende fund han gjorde var, at der ved at placere den ene hånd i
strålefeltet fremkom skygger af knoglerne på den fluoreserende skærm.
Opdagelserne blev offentliggjort i 1895 og blev hurtigt til hjælp for lægelig
undersøgelser.
|
Hvad er røntgenstråler?
-
Røntgenstråler er nært beslægtede med både radio- og lysbølger
og er usynlige elektromagnetiske stråler med kort bølgelængde.
-
• Røntgenstrålerne sendes fra et røntgenrør gennem patienten
til en fotografisk film bag patienten. Når røntgenstrålerne rammer den
fotografiske film, vil den farves sort afhængigt af hvor meget af strålingen,
der er blevet absorberet af kropsvæv. I dag er film dog efterhånden erstattet
af en røntgenfølsom detektorplade, som videregiver digitale signaler, der ved
en computer omsættes til billeder af den undersøgte kropsdel.
-
• Bløde kropsdele så som fedt, muskler, hud og blod er det mest
'gennemsigtige' væv og vil således ikke absorbere ret megen stråling. De
fremtræder derfor som mørkegrå skygger. Derimod vil det hårde tætte knoglevæv
absorbere megen stråling og efterlade en hvid skygge på det færdige
billede.
|
Hvad bruges røntgenundersøgelse til?
Røntgenundersøgelser kan udføres på alle dele af kroppen og
benyttes ofte i kombination med andre undersøgelser til at afkræfte eller
bekræfte en diagnose.
-
De hyppigst anvendte røntgenundersøgelser afbilder rygsøjlen,
brystkassen, kraniet og andre dele af skelettet. .
-
Hvis der er behov for at undersøge hulrum eller væskefyldte
strukturer, er der mulighed for at anvende kontrastmidler - for eksempel
bariumkontrast til undersøgelse af spiserør, mavesæk og tarme, eller jodholdige
kontrasstoffer til undersøgelse af f. eks. nyrer. I mange tilfælde, hvor man
tidligere brugte røntgenundersøgelser, vælger man i dag
CT-scanning, der laver serier af
snitbilleder.
|
Hvordan foregår røntgenundersøgelsen?
-
Patienten anbringes foran en røntgenfølsom skærm. I dag
anvendes, som ovenfor nævnt, i vid udstrækning moderne såkaldt digital teknik
til røntgenoptagelser. Billedet kan printes ud så det ligner et gammeldags
røntgenbillede, men vil almindeligvis blive lagret på et stort computerlager.
De digitale billeder ses på en TV-skærm/monitor og kan nemt videresendes via
datanet til andre sygehuse.
-
Det er vigtigt, at man for eksempel før røntgenbilleder af
brystkassen har fjernet halskæder eller andre ting, der vil kunne ses på
billedet.
-
Under selve optagelsen bliver man bedt om at sidde helt stille,
fordi uro under optagelsen vil kunne sløre billedet og dermed forringe
billedets kvalitet.
-
Når selve billedet optages, vil radiografen gå om bag en
beskyttelsesskærm, hvorfra vedkommende stadig kan se patienten. Der bliver
trykket på en knap, og i løbet af få sekunder er optagelsen færdig.
-
Det gør ikke ondt at få lavet et røntgenbillede. Røntgenstråler
kan ikke føles.
-
Under tiden vil der blive optaget flere billeder fra
forskellige vinkler for at belyse den pågældende problemstilling så godt som
muligt. Hvis problemstillingen haster, vil billederne straks blive vurderet af
en røntgenlæge (radiolog). Normalt vil billederne blive gennemgået senere, hvor
de diskuteres, og der skrives en røntgenbeskrivelse.
|
Er røntgenstråling farlig?
-
• Risikoen for skadevirkninger efter røntgenbilleder er meget
lille. Moderne røntgenapparatur er designet til at tage billeder af meget høj
kvalitet ved brug af meget lave stråledoser.
-
Røntgenstråler er forbundet med en relativ lille risiko for
senere at udvikle kræft. Radiografen går dog om bag en beskyttelsesskærm under
optagelsen, fordi personalet dagligt laver mange røntgenundersøgelser og dermed
samlet ville blive udsat for meget stråling.
|
|
|
|
|
|
Original tekst af Erik Fangel Poulsen, speciallæge i kvindesygdomme og fødsler
|
Sidst opdateret: 18.11.2008
|
|  |
Netdoktor Babyklub
Er du gravid eller nybagt forælder? Læs om graviditet, fødsel,
amning, søvn, sund kost, modermælkserstatning, børnesygdomme og meget mere i
Netdoktor Babyklub.
Deltag også i en mødregruppe og i debatterne, hvor du kan
udveksle erfaringer med andre gravide og nybagte forældre.
Gå til
Babyklubben
|
|